Kære dreng på 14,
Mange tak for dit brev.
Du har skrevet ”rødmen” i overskriften, og fortæller hvordan du syntes det er svært, at du pludselig er begyndt at rødme meget og ofte. F.eks. har du mindre lyst til at sige noget, fordi andre så kikker på dig. Jeg ved også fra andre unge og voksne, at det kan være utroligt hæmmende for ens naturlige adfærd, at være plaget af rødmen.
Man ved ikke, hvorfor nogen pludselig begynder at rødme meget
, at nogen kun rødmer en gang imellem - Mens andre aldrig rødmer. Så der er ikke nogen sikker forklaring på, hvorfor du er begyndt at rødme.
Vi ved, at det typisk begynder i puberteten (det passer jo godt på dine oplevelser), og at det rent biologisk skyldes at den nerve (der hedder ”grænsestrengen”), der styrer blodtilførslen til ansigtet er hyperaktiv (arbejder mere end den skal). Men vi ved ikke HVORFOR det sker for nogen, og ikke for andre.
Nogen er blevet hjulpet af samtaler med en terapeut, hvor de har lært, at acceptere, at deres rødmen ikke er noget at være flov over. At det er lidt ligesom, at nogen har fregner, nogen stammer, nogen bruger briller osv. De har altså lært at leve med det, som en del af dem er.
Mange oplever, at tendensen til at rødme aftager kraftigt med alderen. Den forsvinder ikke helt, men bliver mindre hyppig og mindre fremtrædende end den var i puberteten.
Andre er også som voksne så hæmmede af at rødme, at de er blevet opereret imod det (man reducerer ”grænsestrengen”). Det er den samme operation som man kan bruge, til at hjælpe mennesker, der f.eks. er hæmmet af meget og voldsom ansigtssved.
Jeg kan godt forstå, hvis du er lidt rundt på gulvet, og ikke helt forstår hvad der sker med dig og dit liv i øjeblikket.
Du har været gennem mange skoleskift på kort tid, og har skullet forholde dig til mange nye mennesker. Dine skoleskift er sket i udskolingen (7. og 8.), hvor der sker utroligt mange forandringer i klassens sociale liv. Samtidig er du kommet i puberteten og er blevet teenager. En periode, hvor alle bliver usikre pga. de mange forandringer i krop og sind. Derudover er du begyndt at rødme.
Det er utroligt MANGE forandringer og nye ting! Og det bliver bestemt ikke lettere af, at de sker samtidigt!
I dit brev stiller du ikke nogen spørgsmål. Pga. overskriften har jeg gættet på, at det med at rødme lige nu, er det der fylder mest, og derfor har jeg skrevet lidt om det.
Men du skriver også om andre ting, som jeg gerne vil svare dig lidt på.
Rigtig mange unge drømmer sig tilbage til dengang de var børn
. Især i de første og svære teenageår. Til dengang, de vidste hvem de var og altid kunne genkende sig selv. Jeg har talt med mange drenge som dig, og én af dem har engang beskrevet dét, lige med et at blive teenager, som "pludselig at køre 220 km/timen i en sportsvogn – uden rat!"
Hvis jeg skal fortsætte hans ”billede”, så kan jeg fortælle dig, at han efter et stykke tid opdagede, at han ”selv havde et rat i lommen”, som han lærte at styre bilen med. Og da han var 16 – 17 år, var han faktisk blevet rigtig god til at køre sportsvogn!
Jeg håber, at du kan lide det billede. For der er meget i dit brev, der gør, at jeg tror du og han minder om hinanden (!?). Og jeg er HELT sikker på, at du også snart finder fodfæstet igen, så du igen kan være en mere aktiv del af det sociale og faglige liv i klassen.
Det kommer måske til at tage lidt tid, så du skal være både modig og tålmodig. Men du skal nok blive en habil ”sportsvognschauffør”!
Husk, at alle dine klassekammerater også er usikre. Nogen er bare bedre til at skjule det end andre. Og ligesom du ikke fortæller dine dem om alt det, du tænker på og er i tvivl om, så fortæller de heller ikke dig eller andre, om deres usikkerhed og tvivl.
Det er egentligt lidt fjollet, for man kunne jo hjælpe hinanden ret meget ved at tale om det, men sådan tror jeg altid det har været… Ikke desto mindre ved jeg, at der er mange lærere, der rigtig gerne vil hjælpe deres elever med at få sagt noget mere i timerne. De ved bare ikke altid det er et problem for eleven. Det kunne måske være en idé at få bedt om hjælp til skole/hjem samtalen? Eller en anden dag, hvor du kan komme til at tale med en lærer - sådan lidt under fire øjne? Så kunne I aftale hvad du har brug for og hvad læreren kan gøre for at det bliver lettere for dig at få sagt noget.
Jeg håber, du kan bruge lidt af det jeg har skrevet!
Husk også, at du altid er meget velkommen til at ringe, chatte eller sms’se til os på BørneTelefonen.
Der er mange ting man kan gå og tumle med, mens man udvikler sig fra stort barn til et helt nyt og spændende ungt menneske. Og det kan være rart at dele noget af det med en voksen, der lytter og forstår. Enten på BørneTelefonen 116 111, eller hos en voksen du allerede kender.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
