Sådan har jeg det

Hej BørneTelefonen,

Jeg er en pige på 17 år der går i 1.g, det vil sige skal op i 2.g efter sommerferien.

Jeg skriver det her brev for det første fordi at jeg har brug for at skrive mine tanker og følelser ned, og For det andet for at få en anden persons syn på min situation. Jeg snakker med min familie om det, så jeg går ikke med det helt alene.

Ej nu lyder det meget alvorligt, det er det altså ikke.

Når men, det jeg gerne vil fortælle om er mit sociale liv mm.
Jeg ved faktisk ikke helt hvor jeg skal starte, men nu starter vi fra begyndelsen. På forhånd undskyld, fordi det her bliver langt.

Jeg har altid været en meget stille pige når jeg var i usikre omgivelser, jeg plejer altid at sige at jeg er meget stille og genert i starten, men når man lærer mig at kende, så har jeg mega meget energi, og elsker at grine og have det sjovt.

Jeg rækker aldrig hånden op i skolen, sådan har det altid været, på det punkt er jeg genert og bange for at svare forkert. Min folkeskole var okay indtil ca. 5-6. Klasse, hvor nogle af de drengene i klassen begyndte at mobbe mine to veninder og jeg, det var ikke som sådan slemt, det var ikke om udseende eller noget, det var bare ord der gjorde ondt, jeg tænker ikke det er nødvendigt at gå i dybden med hvad det var, fordi så bliver det godt nok et langt brev, længere end det allerede er.

Men det tog alligevel hårdt på mig, da jeg nok er det man kalder “særligt sensitiv” og sådan. Det resulterede i at jeg i midt 7. Klasse skiftede skole, jeg kom hen på en rigtig god skole, hvor der ingen mobbere og “lede” børn var. Jeg startede med et mål om at blive populær, jeg havde altid været en outsider, som var alt for anderledes. Jeg fandt hurtigt ud af at jeg slet ikke kunne holde ud at være sammen med de “populære piger” som snakkede om makeup, og havde så ufatteligt travlt med at blive voksen. Jeg fandt så nogle rigtig gode veninder som jeg stadig ser nogle af, men de var også mere som mig, “anderledes” og rolige.

Da jeg så blev lidt ældre, ca. 8-9. klasse, begyndte nogle at prøve sig med alkohol, jeg havde/har stadig nogle gode veninder ude for skolen som jeg så festede med. Jeg blev jeg var interesseret i fest og druk, men mine venner i min klasse var ikke, de var faktisk slet ikke interesseret i hverken fest eller alkohol. Men det gik, og 9. Sluttede og jeg skulle på gymnasie.

Jeg startede på hhx, som jo nok er lidt kendt for at have flere snobbede og velhavende type, modsat mig. Min mor er førtidspensionist, og min far er arbejdsløs isenkrammer, altså ikke det store overhoved, men vi klare os fint, udover det kan give problemer med at passe ind. Jeg valgte altså at gå den vej jeg havde lyst til, på trods af det måske ville bliver svært socialt.

Jeg startede endnu engang med at mål om at blive populær.
Jeg er en slank pige der går med makeup, jeg er relativt normal ud, og skriger ikke anderledes og upopulær, synes jeg. Men har jeg ret? Måske, måske ikke, men jeg blev i hvert fald ikke accepteret og set som en der var det.

Når men jeg starter på gymnasiet, og synes hurtig det er noget lort, undskyld sproget. Jeg får først tre veninder, som er dem jeg sad ved bord med, for første dag. Ja, det betyder åbentbart meget. Mine tre veninder er også anderledes end normalen, så at sige. Vi skiller os ud, og så må man ikke lege med de andre.

Der var en del andre piger end os i klassen, nogle meget snobbede, højtråbende populære piger. De finder altid sammen som magneter, jeg kalder dem for gæs, de råber højt op og har det bedst i store flokke. Jeg ved godt det lyder jaloux osv. og man må ikke dømme folk uden at kende dem ordentligt, det princip står jeg selv meget inde for, men man kender bare efterhånden typen.

Når men denne klasse er kun grundforløbsklassen, efter tre måneder skal man have sin rigtig klasse til resten af gymnasiet. De tre måneder gik med tristhed og utilfredshed, da jeg ikke kunne holde ud at være i den anderledes, mærkelige outsider gruppe, i mens resten af klassen holder fester uden os, ja det rigtigt, de holdte feste og kaldte det for “klassefest” uden at invitere mine veninder og jeg! Det gør så ondt, det gør så ondt at blive fravalgt, det er en følelse jeg kender så godt, at sidder og græder i mens jeg skriver om det. Jeg føler det er åndsvagt, fordi der findes så mange værre problemer, og jeg tuder over det her.

Tiden gik og vi skulle have nye klasser.
Jeg kom i klasse med en af mine tre veninder fra grundforløbet, selvom jeg endnu engang havde et mål om at blive populær og udleve den fulde gymnasie oplevelse, så var jeg glad for at hun var der. I denne klasse, altså min nuværende klasse, er vi 9 piger og 17 drenge, det tænkte jeg var godt, fordi så er der mindre pigefnidder. Men nej, der kunne jeg tro om igen.

Min veninde og jeg holdte selfølgelig sammen, samtidig med at jeg søgte over i mod de andre piger. I starten synes jeg ikke de andre piger virkede som nogle slemme gæs, (jeg håber virkelig du forstå hvilken type jeg mener, ellers kommer det ikke til at give mening…) men jeg kunne slet ikke for nogle ord indført i deres samtaler.

Vi kom på en måde ind i klassen i par, altså der var to piger fra den klasse, og to piger fra en anden klasse osv. Men som sagt vidste jeg slet ikke hvad jeg skulle sige, og når jeg endelig prøvede at sige noget, var det som om de ikke hørte mig, jeg følte mig så ignoreret, så uønsket.
Når det sker for tit, begynder man at søge mere sikre omgivelser.

Det er i øvrigt to piger fra en klasse og to fra en anden, der havde slået sig sammen, altså dem jeg prøvede at være sammen med.

I mens jeg forsøgte mig hos dem, så var min veninde fra den forrige klasse begyndt at snakke med en anden pige og hendes “grundforløb makker“ den pige var helt klart også anderledes, en pige jeg fra starten ville undgå, da jeg godt kunne se at hun ikke var vejen til det populære liv, jeg skammer mig over at have tænkt sådan, hun var lettere kraftig, brugte ikke makeup og sådan, igen jeg skammer mig over at sige sådan da det ikke burde betyde noget, og jeg har ikke noget imod det, men det er et spil, og hvis man vil vinde, så kræver det. Hendes veninde er meget stille også, det viste sig at hun slås med en del ting… men i denne sag spiller det ikke sådan en stor rolle.

Hvis jeg ville sidde sammen med min veninde, så fulgte de andre to med, hvilket ikke går hvis min mission skulle lykkedes. Jeg gav op, jeg begyndte at være sammen med dem, og så bare være upopulær. Vi skulle så på sådan en “ryste sammen tur” til Sverige, dit gik ikke godt i forhold til min plan. Først havde lærerne sat os i blandede værelses grupper, med det fik gæssene hurtigt ændret til at de sov sammen, og vi andre anderledes upopulære outsiders sov sammen.

Jeg lærte dem dog meget bedre at kende, og i dag er jeg bedste veninder med hende fra mit grundforløb og hende dem let kraftige pige. Undskyld igen for at sige det, men det den måde jeg kan fortælle dig hvem jeg snakker om. Den piges veninde blev senere overtaget af gæssene, det vil sige at i dag er vi en lille trio, og jeg holder rigtig meget af dem. Men er det ikke nok? Er det ikke nok at have få veninder som man kan dele alt med, som man kan stole på, modsat de andre piger, hvor det altid vil være et spil?

Åbentbart ikke, fordi jeg er stadig ked af det. Mine to veninder her drikker ikke, og elsker ikke fester som jeg gør, for det gør jeg, men hvis man skal leve det liv, så skal man have fat i de andre tøser. Og drengene følger næsten altid med de populære piger, det er dem der ser bedst ud og er mest udviklet.

Det kan vi tale lidt om nu, det er jo anonymt så vi kan ligeså godt tage det op. Jeg er ikke særligt udviklet, jeg har meget små bryster, og har et totalt baby-face så jeg ligner generelt en på 12 år, og det gør det ikke nemmere at passe ind. Jeg bruger dog make up og push up bh for at skjule det, og jeg hader det, jeg hader at være fake, jeg vil bare være så naturlig som muligt, og være glad, men sådan blev det ikke. Den del spiller ikke sådan en stor rolle tænker jeg.

Apropos det med drenge, jeg kunne godt tænke mig en kæreste, virkelig meget, jeg har haft en før og sådan. men det ikke vigtigt. Jeg føler bare det kunne fylde et tomrum, som måske ville gøre mig glad. Jeg er bare elendig til sådan noget, man finder en fyr i klassen man synes godt om, og så håber man på at han en dag gør noget ved det, det er mærkeligt, men sådan er det. Jeg er også jomfru, og føler at jeg snart skal til at komme af med den titel, da andre ofte har mistet den i denne alder. Ved ikke hvor jeg fortæller det, det er ikke så vigtigt, så lad os gå videre!

Jeg er bare så anderledes på alle punkter, jeg tænker alt i gennem før jeg gør det, og er meget bevist om alting, jeg har tit fået at vide at jeg har en meget voksen måde at se verden på, (lad os se bort for den del hvor jeg snakker om gæs her, haha)

Jeg forstår bare mange ting som jeg ikke føler andre i min alder gør, det er som om jeg ser verdenen udefra, jeg ved ikke om det giver mening men ja. Det har måske noget at gøre med jeg altid er omgivet af voksne, min storebror er 32, og mine forældre er relativt gamle, 60 og 64.

Min mor kommer fra en hård barndom med 7 søskende, hvor mange af dem døde meget unge, så hun har været meget i gennem, og det gør at hun er meget ”vis” har meget livserfaring og forståelse, som hun nok har givet videre. Min far er en lidt mere fraværende mand, jeg plejer at sige at det ville være synd at sige at han og min mor var kærester, de deler bare husstand. Min mor har tit snakket om at flytte fra ham, men det er aldrig blevet til noget. Jeg gider ikke gå så meget i dybden med det, vi klarer os fint med det, jeg ville bare sige at min far ikke fylder meget i mit liv.

Min storebror betyder dog alt for mig, han besøger os tit med sin kæreste som jeg også er meget glad for. De hjælper mig med opgaver og lektier osv. og jeg har tit snakket med dem om min lille sociale situation her. Min storebror blev også mobbet i skolen, han har også haft det svært, men kom igennem, det er bare anderledes for piger føler jeg, så det er ikke det samme.

Nyt emne

Jeg har mange ørepiercinger, jeg lytter til hård elektronisk musik, det er der ingen der lytter til. Rebel? Punker? Stoffer? Næh, jeg kan bare godt lide det, jeg ligner stadig en lille uskyldig pige. Jeg elsker min øreringe, jeg går meget op i dem, laver selv smykker og går med en drøm om at blive guldsmed, (ikke så vigtigt)

Jeg elsker min musik, det kommer nok af at jeg danser disco, hvor man danser til den slags, men ja musik betyder alt for mig, men det er noget jeg må holde for mig selv og dem jeg kan stole på, fordi folk synes det er mega mærkeligt. Det gør det også svært at passe ind, når man ikke kan lide den samme musik som alle de andre, men jeg vil aldrig give den op, det er mig.

Jeg vil ikke lave om på mig selv, jeg synes det er fantastisk at være anderledes, jeg tror på at alt det jeg går i gennem nok skal give pote og blive til noget godt en dag, det giver mange værdier som jeg synes er vigtige at have, som normalen ikke kommer har på samme måde. Jeg skal ikke sidde og sige at jeg er bedre end andre, overhoved ikke! Men jeg er glad for den jeg er, samtidig med at jeg så frygteligt gerne vil være ligesom alle de andre, det ville bare være nemmere. Jeg ved godt alle bære rundt på deres eget lort, men sådan har jeg det bare.

Jeg vil gerne altid være den bedste, til dans er jeg slet ikke den bedste! Der er så mange dygtige konkurrence dansere som jeg ikke er i nærheden af, dem bryder jeg mig ikke om, er jeg så et dårligt menneske? (Du behøver ikke svare på det…) men sådan har jeg det, jeg vil have gode karakterer, jeg acceptere ikke mindre end 12, og det er sjælendt man får det, på trods af man er stræber.

Jeg vil have 12, jeg vil være elite danser på konkurrence niveau, jeg vil være populær og have mange venner og gå til fester vær weekend, men jeg sløser nogle gange med opgaver i skolen og rækker ikke hånden op (misforstå mig ikke, jeg klare mig fint i skolen.) jeg øver mig ikke som en sindssyg eller træner i fitness for at bliver en bedre danser, jeg sætter ikke en facade op og spiller skuespil for at blive populær, alle de ting der kæves gør jeg ikke, og jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi at jeg klarer mig alligevel så fint i skolen, jeg vil nok ikke det dans så meget som jeg tror jeg vil, og jeg har ikke lyst til at være en jeg ikke er.

Faktisk et jeg ikke så begejstret for dans mere, så hæng dig ikke i den del.

Men når jeg så skal til dans, så kan jeg bruge 45 min. på at sætte den perfekte hestehale, fordi det går jo ikke andet, og så er den “for perfekt” med alt for meget hårlåk, fordi alle andre sætter den bare uden brok, de er ligeglade på det punkt, og så er man bare den mærkelige pige med den ualmindelige stamme hestehale. Jeg bruger også meget lang tid på min makeup, hvilket derfor tit ender i at jeg får for meget på, og det vil man heller ikke have. Jeg går så meget op i at se perfekt ud, at det går galt , og så er jeg alligevel usikker! Så hvis jeg ikke gør noget ud af mig selv, er jeg usikker, og når jeg gør noget ud af mig selv, så er jeg også usikker.

Alt jeg gør ender bare altid dårligt, der er aldrig noget der går godt føler jeg, altså det er der jo nok, men ikke nok til at jeg er glad.
Jeg føler ikke at jeg nogensinde er tilfreds og glad for hvad jeg har og er.

Der er jo ikke som sådan noget galt, der er ikke nogen der mobber mig mere, eller udsætter mig for grimme ting, der er ikke nogen der kommenterer på når jeg laver min makeup for meget eller hestehalen for stram. Det er bare inde i mit hoved at jeg ikke er glad og tilfreds, jeg synes livet er fantastisk og jeg kunne ALDRIG finde på at gøre mig selv fysisk ondt (følte jeg måtte sige det, bare for en sikkerheds skyld så du får et forkert billede ;-))

Jeg lever bare i min egen lille verden af ting der ikke er godt nok, er jeg for krævende? Skal jeg lære at være tilfreds med det jeg har?
Men jeg får aldrig de her år af mit liv tilbage, så må jeg ikke spilde dem på at overtænke og være ked af det.
Det her jeg haft mange diskutioner om gennem årene.

Faktum er at jeg ikke er rigtig glad. Når jeg er sammen med mennesker jeg holder af som mine bedste veninder og familie, så griner vi og har det sjovt, jeg render ikke rundt altid og er ked af det, det er bare tit. Jeg ved godt nogle vil sige at alle teenagere går i gennem det her, men jeg føler ikke det er sådan i min situation.

Nu nogle lidt tilfældige ting

Jeg hader de social medier, det er bare en måde at få folk til at føle at de skal være noget som de ikke er. Jeg bruger dem kun til at se hvad andre laver, jeg poster ikke noget, jeg vil ikke være afhængig af at portrættere det perfekte liv, fordi det findes ikke.

Jeg græd mig selv i søvn på min fødselsdag, det var den 9 juni.
Jeg ved ikke hvorfor sådan lige umiddelbart, nok delvist fordi der var mange som jeg troede ville skrive tillykke som ikke gjorde, den anden del kan jeg ikke forklare. Måske også fordi jeg altid ser på de sociale medier hvordan andre holder kæmpe fødselsdage og sådan, og det vil jeg også have, de ser bare så glade ud, selvom jeg jo godt ved at det ikke altid er hvad det ser ud til.

Alle er ligeglade med corona lige pludselig, jeg kan se på de sociale medier at de mødes mange sammen og drikker og hygger, altså det som jeg vil have, men ikke har. De er afhængige af det, og jeg kan ikke engang få det når der ikke er coronakrise. Vi tænker meget over corona i mit hjem, så jeg må kun se nogle få venner, så det gør ondt at se andre være så have det så sjovt når jeg ikke kan.

Men jeg bryder mig ikke om den måde den normale teenager pige er på, mere specifikt gæssene, de spiller det her sociale spil og sætter en facade op så man ikke kan se hvem de i virkeligheden er som person, det er ofte de samme som virke uansvarlige under fx corona men også andet, de går også mindre op i skole, de sætter det sociale liv over uddannelse. Jeg har ikke lyst til at være sådan, så hvis det er det der skal til for at få hele gymnasie oplevelsen, så synes jeg det er en vandvittig verden vi lever i.

Jeg ved ikke engang om det er i orden at skrive sådan et langt brev med så mange forskelige ting, jeg forventer ikke at jeg får en specifik løsning på det hele, men så kom jeg ud med nogle ting, og så kan den der ender med at læse dette forfærdelige lange brev måske komme med deres syn på sagen her. Der er mange små historier inden i, som måske er ligegyldige for situationen, der er nok også mange små historier som jeg ikke har nævnt som ville have hjulpet forståelsen af mine problemer, jeg skrev bare hvad der lige kom frem, så nu blev det således, og jeg er forfærdelig træt i mine små fingre nu, hahaha 🙂

Håber ikke der er for mange tastefejl og mærkelige sætninger, fordi kunne ikke overskue at læse det hele igennem.

Tak fordi du gad at læse det hele.

Vh. Mig med de mange følelser….