Kære du
Det giver så god mening, den måde du forklarer det hele på. Jeg ved fx, at der er rigtig mange, der vil kunne nikke genkendende til den følelse, at alting var sorgløst indtil man blev ældre.
Jeg får den tanke, at du er utrolig stærk og tænksom. Det er helt klart en styrke, men tænksomheden oplever du måske også lidt som en hæmsko, når du er i skole sammen de som er mere talende og udgående deres måder at være sammen? Kender du udtrykket, at man tænker for meget? Måske er det sådan, det er for dig? Men du kan prøve at vende det til noget positivt. Tænk på, hvor betydningsfuld du kan være for andre med den tænksomhed, du har? Du har måske bare ikke fundet en god ven eller veninde, der forstår at sætte pris på det.
Du fortæller, at du har cuttet forbindelsen til din veninde. Jeg tænker, at det ikke har været nemt for dig, men derfor viser det også din styrke i, at du siger fra, når du føler dig dårlig behandlet. Mon ikke den pige, hun nu har kastet sig over ville ønske, at hun havde din styrke?
Jeg kan godt følge din tanke med, at det kan være svært at tale med din klasselærer om det, fordi du har en fornemmelse af, at hun har taget din ex-venindes parti. Har du mon en anden lærer, som du ville kunne tale med det om? Det behøver vel ikke være din klasselærer, hvis du tænker, at en anden lærer ville være en bedre støtte for dig? Du skriver, at du er bange for at virke barnlig og at det vil blive opfattet som at du kaster sten efter din ex-veninde. Men jeg forestiller mig, med den betænksomhed og tankeevner du rummer, så vil du ikke virke barnlig. Tværtimod virker det til at du ser tingene fra flere perspektiver, og det er ikke mange på din alder der kan det!
Hvis du nu alligevel synes, at det bedste er at tale med din klasselærer, hvordan ville det mon så være, hvis du fortalte om dine følelser og dine tanker om, hvordan karakterer og det at føle sig indadvendt kan hænge sammen, og hvordan du oplever at det påvirker din lyst/mod til at deltage i klassen - eller at det virker til, at det er de mere snakkende der får karaktererne? Du behøver måske slet ikke nævne din ex-veninde? Måske er din ex-veninde en af årsagerne bag, men der kan også være så meget andet. Det vigtigste er, at du har nogle voksne at tale med om dine tanker. Hvis det lige præcis er det med at sige det til en lærer, der begrænser dig, så skriv det til din lærer. Det kan være et brev eller på intra (hvis I har det?). Når du skriver kan det give dig ro og tid til at formulere dig, så du får fortalt det som er vigtigt for dig. I brevet/mailen kan man også sagtens skrive, at det er lettere for dig at skrive og I så bagefter snakker ud fra det. Vil det være muligt?
Der er rigtig mange som oplever det med skole og job på samme måde. Hvis dine lærere bliver gjort opmærksomme på, at deres undervisning overser de mere stille elever, så er det jo en opgave for læreren at undervisningen også tager højde for det - så alle elever kan bidrage og deltage på bedst mulige måde. Det kan fx være, at du er god til at diskutere i mindre grupper end i hele klassen, og den vej træner det at melde ud og deltage mere verbalt - men husk det er absolut helt ok og helt normalt at tænke sig godt om og give sig tid til det.
En anden mulighed kunne måske også være, at du talte med sundhedsplejersken. Kunne det mon være en idé? Det gode ved sundhedsplejersken er, at hun kender til, hvordan det er at være ung, at skulle være dygtig i skolen, at have et godt forhold til venner og veninder osv. Samtidig er hun vant til at tale med unge og ved, hvad der betyder noget for jer. Hvis du ikke synes det bliver så god en snak, så kan du lægge det bag dig, uden at du behøver have noget med hende at gøre til daglig. Det kan du jo overveje som en mulighed.
Du skriver, at du er begyndt at blive sur på din familie, især dine søstre, og at du får det dårligt, når du har ”onde” tanker om dem. Du skriver også, at du ved, at det er helt naturligt, at du bliver irriteret, og det har du rigtig meget ret i. Måske skal du prøve at tænke anderledes om de tanker, du tænker om din familie. Kan de kaldes noget andet end ”onde” tanker? Du kan øve dig i at tænke om dem på en måde, hvor du ikke får dårlig samvittighed og bliver ked af det. Måske kunne du kalde dem løsrivelsestanker? Det er tanker, som er helt naturlige, når du er ved at trække dig lidt fra familien og bliver mere selvstændig - det er altså en del af at udvikle sig fra barn til ung. Du kunne måske også kalde dem løsningstanker? Det kunne fx være et billede af, hvilke løsninger du forestiller dig, som gør det nemmere at være dig. Hvis det er onde ting, du tænker, du vil gøre, så betyder det jo ikke at du gør dem, fordi du tænker dem. Hvordan mon det ville være for dig, hvis du kunne fortælle dig selv, at ligesom det er naturligt at blive irriteret, så er det også naturligt at have ”onde” tanker?
Jeg er fuld af beundring over din beskrivelse af de tre personligheder. Du rammer så præcist, hvor svært det kan være, når vi ikke kan få lov til at være den, vi helst vil. Men der er jo også store forskelle på, hvad der forventes forskellige steder. Derhjemme er du datter og søster, barnebarn, kusine osv. - det handler om familie, ting der skal gøres. I skolen er du elev, klassekammerat osv. - der handler det om lektier, høre efter, byde ind på emner, frikvarterer, venner og veninder osv. (det samme gælder for lærerne, forældre - der er også forskel på, hvordan de er på arbejdet og derhjemme...) Derfor er der også forskelle på, hvad der forventes og hvad der mest brugbart for dig - hvis du kan se det på den måde? Så det at være på samme måde altid kan være svært.
Du skriver, at du når du er alene, er fuldstændig nede på jorden, og at det er hende, du helst vil være. Jeg bliver nysgerrig efter, om du kan beskrive det mere detaljeret? Hvad vil det sige for dig at være helt nede på jorden? Er det måske, at du ikke har taget make-up på? Er det måske, at du bare giver dig selv lov til at være stille? Eller er det noget helt andet? Hvordan mon det ville være, hvis du prøvede at få den personlighed mere med i skolen eller i familien? Du kunne måske give dig selv den opgave, at du en hel dag ikke må bruge den platte humor derhjemme. Formålet med det skulle være, at du mærker efter, hvordan det føles. Hvis din familie reagerer på det, så kunne du måske forklare dem, hvad du øver dig på? Det kunne også være at sige en enkelt plat humor kommentar i skolen - til en fra klassen... Kunne det mon være en støtte for dig?
Du forklarer, at du ingenting får gjort i hverdagen. Hvad er det for ting, du gerne ville gøre? Jeg tænker på, at det måske er at bruge mere tid på lektierne, være mere sammen med dine søskende osv. Måske skal du give dig selv nogle andre ting at gøre, end det du ellers tænker, du skal gøre? Måske kunne du tænke på, at det at være mere nede på jorden derhjemme med familien, skulle være en ting, du skulle gøre i hverdagen. Hvis det er nogle af de daglige gøremål og aftaler, så kan det være at du kan bruge din kalender i din mobil? Hvis du skriver dine aftaler ind i din mobil kalender, kan den komme med et alarm signal som betyder, at det er nu at du skal læse lektier, rydde op, gå en tur. Hvis det skal lykkes via mobilen/kalender, så er det vigtigt at du gør tingene, når de står der og ikke udsætter dem - så kan man komme til at glemme dem.
Du fortæller, at du er begyndt at tænke meget på livet, og så er det helt naturligt, at tanker om fremtiden også presser sig på. Det kan være svært at tænke på fremtiden, når man ikke synes nutiden fungerer. Kan du mon give dig selv en pause på fx en måned, hvor du sætter fokus på din nutid – hvor du øver dig i at få den personlighed du helst vil være til at fylde noget mere? Måske vil det give dig mere energi til at tænke på fremtiden, og måske vil det give dig svaret på nogle af de spørgsmål, du stiller dig selv om livet.
Du skriver selv, at du har lavt selvværd – det er måske rigtigt, og det er meget normalt i den periode i livet, som du er i lige nu. Jeg tænker, det er betydningsfuldt for dig, hvis du kan få mere fokus på alle dine stærke sider. Du virker som en meget omsorgsfuld pige, der gerne vil tage hånd om både dig selv og faktisk også andre. Sommetider kan man sige, at hvis man kun kigger på alt det man ikke føler man kan, så får man ikke øje på alt det man kan og faktisk er bedre til end man selv tror. Prøv at forestille dig, at det er helt mørkt og du skal lede efter de ting du kan, i mørket...det er ikke nemt af finde i mørket. Derfor får du en lygte, der kan lyse og hjælpe dig med at finde de ting som du synes, du er god til, er godt ved dig og hvordan alle disse ting gør dig til noget helt særligt. Når man leder efter noget, finder man kun det man kigger efter. Mon du kan bruge historien med lygten til at se, at du også skal huske at kigge efter de ting du rent faktisk rummer - og ikke kun se på andre som dem, der er bedre end eller kan tingene bedre. Brug dine styrker til en masse godt for dig selv og dem du har omkring dig.
Jeg håber, at du med svaret har fået nogle ideer til, hvordan du kan komme videre med dit liv på en måde, hvor du passer godt på dig selv og samtidig ikke træder andre over tæerne.
Mange hilsner og kram fra BørneTelefonen
