Ved ikke helt hvad jeg skal gøre

Kære pige på 15 år,

Hvor er det godt at du skriver herind!

Det lyder virkelig til at du har det rigtig svært og går alene med mange ubehagelige tanker.

Du fortæller mig at du har gået meget op i skole og karakterer førhen, men nu føler du at du er blevet ligeglad med det hele. Mon det skyldes at du har presset dig selv for hårdt, og din krop og dit hoved prøver at sige fra nu? Eller er det mon nogle andre tanker som fylder for dig?

Du beskriver selv at dit hoved “koger over” og at du føler at du kun kan få det til at stoppe ved at cutte. Jeg tænker at der er en grund til at dit hoved koger over – hvad er det mon du tænker på, når du får det sådan?

Du fortæller at du har svært ved at bede om hjælp og sige at du har det dårligt mentalt. Du føler at der er mange andre som har det dårligere end dig, og måske føler du at hvis du beder om hjælp vil det være egoistisk af dig. Jeg kan sagtens forstå den følelse og dét at du tænker sådan, fortæller mig at du er en meget omsorgsfuld og betænksom pige, som ikke kan lide at bede om for meget. Men du skal vide at du på ingen måder beder om for meget, ved at spørge om hjælp! Du har ret til at få det godt. Du fortjener at have et dejligt liv. Og jeg er så glad for at du skriver!

Det at du er begyndt at trække dig fra din familie og dine venner, sulter dig selv og cutter er alvorlige tegn på at du ikke har det godt. Det skal du tage seriøst og til det skal vi finde en måde at handle på.

Du skriver at din mor engang har opdaget at du cuttede, men ikke rigtig forstod alvoren i det. Og så kan jeg godt forstå at det er svært at snakke med hende om det. Måske kunne du prøve at vise hende dit brev og mit svar og se om det ville få hende til at forstå at du faktisk har det rigtig dårligt? Og hvis ikke du føler at du kan dele det med din mor, så er der måske en anden voksen i dit netværk, som du stoler på, som du kunne vise dit brev? Din klasselærer, en venindes mor, eller en anden? På den måde ville du ikke skulle starte med at tale en masse om det, men de kunne læse hvordan du har det og så kunne I tage den derfra.

Jeg tænker at du vil føle at det er grænseoverskridende for dig, når du ikke har lyst til at tale med nogen om det, men du har allerede taget første skridt og skrevet herind, så jeg tror at du kan finde modet et sted.

Du kan også ringe til BørneTelefonen på tlf. 116 111 – vi vil rigtigt gerne tale mere med dig. Nogle gange kan det være lettere at starte med at dele sin historie anonymt og derefter finde den rette voksen i netværket, så du ikke går alene. Måske kan vi sammen finde ideer til, hvad du kan gøre.

Du kan også kontakte LMS (https://www.lmsos.dk/) – Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. De tilbyder rådgivning og meget anden støtte til dem der lider af spiseforstyrrelse eller selvskade. De har hjulpet mange unge, der ligesom dig cutter og har det svært. Og de kan have erfaringer fra andre unge, som du kan bruge.

Jeg er glad for at du skrev et langt brev til mig, så du hjalp mig til at prøve at forstå hvad det er du står i. Du er god til at sætte ord på dine følelser og det vil hjælpe dig, når du vælger at dele det der er hårdt.

Jeg håber at du vil bruge dit mod til at få den rette hjælp, så du ikke længere skal stå alene med det hele. Jeg tror du vil føle en stor lettelse, når du får åbnet op for hvordan du har det og du vil hurtigt finde ud af at du på ingen måder står alene. Der vil være mennesker som står klar til at gribe dig, hvis du først tager springet.

Kærlig hilsen BørneTelefonen.