Kære pige på 15 år
Det er godt og det er vigtigt, at du reagerer på signaler, som din krop kommer med. Det giver dig gode muligheder for at få det bedre.
Jeg kommer til at tænke på, at det lyder som om, dit hoved er tømt for energi om aftenen, og at det kommer til udtryk ved, at du bliver irritabel og græder.
.Det er muligt, din krop og dit hoved har brug for mere hvile og søvn end sædvanligt - og dét kan der være mange gode grunde til. I de her år går du igennem en kæmpe udvikling - både fysisk og mentalt. Og det kan ikke undgå at påvirke din energi. Mange teenagere har brug for at sove og hvile endnu mere, end de plejer. Det er helt naturligt.
Jeg foreslår, at du taler med dine forældre om, hvordan du har det, så I sammen kan finde frem til, hvad det mon handler om. I den forbindelse kan du overveje at føre dagbog, hvor du noterer, hvad du har gang i, og hvordan det påvirker dig. Det kan være i både positiv og negativ retning. På den måde kan du skaffe dig et overblik over, hvad der gør, at du reagerer, som du gør, om aftenen.
Dine forældre holder af dig og vil dig det bedste. Det er mit udgangspunkt. Jeg tænker, at de er meget interesserede i, at du har det godt og vil hjælpe dig, så godt de kan. Jeg gætter på, at de vil holde af, at du viser dem tillid og inddrager dem i det, der optager dig.
Det er muligt, at I skal inddrage sundhedsplejersken på din skole eller andre fagfolk, som har viden om børn og unges udvikling. Dét bliver lettere at beslutte, når du har talt med dine forældre.
Mange gode hilsner om, at du snart får det rigtigt godt får du hermed fra BørneTelefonen