Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Tyv?

Í de seneste par år har jeg gået og lånt tøj, smykker og tasker af min søster uden at hun har vidst det.. og blevet opdaget gang på gang.

Jeg har følt rigtigt meget dårlig samvittighed hver gang jeg er blevet opdaget, men så næste dag så følte jeg at der ikke var så meget harmløst over at lige låne en trøje. Altså det blev ved, også hendes dyre tøj…

Mine venner i skolen tror også bare at jeg har det fedeste tøjskab, og det finder jeg lidt trist indeni. Fordi hvem er jeg, når dømmer andre i skolen (ikke fordi jeg mobber andre), når jeg sikkert selv har det største problem?

det værste er, at jeg ved, at ingen ville komme med grimme bemærkninger eller noget, hvis jeg gik i mit eget tøj, de ville sikkert blot undre sig over hvorfor jeg ikke havde ‘det tøj jeg normalt havde på’ på- så hvorfor gør jeg det?.

Jeg kommer tit for sent i skole fordi jeg venter til min søster er gået, så jeg kan komme uset ud af døren med tøjet på…

Nogen gange tager jeg også mit eget tøj på, og det føltes lidt mere normalt og trygt, ja, som om jeg var normal. Men så igen, kan jeg ikke lade være med at tænke på hvor u fedt mit eget tøj er i forhold til hendes- men vi er heller ikke samme alder, hun er lige et par år ældre end jeg.

Jeg tror det hele startede med at jeg havde lånt et par trøjer af min søster, uden at der kom nogen slags strafning, (Jeg var ca. 11), så jeg tror den der fine linje mellem hvad der var okay, og ikke okay, at gøre blev udvisket lidt for mig- ingen gjorde noget ved problemet at jeg lånte min søsters tøj.

Jeg kan ikke lade være med at tænke nogengange- er tøjet bare en lille start på et kleptomantisk liv?

jeg skammer mig faktisk utrolig meget, der er ingen der rigtigt ved at jeg låner min søsters tøj i skolen og derhjemme hader min familie mig..

Min storebror siger tit grimme ting til mig, konstateringer som resten af familien tit er enige i, min søster vil ikke engang tale med mig fordi hun altid er såret når hun finder ud af hvilken ting jeg NU har taget, og mine forældre truer altid med psykolog, siger altid noget med at jeg er ligesom vores moster, hende der var kleptoman.

Det sidste, gør mig virkelig bange, min mave bliver helt tung hver gang jeg sammenlignedes med hende, for hele livet har jeg hørt på hvor forfærdelig og lyv/tyvagtig, usmagelig min moster har været.

Og hvordan hun svigtede hele familien da vores mormor og morfar døde, og hun stjal flere ting fra dødsboet, og benægtede bagefter. Er det virkelig sådan jeg skal ende op? lyvende, stjælende og benægtende?

Når jeg ser mine forældre, kan jeg ikke lade være med at tænke, når de er døde.. svigter jeg så også min bror og søster på den samme måde?

Det har stået på i så lang tid, at jeg slet ikke ved hvem jeg er mere. Ikke fordi jeg vidste det før, men aldrig havde jeg gættet på denne her skæbne for mig selv.

Det er bare så underligt, for jeg er altid den sjoveste i klassen, udadgående, taler med både drenge og piger, har flere venner, og hviler egentligt fint i mig selv, har ganske fin fornuft (ja, åbenbart ikke til alting), men jeg har lige den vane med at låne min søsters tøj.

Min mor tror jeg rent faktisk nyder selve akten, det med at snige sig ind på værelset, tage tøjet, og så være glad for at have stjålet det. Men det gør jeg ikke, tværtimod. Jeg får altid en tung følelse i kroppen, når jeg gør det, 1) fordi jeg er bange for at blive opdaget 2) fordi, tanken stryger mig, hvorfor gør jeg det her?, men så som sagt tidligere, kan jeg ikke lade være med at tænke at det måske ikke er så harmløst bare lige at låne noget.

Hjælp. Jeg kan ikke få ordentligt perspektiv over det her, jeg kan kun forestille mig en lille bid af hvor ked af det min søster er, og jeg er lykkelig for de små samtaler vi har i vores familie der ikke omhandler mit problem eller mig- altså de overfladiske samtaler.

Jeg har altid lagt det lidt på afstand, det med ‘Hvem er jeg?’ for jeg har aldrig forstået den talemåde, jeg har altid tænkt ‘Ja, du er måske den som tiden bringer dig’, men det nok først idag hvor jeg er blevet opdaget i at tage 2 af min søsters ringe, at jeg tænkte ‘Hvem er jeg?’, og hvis den som tiden bringer mig er jeg- så vil jeg lave om på det- for jeg kan se at det fylder så meget i mit hoved, at det måske er en vane der aldrig helt forsvinder.

Så er physkolog måske ikke en dårlig ide alligevel, men jeg skammer mig over at tale med mine forældre om det, for jeg skulle jo aldrig have været den onde pige, pigen med problemer, pigen der stjal.

For første gang i lang tid, vældede tårerne op i mig idag, da mine forældre tvang mig til at sige til min søster at jeg havde taget hendes 2 ringe, der vidste lidt sorg over mig, lidt tryghed altså, men valgte alligevel at slutte samtalen af med at hun ikke gad det her mere.

Det gider jeg heller ikke.
 
At skrive det her brev har været svært for mig, at få tingene indrømt, men det hjælper mig nu alligevel at få lidt overblik over tingene når jeg læser det igennem; hvad nu hvis det var en anden pige der havde skrevet det her brev, hvad ville jeg mon syntes om hende?

Jeg håber inderligt ikke at jeg, fra i dag af, slipper den tanke med at ‘det ikke er okay’, men sådan er det jo gået de andre gange.

Jeg får selv tårer i øjnene når jeg læser det her brev.. Tror du jeg har mentale problemer, kan jeg komme af med det, eller har du nogen råd til et eller andet?

Svar hurtigst muligt

Venlig hilsen mig..

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du,Mange tak for dit brev, der handler om en vane du har med at låne din søsters ting og tøj, uden at spørge om lov. Det er et meget flot og velformuleret brev du har skrevet, hvor du har rigtig mange gode tanker og refleksioner over din situation. Jeg kunne forestille mig, at det hjalp lidt bare at skrive det ned?Jeg tænker bestemt ikke at du er ved at blive kleptoman eller ved at blive som din moster. Tværtimod er du smerteligt klar over at du er nødt til at ændre dig, og har en god forståelse for at din søster også bliver ked af det. Det er en god egenskab at kunne sætte sig ind i hvordan ens handlinger påvirker andre.Jeg synes du skal holde fast i at du netop er en sjov, udadvendt, velfungerende pige med gode venner. Og så er der denne ene dumme ting, som fylder meget i dit hoved. Jeg tænker ikke at du har et mentalt problem, men tror mere det kunne hjælpe at se det som en rigtig dårlig vane. Og jeg er sikker på at du kan få det bedre og helt kan stoppe med det. Når man skal ændre en dårlig vane, kræver det at man begynder at øve sig rigtig meget. Det er sjældent at man kan ændre den fra den ene dag til den anden. Så det vigtigste er ikke at give op.Rent praktisk tænker jeg om følgende nye vaner ville kunne hjælpe dig:At hver gang du er på vej ind for at tage din søsters ting husker dig selv på, hvor ked af det du gør både dig selv og hende. Og husker dig selv på, at du egentlig er stoppet med det. At du forlader huset om morgenen samtidig med, eller før din søster. At du snakker med din søster – måske kunne man lave en ordning hvor du måske en gang om ugen kunne låne en af hendes ting – rigtigt – altså hvor i snakker om det og laver en aftale. Det kræver selvfølgelig at din søster har lyst til at låne dig noget, og også, at du respekterer din søster hvis der er ting hun ikke vil låne ud. Hvad tænker du om de forslag? Måske kunne du komme på andre ?Hvad ville der ske hvis du viste din søster det brev du har skrevet herind og fortalte hende at du virkelig gerne ville stoppe denne dårlige vane, og at du anstrenger dig alt hvad du kan? Tror du, du kunne alliere dig med hende?Du skriver noget om at gå til psykolog. Jeg synes måske det lyder lidt tidligt at tænke den slags. Jeg ville foreslå at du måske igen snakkede med både din mor og søster, også så at de kan forstå at det ikke er noget du gør af ond vilje. Men noget du rigtig gerne vil ændre på.Jeg håber kan bruge mine forslag som inspiration. Du er meget velkommen til at kontakte os igen, enten pr. brev, på chatten, sms-se eller ringe til BørneTelefonen. Man er helt anonym. Nummeret er 116 116.Al held og lykke med at ændre den dårlige vane.Kærlig hilsen BørneTelefonen

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat