Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

udsat for incest

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære N,

Tusind tak for dit brev. Hvor er det godt, at du skriver til brevkassen for at få hjælp. Det må ikke være spor rart at have det som dig – og slet ikke i de situationer som du beskriver i hjemmet, der jo egentlig skal forestille at være dine trygge rammer. Du beskriver meget flot din situation, og jeg vil rigtig gerne forsøge at hjælpe dig.

Du spørger meget målrettet, om det kan være angst, som du oplever, når du føler, at nogle kigger på dig, når du er hjemme eller er under din seng, når du lægger dig til at sove. Det tror jeg, at du kan have ret i. Der findes mange forskellige typer af angst, der kategoriseres afhængigt af hvordan, hvor og hvornår, at man oplever dem. Det, som du beskriver, kunne lyde som det, man kalder en enkelfobi – dvs. en fobi begrænset til helt specifikke situationer. Det at være i de situationer kan udløse angstsymptomer såsom hjertebanken, sveden, rysten, vejrtrækningsbesvær, trykken for brystet osv. Ofte er man bevidst om, at angsten er overdreven, men vil alligevel typisk have en undgåelsesadfærd, hvor man forsøger at undgå de situationer, der fremkalder angsten. Det skriver du ikke noget om og jeg forestiller mig, at det jo også kan være svært i ens eget hjem, men måske du alligevel ubevidst har taget dig nogle forholdsregler og undgået at være alene eller sove alene? Hvis du har lyst, kan du læse mere om angst på denne hjemmeside:  

http://www.tabu.dk/forside/unge/syg-eller-hvad/nervoes-og-usikker.aspx

Jeg er rigtig glad for at læse, at du har gået til psykolog i mange år efter at have oplevet noget så ubehageligt som et seksuelt overgreb og svigt fra din far. Jeg bliver lidt nysgerrig på, om du mon stadig går til psykolog og, om du har snakket med psykologen omkring din situation nu? Det er ofte sådan, at en angst stammer et sted fra. Og for at få bekæmpet den, skal man prøve at finde ud af, hvor det er. Jeg får en fornemmelse af, at du måske har gjort dig nogle tanker om det kunne skyldes de ting, som du tidligere har oplevet med incest og svigt fra din far siden, at du starter med at fortælle om dem. Det er super sejt, at du har mod på det og det efterlader mig med et indtryk af en stærk pige med en stor styrke og stort indblik i sig selv og sine følelser. En styrke og indblik som jeg sikker på, at du kan bruge i fremtiden.

Jeg tænker nemlig også, at oplevelserne fra din barndom kan have været en medvirkende årsag til, at du har det sådan i dag. Det er super fint, at du allerede har talt med en psykolog omkring det, men måske du har brug for at tale med psykologen igen. Det er nemlig ofte sådan, at hvis man går og tumler med en masse tanker og følelser, der ikke er ordentlig bearbejdet eller sat på plads indeni i en selv, så kan de komme til udtryk i en af de forskellige former for angst – i dit tilfælde angst for, at der er nogen, der kigger på dig, når du er hjemme eller er under din seng, når du lægger dig til at sove. Jeg kan selvfølgelig ikke med sikkerhed sige, at det er sådan, at det hænger sammen. Men det er jeg sikker på, at psykologen vil kunne hjælpe dig med, hvis du havde mod på at tage det op med ham/hende. Hvis du ikke stadig har kontakt til din psykolog, så vil du, ved at kontakte din praktiserende læge, kunne få hjælp til at blive genhenvist. Angst er netop et af de kriterier, der gør, at man kvalificeres til en henvisning. Og udover at hjælpe dig med at finde frem til, hvad  angsten skyldes, så vil psykologen også kunne være behjælpelig med at give dig specifikke redskaber til at håndtere angsten når og hvis, den opstår alligevel.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der mon er nogen omkring dig, der ved, hvad du går og tumler med? Fx din mor, en god veninde, lærer eller anden? Det er altid rart med støtte og opbakning omkring sig, når man skal bekæmpe eller overvinde noget ubehageligt som fx angst. Jeg tænker, at en af disse, hvis de kendte til din situation, kunne hjælpe dig med at tage kontakt til lægen eller psykologen – og måske også vil kunne være behjælpelig i de enkelte situationer hvor du føler angst til fx at berolige dig og forsikre dig om, at alt er helt ok? Det ved jeg fra andre, har været en utrolig rar støtte. Jeg ved også, at det kan være svært at få fortalt og bede om. Måske du selv har nogle forslag til det? Ellers kunne en mulighed være at starte med at vise dem dit brev og mit svar som en indledning.

Jeg har nu givet dig en masse information samt mine tanker omkring din situation. Jeg håber, at du kan bruge dem til noget og, at de kan bringe dig videre til at få hjælp, så du igen kan blive tryg. Du skal vide, at hvis du har brug for at snakke mere omkring det hele eller få flere råd, så er du altid velkommen til at ringe til Børnetelefonen på 116111 eller kontakte os via Børnechatten eller SMS.

Alle de bedste tanker til dig – og et stort held og lykke i kampen.

Mange kærlige hilsner Børnetelefonen

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat