Teenage-hormon-deprresion?
Hej!
(I gør et super arbejde!!)
Jeg skriver til jer, fordi jeg lige har brug for at lufte en tanke eller to.
Jeg er desværre faldet i et dybt hul af selvindsigt, darwinisme og naturvidenskab – med det mener jeg, at jeg ofte ender i et “jeg er ubetydelig og lille i universet”-hul. Når jeg tænker sådan her, føler jeg mig uendelig uinteressant, svag og som sagt, ubetydelig.
Dette leder ofte til, at jeg gør en af følgende:
1. Jeg falder helt sammen og tænker over, at livet ikke betyder noget, jeg består af muskler, brusk og ben og vigtigst af alt – selvmord. Jeg kunne aldrig finde på at begå selvmord, men livet virker bare så ligegyldigt.
2. Jeg får en vidunderlig spontan energi og gør ting jeg normalt ikke ville. Tager til en Zumba-time med Mor, f. eks. I weekenden rejste jeg mod det mørke Jylland for at eksperimentere seksuelt med en fyr jeg mødte på nettet.
Så altså – jeg er en glad, ikke-selvmordstruet dreng der døjer med tanker der fylder mere end mit hovede kan rumme.
Undskyld for det lange brev.
Knus!
Andre der Hjælper
Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.
Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.