Kære dreng på 13,
Tusind tak for dit brev. Jeg er enormt glad for, at du har valgt at fortælle om dine tanker, som du beskriver så fint i brevet. Du virker som en rigtig tænksom dreng. Det er virkelig godt, at du tager dig selv alvorligt og beder om råd. Jeg vil gøre mit bedste for at besvare dine spørgsmål.
Du spørger, om det er normalt at have det som du har det. De fleste reagerer på en eller anden måde, når det går op for dem, at de ikke længere er børn, og at de aldrig bliver det igen. Men det er ikke alle, der bliver kede af det, hver gang tanken melder sig. Det er dejligt, at du har haft sådan en god barndom, at du ville ønske, at du kunne være barn hele livet – men måske har du ikke opdaget, hvilke glæder der er ved at blive ung og voksen? Det kan være, at du kan spørge dine forældre eller søskende, om de havde det på samme måde som dig, da de var unge, og hvordan det så er at være blevet voksen. Jeg ved, at gode minder varer hele livet og vi alle tænker tilbage på de ting vi har oplevet. Nogen gange kan savnet til minderne gøre os kede af det, og nogen gange når vi mærker efter i mindet og de følelser minderne vækker i os, kan vi mærke glæden. Det lyder til at det også er glæden du mærker, og savnet der gør dig ked af det.
Du er blevet klar over, at du ikke længere et lille barn, og det kan være både skræmmende og overvældende at opdage. Nogen gange kan man føle sig ret alene på den rejse, man begiver sig ud på, når man går fra at være barn til ung, men heldigvis er der næsten altid nogen, vi kan række ud efter, som kan følge os på vores rejse. Det kan være nogen på ens egen alder, som lige nu også er på en rejse, men det kan også være voksne, som ved rigtig meget om livet, og som måske selv kan huske, hvordan det var at gå fra at være barn til voksen.
Alle unge kastes ud på en rejse fra at være barn til voksen, men man kan heldigvis også selv være med til at bestemme, hvilket tempo rejsen skal ske i, og hvor man gerne vil have, at rejsen går hen. Der er ikke noget rigtigt eller forkert tempo. Der er altså ingen, der siger, at man ikke kan lege vandkamp eller sneboldkamp, selv om man er fyldt 13 år. Der er mange 13-årige, som stadig tør og har brug for at lege, fjolle mange år endnu, og det er superfint og helt normalt! Men i den alder kan det også indeholde risiko for at blive kaldt barnlig og umoden, fordi det for nogen er så vigtigt at sigte efter at være moden og mere voksen. Hvis man bevarer legen og det fjollede i sig hele livet, så bliver livet altså bare sjovere og mere fantasifuldt at leve.
Der er heller ingen, der siger, hvilken slags voksen, man skal være. Selv om man ikke er barn længere, kan man heldigvis stadig lege og tillade sig at være barnlig. Voksne leger også. Det er bare på en anden måde, end børn gør. Voksne leger f.eks. når de deltager i konkurrencer, dyrker sport, eller bruger tid på deres fritidsinteresser. Voksne leger selvfølgelig også, når de leger med børn. Det er sundt at lege. Når man leger, lader man op, så man har energi til at være voksen med de forpligtelser og det ansvar, der følger med.
Måske er dine kammerater for længst holdt op med at lege og har fået andre interesser. Det kan være rigtig kedeligt, hvis man selv stadig har lyst til at lege og gøre de samme ting, som man gjorde, da man var lille. Så skal man måske se, om man kan få nogle nye kammerater, der har samme behov som én selv.
Du fortæller, at du har søskende, der er flyttet hjemmefra, så jeg kan forestille mig, at det i høj grad er voksenting, der fylder hjemme hos jer i hverdagen, og når dine søskende er på besøg. Derfor er det rigtig vigtigt, at du får talt med dine forældre om, hvordan du har det. Måske har de brug for at blive husket på, at du stadig kun er 13 år og ikke en lille voksen? Det kan være, at I kan gøre nogle ting sammen, som tager udgangspunkt i, hvad du har lyst til. Dine forældre kan måske også hjælpe dig med at få øje på, om der er nogle kammeratskaber eller fritidsinteresser, som du kunne dyrke i højere grad. Det kan også være at lave aftaler om, at familien laver flere ting sammen. Det kan være med dine forældre fx en aftale om en dag/aften i ugen med spil eller en tur ud, det kan være med dine søskende når de er hjemme eller du tager på besøg hos dem og overnatter, og det kan jo også være over nettet eller på Skype i snakker sammen.
Nu er det jo tiden hvor vi samles i familien og har ønsker at dele, hvordan vil det mon være at du siger: "Kan i huske dengang da.....? Det var bare så sjovt og jeg savner det bare så meget. Jeg ønsker at vi kan lave aftaler om at mødes mere..." Vil det være ok for dig at sige det? Mon ikke dine forældre og søskende også savner den tid og har brug for at laver aftaler, så I kan hygge jer mere sammen.
Du fortæller, at du er begyndt at have tanker om døden. Jeg ved fra mange børn og unge, at det netop er omkring din alder, at tankerne om livet og døden dukker op. Det at man bliver i stand til at se frem og tilbage på livet, og se sig selv udefra gør også noget ved den måde vi kan tænke om tingene, livet og døden - ligesom det med minderne fra du var lille. Det er også tanker, som jeg synes, at du skal dele med en voksen eller måske en eller begge dine søskende. Det kan jo også være dine forældre eller andre i familien, eller måske en lærer, klubpædagog eller en anden voksen, du har tillid til. De fleste voksne kan huske, da de første gang tænkte over livet og døden, og som voksen må jeg sige til dig, at som voksen tænker man stadig over livet og døden - og det er rart at dele det med andre.
Du spørger også, om du kommer over dette her, og det kan jeg næsten garantere dig, at du gør. Tankerne fylder rigtig meget lige nu, men med lidt hjælp tror jeg godt, at du kan få dem til at glide i baggrunden og blive erstattet af nogle mere glade og håbefulde tanker om fremtiden. En dag vil du opleve, at du tænker tilbage på de gamle minder og mindes dem med et smil, samtidig med at du glæder dig over, hvordan livet er lige nu. Men indtil den dag kommer, er det vigtigt, at du er åben omkring hvordan du har det, og at du snakker med nogle voksne om de tanker, du har.
Hvis det er svært at tage hul på den snak med nogen, du kender, kan du vise dem dit brev til en start. Du kan også ringe eller sms'e til os på BørneTelefonen 116111 – det kan være en rigtig god måde at øve sig i at sige tingene højt på, og vi elsker at snakke med børn og unge om livet og alle de ting, der presser på.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
