Sårbar – Hjælp

Det hele startede efter mine forældres skilsmisse. Den var hård, og tog især hårdt på mig eftersom jeg var den 2. ældste af en søskendeflok på 4 børn. Min storesøster (på det tidspunkt i 15’års alderen) var sjældent hjemme på grund af mors og fars diskussioner og skænderier. Jeg var 9-10 år, min lillesøster var 5-6 år og min lillebror var 1-2 år (på det tidspunkt!).

Jeg husker et VOLDSOMT skænderi hvor de kastede ting efter hinanden, hvilket ikke var usædvanligt i deres forhold. Jeg kalde min lillesøster til mig, hviskende, og tog min lillebror som lå i stuen på gulvet, og kravlede ind under spisebordet imens både min lillesøster og jeg græd. Jeg kæmpede for at gøre min lillebror og lillesøster glad. Min storesøster var som sædvanligt ikke hjemme. Jeg husker også at jeg kravlede ud fra spisebordet imens min lillebror og søster stadig sad der, hvor jeg gik ud i køkkenet til de højtråbene forældre, og blev straks bedt om at gå ind i stuen igen.

Det gik ALDRIG udover os, kom vi ud til dem talte de altid pænt og sørgede for at beskæftige os. Problemet er bare, at en 9 årig forstår udenmærket godt hvornår det er alvor! Jeg ved det er en normal ting at en storesøster elsker sine søskende, hjælper til med at opdrage dem når man ser de er igang med noget de ikke må, og det at passe på dem. Men jeg ved også at det IKKE er normalt at man går ind som ”mor” for sine søskende, fordi man føler de er ens egne.

Her er det særligt slemt med min lillebror. Han fylder 9 år her i august. Ham har jeg et særligt bånd med, og det bånd jeg har med ham er langt mere end et søskende forhold. Jeg kan ikke undvære ham, jeg gør hvad som helst for ham for at han er glad og jeg gør hvad som helst for at passe på ”min baby”. Jeg køber ting og tøj til ham, sørger for hans mad og drikkelse, motivere ham inde- og udendørs. Det er langt fra normalt, men hvem kan sige nej til en lille dreng som har så stor betydning for en.

Jeg er i et fast forhold, hvilket jeg har været i snart 3 år. Han kender til historien som jeg fortalte ham det hele af fornyligt. Han har forståelse for det meste og hjælper mig så godt han kan. Dog skræmmer det med barnet ham dog lidt, og det er jeg i fuld forståelse for! Uden ham ved jeg ikke hvor jeg har været idag. Selvom der er ro på idag, så påvirker det mig hver dag, for den dag idag (omkring 6-7 år siden de gik fra hinanden) der påvirker det mig stadig, og kun mere og mere.

Jeg ved ikke om skilsmissen kan være årsag til min moderrolle overfor mine søskende. Det skal også lige siges at der tit var lange perioder hvor vi ikke så vores mor, og ligeledes perioder hvor vi ikke så vores far, hvilket var noget af en rystetur for mine søskende og jeg. Mine 2 mindre søskende flyttede med min mor og jeg valgte at bo hos min far.

Min mor fandt en kæreste i Sønderjylland hvor jeg bor nu (flyttede derhen for snart 2 år siden på grund af pubertetsproblemer) hun er gift med ham idag, og jeg kommer ikke så godt ud af det med ham, hvilket fik mig til sjældent at komme i min mors weekender (hver 2. weekend), jeg kom cirka én gang hver 2. måned.

En weekend jeg skulle hjem til min mor var alt som det plejede, fra om fredagen indtil om Søndagen, på det tidspunkt var jeg omkring 13 år, der jeg skulle hjem om Søndagen fik jeg nyheden fra min mor og hendes mand om at toget ikke gik hjem til min far på sjælland fordi storebæltsbroen var lukket på ubestemt tid. Jeg var mistroisk, fordi jeg vidste min mor ville gøre hvad som helst for at få mig boende.

Min mistro var ikke forgæves. Hun holdte mig ”fanget” hos hende i 3 måneder hvor jeg ikke havde kontakt til min far. De tog min mobil, og gemte deres. Men jeg ringede til min far midt om natten når de sov og sørgede for at slette opkaldet så de ikke kunne se det, og jeg lånte naboens hjemmetelefon også, hvilket INGEN vidste noget om, udover naboen og mig selv.

I de 3 måneder skete der meget. Jeg fik næsten ingen søvn, for jeg savnede min far og mine venner. Min mor prøvede at flytte mig til en anden skole, og det hele var bare svært. Jeg havde INGEN at snakke med, for ingen måtte vide noget.

En weekend skulle vi op til min mormor i Nykøbing sj. Kun 40 minutter fra Holbæk hvor min far bor og boede. Min storesøster kom også derop, men en hvid pude hvor hun havde skrevet ting som: ”Jeg elsker dig”, ”Du vil altid være i mit hjerte”, osv. Hun vidste jeg havde det svært. Vi skulle være der fra Fredag til Søndag. Jeg får kontakt til min far via min storesøsters mobil fredag aften, og aftaler at mødes med ham ved brandstationen, 6-7 minutter væk fra min mormor, dagen efter klokken 16. Og det gjorde vi! Jeg havde skrevet et brev til min mormor inden og lagt det på hendes seng inden jeg gik. Med det samme hun så det, var da det var for sent. Der sad jeg i min onkels bil med min onkel og far, på vej hjem igen.

Min mormor havde kontaktet politiet fordi hun ikke havde set brevet før efter 1 time hun havde ledt efter mig, men min mor var dog ikke i tvivl om hvor jeg var. Hun opsøgte os hos min far, og der var vi rigtigt nok. Hun var ked af det, og havde sin mand med. Hele familien var samlet oppe i min fars lejlighed for at fejre jeg var kommet hjem igen. Det var svært. Jeg græd meget, for jeg havde såret min mor så dybt som kun ens barn kan gøre det.

Efter hende og min far havde diskuteret måtte min mor køre hjem til sønderjylland igen med hendes mand. Uden mig. Derefter så jeg hende ikke i et halvt år af frygt for at hun ville gøre det samme igen. Hun startede i alt 4 retssager om at få forældremyndigheden, og jeg afklarede alle 4. Jeg sagde pænt NEJTAK til det. Jeg ville bo hos min far.

Cirka 2 måneder efter den sidste, flyttede jeg hjem til hende. Uden min far vidste noget, før han en halvt time før han skulle følge mig til toget, tog mig i at pakke skolebøger og alle mine ting ned i en stor tung taske. Jeg måtte selv finde vej til stationen den dag, for han var vred og såret. Min mor har forældremyndigheden om min lillesøster. Der er fælles forældremyndighed om mig og min lillebror. Min storesøster var myndig på det tidspunkt.

Nu står jeg her idag som 17 år, snart 18 og så inderligt ønsker mig mit eget barn, fordi jeg føler at jeg har brug for at ”bevise” overfor mig selv at ikke alle mennesker er ens. Heller ikke selvom man er en del af dem. Det er svært at forklare, men trangen til mit eget barn er stort.

I 4. klasse på vej til skole blev jeg truet af en mand med en stor kniv, som han holdte for struben af mig. Han holdte mig fast i min taskehank og udspurgte mig om adresse osv. Jeg husker ikke så meget af det fordi min hjerne lukkede ALT af. Jeg stod bare og kiggede ned i jorden, der var absolut INGEN andre mennesker, klokken var 07:25. Jeg fik chancen for at stikke af da han kort slap min taskehank, jeg husker ikke jeg selv løb, lige pludseligt gik det bare stærk, og jeg løb bestemt ikke hjem, selvom det var kortest! Jeg løb over i skolen for ikke at komme for sent. Det lyder dumt, men det eneste jeg rigtig husker er, at jeg gik i panik og ikke skænkede én eneste tanke til noget som helst. Skolen kontaktede politiet, og derefter mine forældre.

Politiet søgte i en månedstid efter ham, men fordi de ikke fandt ham, så mente de jeg løj og afsluttede sagen. Det er forståeligt at de ikke tror på det, for det lyder overdrevet, men jeg VED det skete, for jeg er stadig præget af det. Det er ikke bare en livlig fantasi, og jeg kan garantere et hvert menneske om at jeg sætter ikke mine fødder på den gade længere! Ikke i live. Selvom en ældre dame med rolator mente at have fået stjålet hendes pung og blive truet af samme mand, og 2 teenage piger har set en der ligner tage toget til København, så var det ikke nok til at de ville tro på mig, selvom deres anemeldelser kom EFTER jeg blev truet og samme dag, bare om eftermiddagen.

Jeg har haft kontakt og MANGE samtaler med en masse psykologer, familierådgivere, ssp’er, holbæk kommune, skole kontakt lærer, osv.. INTET har hjulpet. Samtalerne var både på grund af knivoverfaldet og familieproblemerne. Det her er blot én af problemerne. Udover det, er der: • Kommunikationsproblemer • Samværdsproblemer • Lavt selvværd • Tryghedsproblemer • Mistroisk – Svært ved at stole på folk • Svært ved at vise følelser for folk – Selv min kæreste. Jeg bider ALT i mig og lader det ”passere”, kan så græde over det når jeg er helt alene. • Koncentrationsbesvær • Angst • Spiseforstyrrelse (Perioder – I enkelte perioder kan jeg spise alt jeg ser, i andre perioder spiser jeg ingenting.)

Jeg tror ikke på at nogle kan hjælpe mig eftersom en masse andre professionelle har prøvet. Men min kæreste vil mig godt det bedste, og han har i lang tid bedt mig om at søge hjælp, så nu giver jeg det en chance i håb om hjælp for hvad jeg kan stille op.

Med venlig hilsen M.