Brev

Stikker snart af, Kan ikke klare mere.

Brevet er anonymiseret af Brevkassen

Kære børnetelefonen

Jeg en muslimsk pige på snart 14 år (8. klasse)
Som kommer af anden etnisk baggrund (mellemøsten)
Og bor hjemme med en familie på 6

Jeg er lige startet på en ny folkeskole efter at have være gået på 2 muslimske privatskoler som jeg var meget glad for. Jeg blev desværre smidt ud af den ene og startede på en folkeskole som jeg går på nu, jeg er slet ikke glad for den, føler ikke at jeg passer ind da jeg har gået der i 2 mdr. og ikke har fået mig en eneste veninde. Jeg synes det er svært fordi jeg ikke føler de er noget for mig, jeg er mere typen der hænger ud med ’’ballademagere’’ og unge af anden etnisk baggrund da jeg klikker godt med dem fordi vi forstår hinanden og har de samme regler ift. vores religion. Nogen vil nok kalde mig en ’’perker’’. Hvilken jeg har det fint med. (Bare for at understrege hvem jeg er)

Jeg er typen der ikke rigtig gider at gå i skole, føler at det er spild af tid, da intet interesserer mig. Er en 02/4 tals elev. Nogle skoledage åbner jeg ikke munden medmindre læren spørger mig om noget. Ingen af eleverne hverken snakker eller viser interesse i mig. Bruger mine frikvarterer på at tage ud et sted hvor ingen kan se mig så jeg kan vape eller røge en smøg.

Mange af mine venner vaper også og vi gør det sammen (ikke gruppepres), men ingen ved jeg ryger smøger, men jeg gør det fordi jeg glemmer alle mine dårlige tanker. Jeg startede med at ryge for første gang som 12-årig. Og er blevet ved siden.

Jeg plejede at have okay mange venner her for 2 år siden, men det tog mine forældre fra mig efter der skete problemer i skolen med både eleverne og lærerne. På daværende tidspunkt gik jeg i 6.klasse, de tog min telefon fra mig og sagde at jeg aldrig måtte downloade nogle sociale medier igen, hvilket ramte mig hårdt, nu da alt foregår online. Jeg vidste allerede der at jeg ville miste en masse venner/veninder pga. det. De tog min telefon i et år og da jeg fik den tilbage var der fuld overvågning så de kunne se alt hvad jeg foretog mig.
Her for 1 år siden downloadede jeg snapchat via min iPad og fandt mine venner derpå, og har siden skrevet med dem der.

Har 3 yngre søskende.

Min familie har jeg ingen følelser for mere…

Min mor råber ad mig hver eneste dag, hun giver mig øjne og kritisere mig for alt jeg gør, fx Hvad jeg spiser, laver, og hvad jeg tager på. Hun siger jeg skal dække mig til. Hvilket jeg ikke har lyst til.

kan ikke huske hvornår jeg sidst så hende smile. Min far har prøvet at slå mig siden jeg var helt lille, jeg fik tit straf såsom hårde lussinger hvis jeg ikke spiste op til aftensmaden, blevet råbet og skreget af.

Her for 4 mdr. siden gik min far amok på mig fordi han sagde jeg kun skabte problemer og gjorde min familie til grin, han tog mig bagfra og holdt mig på munden, imens han bandet af mig, derefter kastede han mig ned på min seng og sparkede på mig, han har mange gange givet mig trusler fx, ’’jeg brækker nakken på dig hvis du tager makeup på igen’’ og flere lignende ting. Alt det her har gjort at hver gang min far går tæt på mig bliver jeg bange og tror han vil slå mig.

Mine forældre sagde jeg skulle tage tørklæde på som 9-årig hvilket jeg bare har accepteret, men her på det seneste har jeg virkelig haft lyst til at tage det af. Må nærmest intet af hvad en i alderen af 14-15 må.

Mine forældre er rigtig stramme, hvilket de ikke selv kan se. De behandler mine søskende og jeg som om vi boede i det land vi kommer fra.

Og jeg tænker tit, at det er årsagen til at jeg er usikker, ikke trives, og vil stikke af hjemmefra

Jeg vil bare blive behandlet som et barn i 2022 og IKKE ET BARN DER BOR I mellemøsten I 1980’ERNE

Har mange gange overvejet at stikke af, pakke en taske med tøj, penge, sundhedskort mm.
Og er ret seriøst omkring det, ved bare det bliver svært da jeg både arbejder, træner kampsport, og har alle familiemedlemmer boende her i Danmark.

Men inderst inde ved jeg det ville være bedst for mig.

På daglig basis får jeg disse tanker. Og venter blot på det rette tidspunkt.

Som jeg nok har skrevet mange gange i dette brev, er jeg muslim. Mine forældre er religiøse, hvilket jeg slet ikke er. De siger jeg ikke må høre musik, men jeg ELSKER virkelig at høre musik,

jeg har en kæreste/fyr på 15år som jeg ser i ny og nå (i skjul) vi plejer at mødes i et solcenter og lave nogle seksuelle ting….
Fjerde gang vi mødtes, aftalte vi at vi skulle have samleje. Og det gjorde vi så, jeg begyndte med at bløde rimelig meget og blev bange. Men vi løste det hurtigt.

Min kæreste er også muslim, og i islam må man ikke have en kæreste eller lave noget seksuelt med en, inden ægteskab.
Hvilke jeg har overtrådt fuldstændigt på mange områder, men jeg føler mig ikke flov over at jeg har gjort det så ved virkelig ikke hvad jeg skal tro.

Jeg går til kampsport 4 gange om ugen. (har gået til det i 7 år), indtil for et år hvor jeg begyndte at gå til det for at lære at slå folk ned, osv.…
Har tænkt at det er vigtigt hvis jeg nu skulle stikke af hjemmefra, så jeg kan forsvarer mig selv.

Har prøvet at stjæle masse gange før. Både i supermarkeder og fra personer jeg kender. Mener nok at jeg at stjålet op imod 8-9 tusind kroner i alt. Jeg begyndte med det fordi jeg ikke fik noget som helst af mine forældre, ikke engang en smule lommepenge.

Kan virkelig ikke klarer min hverdag mere og vil bare væk fra alt. Hvad skal jeg gøre ASAP!!!!!!

Mvh Anonym.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Anonym

Jeg har læst dit brev igennem flere gange nu og det der skinner igennem, er din styrke og vilje. Jeg er ret imponeret over alle dine forsøg på at finde løsninger for dig selv og for at gøre opmærksom på at du har brug for hjælp. SÅ SEJT.

Det er så ikke alle løsningerne som lykkes for dig. Det forstår jeg godt. Du har alt for meget som du selv skal forsøge at løse. Det må indimellem føles meget overvældende og alligevel knokler du på.

Og så gør du igen noget for at hjælpe dig selv, nemlig at du skriver her ind til Brevkassen. Jeg og vi vil gøre vores bedste for at give dig nogle ideer til muligheder som vi kan hjælpe dig med.

Du er snart 14 år nu og først vil jeg sige at uanset hvilken baggrund man har, så har man som barn/ung nogle rettigheder for eksempel for hvad ens forældre skal sørge for. Dine forældre og andre voksne omkring dig skal sørge for at du har det trygt og godt. Det kan du læse om her. Her kan du også læse mere om andre rettigheder du har.

Den måde du oplever dit hjem på, tænker jeg helt sikkert har indflydelse på alt det andet i dit liv. Hvordan skal du kunne have energi til at kunne være socialt sammen med andre og passe godt på dig selv når du ikke har et trygt sted hvor du kan få ro og omsorg?

Det virker på mig som om, at du måske tænker at det kan være lige meget hvad du gør. Er det mon rigtigt forstået?

Det vigtigste er at du ikke har givet op! Du rækker ud efter hjælp igen og der bliver du din egen bedste ven. Du vil ikke finde dig i at skulle have det sådan, hverken nu eller i din fremtid.

Du har henvendt dig på et godt sted. Tak fordi vi må prøve at hjælpe dig.

Jeg tænker vi sammen er nødt til at starte med at der bliver gjort noget ved, at du ikke har et trygt og omsorgsfuldt hjem.

Når du blandt andet skriver, at din far truer dig, kaster dig ned på din seng og sparker dig, så er det jo vold mod dig og det skal der gøres noget ved og det skal du selvfølgelig ikke klare alene.

Det er aldrig barnets skyld – altså det er ikke din skyld, at dine voksne ikke kan finde ud af at behandle dig respektfuldt og omsorgsfuldt så du kan være tryg. Det er alene den voksnes opgave at gøre noget ved.

Da du oplever vold, kan vi hjælpe dig med at få det stoppet. Du har nemlig ret til beskyttelse mod vold, trusler og overgreb. Den rettighed kan du læse mere om her.

Det betyder fx:

– At du ikke må blive slået

– At ingen må true eller presse dig

Der er mange ting, som jeg gerne ville tale med dig om. Både dit forhold til din religion, men også du og din kærestes forhold. Der er så meget jeg ikke ved og på mange måder ville det måske være bedre, at jeg havde muligheden for at kunne spørge ind, så du kunne fortælle meget mere om dig og din situation.

Der er dog noget jeg ved – noget jeg ikke er i tvivl om. Og det er, at du skal have hjælp nu og her.

Jeg bliver meget bekymret når du fortæller mig om dine tanker om at stikke af. Hvordan du træner for at kunne forsvarer dig selv og hvordan dine forældre behandler dig. Du lyder som en utrolig stærk og klog person, men jeg kan også godt forstå, at du gør meget for at passe på dig selv. Jeg tror, at det er på tide, at andre passer godt på dig.

Ring til os på 116111 eller skriv til os på chatten. Du er anonym, når du taler med os – dvs. vi ved ikke, hvem du er.Du kommer til at tale med en rådgiver, der først og fremmest lytter til dig og hjælper dig med at få talt om det, der er svært. Du kan også dele dit brev og mit svar med rådgiveren. Så kan i tale ud fra det?

Jeg forstår godt at det kan være svært at søge hjælp når det handler om ens forældre, men at du søger hjælp kan i den sidste ende måske hjælpe dem til at blive bedre forældre, og under alle omstændigheder betyde, at du får den hjælp fra voksne som du har ret til.

Det lyder som om, at dine forældre har rigtig svært ved at takle forældreskabet – At de behandler dig på en måde, der gør dig ondt. Jeg vil fortælle dig, at det kan blive anderledes. Selvom det ikke føles sådan, så er der lavet forskellige gode initiativer, der kan hjælper forældre som dine, så de bliver bedre til at tøjle deres vrede og behandle deres børn med respekt. Men det kræver først og fremmest, at det bliver sagt højt.

Vi kan sørge for, at de voksne der har ansvar for at stoppe volden, får det at vide. Vi kan fx fortælle det til de folk, der er ansat i din kommune til at hjælpe børn og unge. Og vi kan gå med dig og sørge for, at dine rettigheder bliver overholdt. Læs mere her.

Kommunen skal hjælpe børn og familier, der ikke har det godt. Kommunen hjælper hele familien. Og det er deres opgave at finde ud af, hvad den bedste hjælp er til lige præcis dig og din familie. Det gør de ved at tale med dig og med din familie – og måske også med andre, der kender til dig og din situation, så de kan få et godt billede af problemerne.

Når de har undersøgt det, beslutter de, hvordan de kan hjælpe bedst. Jeg kan derfor ikke fortælle dig præcis, hvordan de vil hjælpe dig. Men jeg ved, at du har ret til at blive passet på og beskyttet, så du kan få det godt. Og at du har ret til at blive hørt og sige din mening.

Måske det hele føles overvældende. Det forstår jeg også godt. Du kan måske også starte med at vise dit brev til en du kender og som du stoler på? Måske din kæreste eller måske en af dine nye lærere? Din lærer vil også skulle hjælpe dig, hvis han/hun ved det.

Jeg håber at du vil kunne bruge mine råd og husk at du er anonym når du ringer eller chatter.

Jeg ved du har styrken og viljen til at ville have et bedre liv – Jeg tror på, at du kan. Du er allerede så langt og du kan allerede så meget. Næste skridt er at få den hjælp som du har ret til, så ansvaret flytter fra dine skuldre.

Kærlige hilsner fra BørneTelefonen.

 

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat