Kære pige
Du stiller et rigtig fint spørgsmål.
Vi lever jo i et samfund, hvor det at spise meget sundt, træne på den rigtige måde og gerne ofte, samt have en masse venner og gå i det ”rigtige” tøj er et statussymbol. Når man læser modeblade, bliver man bombarderet med den slags.
Det gør også, at mange unge får en lidt en forkert opfattelse af, hvad sundhed er. Du spørger, om man behøver at træne fem dage om ugen som 14-årig for at holde sig sund og rask. Nej, det behøver du på ingen måde.
Jeg tænker, at træning skal være noget, du har lyst til og ikke bare en pligt. Faktisk kan for meget træning være skadeligt for kroppen, for kroppen også har brug for at slappe af.
På den anden side er det også vigtigt at bevæge sig. Og mange af os sidder jo stille meget af dagen.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn/unge mellem 5-17 år bevæger sig 60 minutter om dagen. Det kan være cykling til skole med et godt tempo. Det kan være leg i skolegården, hvor pulsen kommer op. Det kan være fritidsaktivitet som svømning, holdsport, dans osv. Du kan læse mere om anbefalingerne her: https://sundhedsstyrelsen.dk/da/sundhed-og-livsstil/fysisk-aktivitet/anbefalinger/5-17-aar
Det lyder til, at dit træningsprogram var meget skemalagt før sommerferien. Var du mon glad for det? Hvis ja, så kan det måske ”bare” handle om at komme i gang igen. Ellers skal du nok overveje, at prøve en ny form for motion som motiverer dig? Eller bare skrue ned for træningen, så du kun træner fx 2 gange om ugen.
Jeg vil slutte af med at sige, at det handler om at finde en balance, hvor man er glad og har det godt i sin egen krop. Nogle dyrker motion alene. Andre nyder at få motion i form af holdsport, hvor man ”leger”/”arbejder” sammen med andre.
Jeg håber, du finder en god balance for dig. Så din træningen bliver noget, du glæder dig over. Og som holder din krop stærk og sund.
De bedste hilsner
BørneTelefonen