Kære pige på 12 år,
Tusind tak for dit fine brev og for din tillid til at fortælle, at du har det svært. Det er rigtig godt, at du har haft mod til at skrive herind til os for at spørge, hvad du skal gøre. Jeg vil meget gerne prøve at hjælpe dig, og give dig nogle idéer til, hvad du måske kan gøre.
Jeg har også lyst til at fortælle dig, hvad jeg tænker, om det du skriver. Det håber jeg, er i orden for dig.
Du fortæller, at du har det svært både i skolen og derhjemme, men at du smiler, som om alt var godt. Det lyder bestemt ikke rart. Det er jo slemt nok ikke at have det godt, men det er ekstra svært, hvis man synes man skal lade som ingenting.
Jeg har talt med mange børn og unge, der også har det svært. Og de fortæller, at det er utrolig hårdt at holde en fin facade, selvom de bare har lyst til at forsvinde og gemme sig under dynen. Mange kommer til at føle sig meget alene, med det der er svært. Er det mon noget, du kan genkende?
Nogle gange kan det hjælpe lidt at dele det med nogen. Og det er rigtig stærkt, at du har prøvet at tale med din mor om det. Det fortæller mig, at du nok har tillid til hende, og det er supergodt.
Du fortæller også, at du føler du laver problemer ovre i din skole, fordi du har det svært. Og at du kommer til at gøre noget, du ikke kan gøre for.
Nu ved jeg ikke, hvad det er for nogle ting, du tænker på. Der kan jo være mange grunde til, at man ikke har det godt. Det kan være noget med de andre i klassen, man kan føle man ikke passer ind, eller at man ikke kan følge med i timerne.
Det kan også være den udvikling, der måske er i gang hos dig, hvor kroppen og hjernen er i fuld gang med at ændre sig. Det er der nemlig mange, der mærker, som du beskriver.
Hvad mon grunden er til det hos dig?
Hvis man ikke trives, ikke er glad og ikke har nogen man kan læne sig lidt op ad, så kan man sagtens komme til at sige eller gøre noget, man ellers ikke ville have gjort. Og det er simpelthen godt, at du ved, at du ikke kan gøre for det.
Jeg ved heller ikke, om det er de ting, der sker i skolen, der gør, at du også er ked af det, når du kommer hjem. Eller har du det mon også svært derhjemme?
Grunden til at jeg spørger er, at det måske kan være rart for dig at vide, at du har ret til tryghed, omsorg og at blive behandlet med respekt. Det betyder, at dine forældre skal sørge for, at du har det godt, og er tryg derhjemme. Og hvis der på nogen måde er noget, der gør, at de ikke kan det, så har I ret til at få hjælp.
Bare så du ved det, så er det kommunen der kan hjælpe.
Det er også sådan, at skolen har et ansvar for at alle børn trives, og har det godt i skolen. De skal have en plan for, hvordan de stopper mobning, hvis den foregår. Jeg ved slet ikke, om det er sådan noget, der er problemet. Men så ved du i hvert fald, at der er hjælp at få på skolen.
Er der mon en lærer, som du føler dig tryg ved, og som du kunne tale med? Det er nemlig vigtigt at lærerne, som har din klasse ved, hvordan du har det, for at kunne hjælpe dig.
Nu ved jeg heller ikke, hvor længe du har haft det svært. Men jeg får alligevel lyst til at foreslå dig at tale med din læge om det. Det er nemlig ikke rart, hvis man er ked af det i for lang tid. Hvad tænker du mon om det?
Jeg synes det kunne være rigtig godt, hvis du prøvede at tale med din mor igen. Måske kan du vise hende dette svar? Nogle gange kan det nemlig gøre det lidt nemmere at tale sammen. Hvis du vil, kan du spørge hende, om hun vil hjælpe dig med at tale med skolen og måske din læge.
Du kan også ringe til BørneTelefonen på 116111 og tale med en voksen herinde. Vi vil rigtig gerne hjælpe dig og kan også fortælle lidt mere om, hvordan skolen og eventuelt kommunen kan hjælpe.
Du har allerede vist et stort mod og en kæmpe styrke ved at række ud efter hjælp, når du havde brug for det. Det er en vigtig drivkraft i livet. Jeg håber, at du vil bruge den til at tale med din mor igen, eller nogle andre voksne, så du kan få den hjælp, jeg tror, du har brug for.
Du har ret til et godt børne- og ungeliv. Jeg ønsker dig alt det bedste.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
