Tvangstanker!

Kære pige

Hvor er det bare modigt og flot, at du skriver herind. Tak for dit brev. Du skriver på en meget tydelig måde, hvordan du har det og det er flot, at du på den måde kan sætte ord på, hvad du føler og hvilke tanker du har. Mit brev vil handle om, hvordan du kan få hjælp, så din situation kan blive anderledes. Du skriver, at du kan lade være med at spise i op til flere dage. Det er vigtigt, at din krop får energi og mad – derfor er det også vigtigt, at du får hjælp, så situationen kan ændres.

Du skriver, at du bliver anspændt og nervøs, når du er sammen med andre mennesker. For nogen kan det handle om at være nervøs eller bange for, at man kommer til at gøre noget pinligt eller at føle, at man ”falder lidt ved siden af” og ikke ved, hvad man skal sige. Jeg ved ikke, hvordan du oplever det?

Det må være dejligt, at din søster kommer til dig og spørger, hvordan du har det. Måske vil det være en hjælp for dig at tale med hende om det hele. Det kan for nogen være rart at have en, som man kan komme til og som kan støtte en. Jeg tænker, at hun eventuelt også vil kunne støtte dig i, hvordan du kan komme videre og hvem du skal henvende dig til. Hvordan lyder det for dig?

Ud fra det du fortæller i brevet om dine tanker, som er regelbundne og dine handlinger, som skal gentages på en bestemt måde, tænker jeg, at det kan være en hjælp for dig at tale med nogle personer, som har kendskab til at have det på den måde, som du har det. Det at du har regler for hvad du må spise, og ikke spiser i flere dage, tror jeg, kan hænge sammen med de handlinger om at tænde lyset på bestemte tidspunkter. Derfor kan det være en hjælp, at du læser mere om spiseforstyrrelse og de ting der er forbundet med - for tyder på, at det hænger sammen for dig. Inde på www.lmsspiseforstyrrelser.dk kan du læse meget mere om det og du kan få rådgivning og hjælp gennem foreningen. På deres hjemmeside kan du også læse om selve diagnosen og de ting, der er omkring den - fx OCD som du er bekymret for at være ramt af http://www.lmsspiseforstyrrelser.dk/diagnoserne/anoreksi/sundhedsstyrelsens-beskrivelse-af-anoreksi/ 

En mulighed er, at du kontakter din egen læge, hvor du fortæller om dine tanker og handlinger. Lægen kender til, at have den oplevelse og gøre lignende ting. Lægen vil derfor kunne hjælpe dig med, hvad der kan gøres ved situationen. En start kunne være at bestille en tid hos din læge. Måske vil det være lettere for dig at tage derned, hvis du har en med, som du stoler på. Ofte kan det også være en hjælp at tænke over, hvad du vil sige inden du kommer derhen. Ellers er en mulighed, at du viser lægen det her brev. På den måde kan din læge for indsigt i, hvordan du har det. Hvad tænker du om det?

Du nævner ikke dine forældre i brevet. Når man har det svært i perioder eller synes noget er hårdt, så er det vigtigt at få hjælp og støtte fra andre, så man ikke føler, at man er alene om det. Hvordan ville det være for dig at tale med dem om det? Ellers er en mulighed at tale med en anden fra dine familie, din venindes mor eller en anden voksen, som du stoler på. En start kan for eksempel være, at du gerne vil tale med dem om noget vigtigt og så aftale et tidspunkt, hvor I alle har tid til at tale sammen. Ville det mon være en hjælp for dig?  

En anden mulighed er, at du fortæller det til den lærer, som du er allermest tryg ved. Du kan sige, at du gerne vil have hjælp til situationen. Det kan for eksempel være, at du kan tale med sundhedsplejersken eller psykologen på skolen. Hvad tænker du om det?
 
Min tanke er, at jo før du får mod på at søge råd og støtte, jo før kan du få hjælp til at ændre på, hvordan du har det. Sommetider kan det være svært at søge hjælpen hos dem, der er tætte på en - man kan være bekymret for at gøre nogen kede af det eller bekymret. Ofte er det sådan, at når man deler en bekymring så bliver den lettere at have med at gøre - og mulighederne for at hjælp bliver også meget bedre. Når tankerne og handlingerne, kommer til at styre dig mere end godt er for dig, så er det bestemt en idé at få hjælp fra familien, lægen og/eller psykolog, som ved hvad der kan gøres for dig.

Du er velkommen til at ringe til BørneTelefonen, hvis du har brug for at tale videre om det. Nummeret er 116 111 og du vil være anonym. Det er så sejt af dig at skrive herind og det kræver en masse mod at åbne op for noget, som man synes er svært og som du har holdt for dig selv. Det er mod, som du kan bruge til at fortælle det til nogen, som kan hjælpe dig med situationen og ændre på det, der styrer dig.

Mange hilsner fra BørneTelefonen.