Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Særlig sensitiv

Hej

Jeg er en pige på 14. En fortvivlet en af slagsen, så håber I måske kan hjælpe mig lidt. På overfladen er jeg næsten altid en glad og udadvendt person. Jeg har altid haft en tryg og rar familie og nogle gode venner, der er til at stole på. Jeg får ofte at vide at jeg altid ser glad ud og at jeg er et godt menneske. Jeg er snaksalig og god til at sætte mig i andres sted. Jeg er rimelig intelligent og dygtig i skolen.

Når alt dette er sagt, kan jeg godt forstå hvis du kan undre dig over, at jeg hele mit liv har moslet med en ondt i maven og en bekymring for stort og småt. Det er også noget de færreste ved, for jeg god til at gemme mig bag et smil og lade som om jeg er helt okay, når jeg ikke er det.

Jeg har altid tænkt det bare var mig der var lidt sart, for alle andre opleve vel tingene som jeg, men når prøver st fortælle folk om hvordan jeg har det med nogle ting og hvordan jeg reagere, forstår de det sjælendt. Så det gået op for mig, at alle måske oplever verden helt som jeg….

Jeg vil lige fortælle dig lidt mere om mig, gennem et par oplevelser jeg husker, så du måske får en ide om hvem jeg er. Jeg gik i en lille børnehave, med rare pædagoger. Alligevel husker jeg hele min børnehave tid som ubehagelig. Jeg hørte på alt de voksne snakkede om, og misforstod det ofte. Jeg bekymrede mig om de andre børns helbred og om krig og fugleinfluenza.

En pige i børnehavens storebror, døde en sommer. Jeg husker tydeligt første dag efter ferien, hvor der på en tavle stod to ting. En god og en dårlig. Den gode husker jeg ikke, det gør jeg til gengæld med den dårlige, det var at pigens 9 årige storebror var død. Han lagde sig til at sove en aften og vågnede ikke dagen efter. Det ramte mig hårdt. Så hårdt at jeg var skrækslagen for, at lægge mig til at sove længe efter.

På et andet tidspunkt var der en pige i børnehaven, som var syg et par uger. En dag (i den periode hvor hun var syg) legede jeg med min lillebror i sneen. Jeg tog mig selv i at grine og fik med et, utrolig dårlig samvittighed. Hvordan kunne jeg dog grine, når en pige i min børnehave var så syg! Jeg fik senere at vide hun bare havde haft halsbetændelse, men det viste jeg jo ikke.

Da jeg startede i skole, følte jeg en enorm lettelse. Min evige “mavepine” forsvandt og jeg følte mig fri. Det eneste jeg inden skolestart var nervøs for, var om jeg nu skulle lugte til og kigge på 23 madpakker når vi spiste frokost (jeg har aldrig været specielt god til at se på mad, jeg ikke selv bryder mig om…).

Efter et dejligt år i 0. Skulle vi ha’ nye lærere. I 0. Havde jeg en lærer jeg var fantastisk glad for, så hele sommeren op til 1. Klasse sørgede jeg over, jeg ikke skulle ha’ den samme lærer mere. Jeg var virkelig glad for den lærer og var meget ulykkelig. Jeg har vist aldrig været specielt god til det med at gi’ slip, hverken på personer eller steder.

Så da vi flyttede fra byen vi boede i, til langt ud på landet, da jeg var færdig med 3. Klasse, var det rigtig hårdt for mig at opstille sig. Jeg kom på en lille friskole, som var noget helt andet, end den store folkeskole jeg kom fra.

På friskolen er der rart og huset vi bor i nu, er meget større og passer bedre til en familie på seks. Alligevel er det er først nu, 4 år efter vi flyttede, at jeg føler mig hjemme. Det er fantastisk, for de sidste fire år har været lidt hårde, jeg har virkelig modarbejdet at bo, her hvor vi bor nu. Men det gør jeg ikke mere og det er befriende.

Tilgengæld kæmper jeg stadig med min mavepine, mine bekymringer og mine ulykkelige stunder. Jeg er for det meste glad, og når jeg er, er jeg så glad jeg næsten ikke kan være i min egen krop. Til gengæld kan jeg også blive meget ulykkelig over små ting, og blive bange og ha’ dårlig samvittighed – også selvom jeg ikke burde.

Fornylig faldt jeg over en artikel om særlig sensitive. Igår fik taget en test, jeg tog den mange gange og jeg fandt også flere tests. De pegede allesammen på at jeg godt kunne være særlig sensitiv. Jeg gav mig til at græde, af lettelse. At der er andre end mig, der er som mig (eller ihvertfald er noget lignende) gjorde mig lettet.

Desværre ved jeg ikke hvordan jeg skal forklare det til mine forældre. Tænk nu, hvis de ikke tror jeg er særlig sensitiv, og bare synes jeg er ego centreret og opmærksomhedkrævende. For det er jo det sidste jeg ønsker at blive opfattet som. Jeg kunne bare så godt tænke mig lidt hjælp, for jeg vil gerne på efterskole om et år, men jeg har brug for hjælp, hvis det skal være realistisk.

Lige for tiden, er jeg ked af at sove ude, så det gør jeg ikke så meget. Jeg skammer mig over det, for som 14 årig, er det ikke specielt sjovt, at må tilstå man bare gerne vil hjem. Jeg er også begyndt at lade vær med at tage med, til så mange store arrangementer, da jeg bliver træt i mit hovede og tigger mine forældre om, om vi ikke bare snart kan komme hjem.

Den anden dag var jeg sammen med min klasse. Jeg valgte at tage hjem om aftenen, da jeg er ødelagt hvis jeg ikke får nok søvn og ofte får astma og bliver ked af det, hvis jeg bliver overtræt. Jeg var sammen med de andre i 8 timer og alligevel følte jeg mig syg dagen efter, var mut og græd uden grund.

Mit skrøbelige jeg, har været mere fremme det sidste stykke tid og det kommer nok bla. af jeg fik mig et opvasker job et par måneder tilbage. Jeg var der tre gange. Den første gang gik fint. DS jeg kom hjem efter de to andre, gik jeg ind på mit værelse og græd. Jeg græd og græd og græd. Jeg var simpelthen så overkørt og træt og bange for skulle derhen igen. Jeg arbejdede den ene aften i 6 timer i streg. Jeg glemte at tisse og drikke vand.

Jeg fik fortalt min mor og far om det og jeg fik, til min store lettelse, også sagt jobbet op. Dem på arbejdede tog det pænt, min familie tog det pænt (udover et par uheldige komentarer fra mine bedsteforældre), men jeg selv var ødelagt over det. Følte mig uduelig længe og bekymrede mig om, om jeg nogensinde vil kunne finde ud af at ha’ et job, når jeg så nemt bliver, ked af det og tager kritik så langt ind.

Sådan har jeg det stadig lidt… Det blev en lang tekst, kun om mig. Det har jeg det egentlig lidt dårlig med, for jeg har jo nogle dejlige venner og en god familie. Men jeg må vel indse, at selvom jeg ved rimelig meget om mig selv, har jeg brug for lidt hjælp. Jeg håber det er sådan du opfatter det, og ikke som en lang ego tekst, om hvor hårdt jeg har det.

Kærlig Hilsen Mig

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år!

Tak for dit brev, og din fine beskrivelse af, hvordan det er, at være dig. Du skal slet ikke have det dårligt med, at du har skrevet om dig selv. Man kan sagtens have brug for hjælp, selv om man har gode venner og en god familie. Det er rigtig flot og stort at indse, at man har brug for hjælp, og at gøre noget ved det, fx ved at skrive til brevkassen, som du har gjort.

Når jeg læser dit brev, får jeg en forståelse af, at du er en pige, som helt fra du var lille og gik i børnehave har overhørt ting de voksne har snakket om, som du har haft svært ved at forstå, og som har gjort dig bange og bekymret. Det er helt almindeligt, at mindre børn bliver bange, hvis de hører voksne tale om krig, sygdom m.m. Børn bliver bange, fordi det, de hører, er alt for voldsomt for dem i forhold til deres alder, og dét, de kan forstå. De tror, at der også pludseligt bliver krig her eller at de får fugleinfluenza. Det er derfor bedst, hvis de voksne kan undgå at lade børn høre sådanne ting, indtil de er gamle nok til at forstå, at det foregår langt væk, i lande der er helt anderledes end Danmark, og at det ikke kommer hertil. Hvis der endelig er ting, som de voksne er nødt til at fortælle børn, er det vigtigt, at det bliver gjort på en måde, så det ikke skræmmer dem. Som fx da en piges storebror døde om natten. Det var forfærdeligt at det skete, og jeg kan godt forstå, at du var bange for at lægge dig til at sove. Det er der sikkert også andre børn i børnehaven der har været, selv om I ikke talte om det. Jeg tænker, at de voksne i børnehaven burde have snakket meget mere med jer om, hvad der skete med storebroren, og hvorfor han kunne dø om natten. Måske fejlede han noget alvorligt? Jeg tænker også, at det kunne have hjulpet dig, hvis de havde snakket med dig om, at du var bange for at lægge dig til at sove. Man kan fjerne rigtig meget angst og bekymringer hos børn, hvis man snakker med dem om, hvad de tænker, hvordan de har det osv. Hvis børn går alene med deres tanker og bekymringer, kan det ’løbe løbsk’ for dem og vokse, så de til sidst ikke kan styre det, og bliver mere og mere bekymrede. Jeg tænker, at det måske kan have været det, der er sket for dig.

På samme måde tænker jeg, at din bekymring om pigen der var syg, blev så stor, at du fik dårlig samvittighed over at lege og grine, fordi du ikke fik fortalt, at hun bare havde halsbetændelse, og snart ville blive rask igen. Hvis du havde fået det at vide, havde du måske ikke været så bekymret for hende. Det skal ikke komme til at lyde som en kritik af dine pædagoger i børnehaven. Jeg er sikker på, at de har gjort alt i en god mening. Men som du selv skriver, var du et barn, som lagde meget mærke til, hvad de voksne snakkede om. Andre børn blev måske ikke så bekymrede, fordi de ikke hørte det de voksne snakkede om, og dermed ikke fik den viden om ting, som du fik. De legede bare videre, mens du begyndte at tænke og bekymre dig. Jeg håber, at det giver mening for dig? Lige sådan tænker jeg, at alle mennesker oplever ting på forskellige måder, og bliver påvirket af forskellige ting. Nogle bliver meget påvirkede (triste eller bekymrede) hvis dyr ikke har det godt. Andre tænker måske ikke så meget på det. Nogle bliver meget påvirkede af krig og sygdom i Afrika, mens andre tænker, at det er så langt væk, og vi alligevel ikke rigtigt kan gøre noget ved det. Det er der nogle andre, der tager sig af.

Når jeg læser dit brev, hæfter jeg mig ved, at du følte en enorm lettelse, da du startede i skolen, og din mavepine forsvandt. Hvad mon det var, der gjorde dette? Prøv at lukke øjnene, og forestil dig, at du er tilbage i 0. klasse, og hvordan du havde det dengang. Jeg er sikker på, at den lettede, ubekymrede pige stadig er derinde, og kan findes frem igen.

Du skriver også, at du efter 4 år i jeres nye hus, nu er stoppet med at modarbejde det, og at det er befriende. Det er jo fantastisk, at du har det sådan nu, selv om det har taget lidt tid. Jeg tænker på, om du mon på samme måde, som du er stoppet med at modarbejde det nye hus og flytningen, kan slippe dine bekymringer? Prøv at tænk på, hvor fantastisk det er, at du ikke længere modarbejder huset, og hvor hårdt det har været at gøre det. Hvordan ville det være, at slippe bekymringerne? Det er som om, at bekymringerne til tider kan fylde så meget for dig, at de helt får overtaget din glæde og gode humør, som du heldigvis har det meste af tiden Hvad er det, de bekymringer skal dig? Det lyder ikke til, at de gør dig noget godt… Måske kan du prøve at tænke på bekymringerne, som noget, der kommer og irriterer dig engang imellem. Det kunne fx være som en sort fugl, som kommer og sætter sig på din skulder, og siger alle mulige irriterende ting, som du skal være bekymret, bange for eller have dårlig samvittighed over, ind i øret på dig, så dit gode humør bliver ødelagt. Det skal den da ikke have lov til. Det er bare med at skræmme den væk, så du kan have det godt, være ubekymret, og ikke have ondt i maven. Samtidig skal du vide, at det er helt normalt at bekymre sig og tænke over livet, vi oplever alle både ting som glæder, men også som bekymrer, sådan er livet. Nu hvor du er teenager, sker der også en masse ting med dig, hormoner raser i kroppen, du er i gang med at udvikles til en kvinde og hjernen har også travlt med at udvikles. Det er helt normalt man får humørsvingninger, bliver tænksom over livet. Her kan det være rigtig godt at få talt med nogen om de tanker du går med. Måske du har en god veninde, din mor, en bedstemor eller måske en helt fjerde? Hvem mon du kan komme i tanke om?

Jeg ved ikke, om du er særligt sensitiv, sådan som testen viste. Men jeg synes, det er flot, du har fået den tanke, idet det at være særligt sensitiv medfører nogle af de kendetegn, som du beskriver om dig selv, blandt andet at man bearbejder indtryk med større dybde. Man kan være mere følsom overfor høje lyde, berøring, tøj der kradser, træthed, idet nervesystemet er særligt sensitivt. Når man er særligt sensitiv kan man påvirkes når andre er syge, vrede eller kede af det og man kan ligesom blive "smittet" eller drænet af andres følelser. Men der er også mange styrker ved at være særligt sensitiv, såsom ofte styrket omsorgsfuldhed, medfølelse, ansvarlighed og loyalitet. Disse styrker synes jeg også, at kunne genkende i dit brev. Derfor synes jeg det er en god ide at tale med fx dine forældre om dette, idet der findes viden og nyttige redskaber, som dine forældre vil kunne bruge i hverdagens situationer, for at støtte dig og dine positive kvaliteter ved din personlighed, så den rigtig kan få lov til at blomstre. Hvis du synes det er svært, hvordan du skal tage denne snak, kan det måske være en ide at vise dine forældre dit brev og mit svar, måske vil det være et godt udgangspunkt for en snak?

Du skriver, at du for tiden er ked af at sove ude, og helst vil hjem – også hvis du er til store arrangementer. Det synes jeg er helt ok, at du har det sådan. Det tror jeg, der er mange som kan genkende. Det er helt normalt, at man helst vil sove hjemme, og bliver træt af at være sammen med mange mennesker. I sådanne situationer synes jeg, det er rigtig godt, at du lytter til dig selv, og det du har behov for, i stedet for at gøre, hvad du tror andre ’forventer’ af dig, fx at blive eller sove hos nogen. Du er ærlig overfor dig selv, og lytter til dine behov, og det er stor styrke at have. Det er der mange andre som ikke gør, og derfor kan det måske se ud som om, at de kan holde til mere end du kan. Hvis de var ærlige overfor sig selv, ville nogle af dem måske også helst hjem og sove, igen, vigtigt at huske på, vi er forskellige og har forskellige behov, og det er helt ok. Jeg tror det er vigtigt, at du fortsætter med at mærke efter hvad du har lyst til, og tage hjem, når du har brug for det, så du ikke ender med at føle dig syg og mut dagen efter. Det tror jeg du har gjort, fordi du blev længere tid, end du havde lyst til, og ikke lyttede til dine egne behov.

Jeg er også sikker på, at du nok skal få et job igen. Jobbet som opvasker lyder til, at have været meget hårdt. Det tror jeg mange ville synes.  Jeg synes det var rigtig flot, at du sagde op, da du kunne mærke, at det var for hårdt. Der synes jeg endnu engang, du viste en stor styrke. Man skal ikke blive på et job, der er for hårdt, bare for at vise, at man kan. Måske du senere kan finde et job, der passer mere til hvad du har kræfter til, måske færre timer og knap så stressende. Det er vigtigt, at finde et job man er glad for, og at sige op, hvis man ikke er glad for det. Det skal du være stolt af, at du gjorde.

Jeg ønsker dig alt det bedste, og håber, at du kan bruge mit svar.

Mange kærlige hilsner fra BørneTelefonen

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat