Kære du
Jeg vil gerne begynde med at fortælle dig, at jeg synes du er så sej, at du har skrevet et brev til Børnetelefonen. Jeg bliver meget imponeret over, at du tager mod til dig og skriver, selv om du har fået at vide, at det er pubertets sludder. Du virker på mig som en pige der faktisk har en meget stor indre styrke. Måske kan du bruge den styrke til at få mere styr på dine tanker.
Jeg vil rigtig gerne prøve at give dig et svar, som du forhåbentlig kan bruge til noget.
Jeg kan ikke svare præcist på, om dine tanker og tristheden skyldes puberteten eller om det også kan være noget andet. Jeg tænker, at der er en stor chance for, at det er din alder og dermed også puberteten der gør, at tristheden kommer og at du synes du skal gøre alting perfekt. Men lige gyldig hvad der er grunden til, at du har det som du har det, så har du krav på, at der bliver lyttet til dig. Derfor vil jeg gerne prøve at give dig nogle ideer til, hvordan du kan få nogle at snakke med, som kan lytte til dig. Det håber jeg er i orden.
Du skriver, at du har haft det svært med din vægt siden du kan huske. Det tænker jeg, må være hårdt. Er der mon nogen der ved, at du føler folk tænker du er grim og fed, når de kigger på dig? Jeg ved, at der er mange andre der har det på samme måde som dig. Det kan være med deres vægt eller andet ved deres udseende de ikke kan lide og derfor føler, at andre mennesker ser det på samme måde som de selv gør.
Der er så meget snak og skriverier om udseende og succes, både på TV og i forskellige magasiner. Nogen gange kan man komme til at tro, at ens udseende skal være på en bestemt måde, for at man bliver betragtet som én med succes. Men der er mange mennesker, der netop ikke ser ud på den "rigtige" måde (det er faktisk de fleste!) og som alligevel har et godt liv med gode venner, familie, skole, arbejde og sjove aktiviteter. Udseendet betyder nemlig ikke alt, men i din alder kan det alligevel godt føles sådan! Desværre er der ikke så mange børn og unge, der tør at tale åbent om den usikkerhed man kan føle omkring sit udseende og så tror alle, at de andre føler sig perfekte.
Jeg tænker på, om du mon har været ved skolens sundhedsplejerske for nylig? Sundhedsplejersken ved en hel del om pubertet og er vant til at snakke med børn og unge i forskellige aldre. Hende vil du kunne tale med om både tristheden, dine følelser med at du skal gøre alting perfekt og dine tanker om din vægt. Hvis du ikke ved, hvornår sundhedsplejersken er på skolen, kan du spørge en af dine lærere eller på skolens kontor.
Jeg bliver nysgerrig efter at finde ud af, om du mon kan se et mønster i, hvornår tristheden kommer? Er der for eksempel tidspunkter, hvor du ikke mærker tristheden lige så meget? Eller er der mon tidspunkter, hvor du slet ikke mærker tristheden? Det kan du jo overveje og så måske tale med sundhedsplejersken om det.
Selv om en sundhedsplejerske ved en masse om pubertet og vægt kan det også være, at det er en helt anden, du kan have lyst til at snakke med. Måske har du en lærer, som du har stor tillid til? Det kan også være en i familien – fx en moster eller faster? Eller hvad med en storesøster, hvis du har sådan én.
Jeg tænker på, om det mon ville være en støtte for dig at vide, at du ikke er den eneste, der har de tanker, som du har? Hvis du har lyst kan du her finde andres breve om pubertet og om svære tanker og følelser i forbindelse med puberteten http://www.bornsvilkar.dk/BorneTelefonen/raadgivning/BorneBrevkassen/Krop-og-udvikling.aspx
Jeg håber så meget for dig, at du finder en du kan tale med om dine tanker, så du forhåbentlig kan få mere styr på de tanker, der er svære.
De bedste tanker fra BørneTelefonen
