Kære pige på 15 år!
Jeg synes at kunne fornemme af dit korte brev, at du nu er bange for, om din mor gør alvor af at melde dig? Er det mon korrekt? Jeg tænker du skal prøve at dele dine tanker med din mor, fortælle hvordan du har det. Måske du også kan fortælle hende grunden til, at du har lavet disse handlinger. Der er altid en grund til de handlinger, vi gør og når vi finder ud af disse grunde, kan vi ændre vores handlinger, så vi ikke skaber problemer for os selv. Måske kan du så bedre forstå dig selv og måske kan din mor lettere forstå dig.
Måske handler det om at have lidt penge til dig selv? I skal måske se på, om I kan aftale en lommepengeordning, så du har nogle penge, du selv disponerer over? Da du er 15 år gammel, kunne I måske også tale om, hvor vidt du skal søge et fritidsjob og dermed opnå en løn, du selv disponerer over?
Det kan også være du kan lave en aftale med din mor om, du betaler pengene tilbage igen, hvis du fx får et fritidsjob. Nu ved jeg ikke hvor mange penge, det drejer sig om, men måske I kan lave en afdragsordning, hvor du betaler lidt hver måned? Det kan måske også for dig være en måde at vise, du gerne vil have løst problemmet og ønsker at gøre det godt med din mor igen. Jeg kan forestille mig, din mor har mistet tilliden til dig lige nu, men mon ikke hun er villig til at genoprette denne, hvis du selv tager initiativ og viser du har lært af det der er sket?
Jeg håber, du får en god snak med din mor og at I finder hinanden. Du kan overveje at vise hende dit brev til os og mit svar tilbage til dig. Så er I ligesom i gang med at tale sammen.
Mange hilsner fra Børnetelefonen