Brev

Sendte billede for mange år siden og det hjemsøger mig stadig

Jeg delte intime billeder af mig selv dengang jeg var 12-13 år.

Jeg er nu 17 ved ikke hvad jeg lavede eller hvorfor jeg gjorde det. Men tænker stadig på det hver dag og skammer mig grænseløst. Jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det, hvem jeg skal tale med.

Fordi der er jo ikke noget jeg kan gøre, har bare svært ved at leve med mine egne dårlige beslutninger.

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Pige på 17 år

Tusind tak for dit brev til BørneTelefonen. Det er simpelthen så godt du skriver til os omkring din situation.

Jeg forstår dit brev på den måde, at du tidligere i din ungdom har delt intime billeder af dig selv. Du skammer dig og ved ikke, hvordan du skal håndtere det, eller hvem du skal tale med.

Jeg kan virkelig godt sætte mig ind i din situation. Din følelse af skam må være rigtig ubehagelig for dig, selvom jeg også tænker, at det er naturligt at få sådanne følelser efter den oplevelse, du har haft.

Det, at du har skrevet til BørneTelefonen nu, kræver både mod og viljestyrke. Og det har du. Det er et rigtig godt første skridt på vejen til at arbejde med dine følelser omkring situationen. Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig med at se på, hvordan vi kan gøre det bedst muligt.

Skyld og skam

Når man oplever at have sendt intime billeder, som du har, er det som sagt helt almindeligt, at følelser som skyld og skam opstår.

Her på BørneTelefonen får vi mange henvendelser fra børn og unge, som fortryder at have sendt intime billeder på nettet og ofte beskriver børnene eller de unge netop disse følelser. Så du er ikke alene i det.

Jeg vil fortælle dig, at du ikke har gjort noget forkert – også selvom du har delt et eller flere billeder. Følelserne op står, uden at du har gjort noget forkert. Det er meget vigtigt for mig at fortælle dig.

Du skriver, at du ikke ved, hvad du lavede, og hvorfor du gjorde det. Når man f.eks. er ved at eksperimentere med sin seksualitet, er det normalt at prøve forskellige ting af. På den måde finder man ud af, hvad man kan lide og ikke lide. Det er virkelig helt okay og en del af din naturlige udvikling.

Det er også naturligt senere i livet at komme på andre tanker. Det viser mig, at du har udviklet dig og også er god til at reflektere over dine egne handlinger. Det, synes jeg, virkelig er positivt, for det betyder nemlig, at du har gode muligheder for at lære af dine tidligere oplevelser. Og ved du hvad? Jeg tænker, at alle mennesker har gjort noget, som de ikke er stolte af og som de måske ikke ville have gjort den dag i dag.

Tal højt om dine oplevelser

Når jeg læser dit brev kommer jeg til at tænke på, om det vil være rart at en voksen tæt på, og som du stoler på, kender til dine tanker og følelser ved at have delt billeder. Det kan hjælpe mod følelsen af ensomhed at få talt om dine følelser.

Det kan være meget svært at fortælle om disse oplevelser. Derfor er der her et link, hvor du kan få mere viden om, hvordan du taler med en voksen omkring dine oplevelser på nettet. Tal med en voksen

Hvad kan du ellers gøre?

Det er en god idé at anmelde situationen til supporten på det medie, hvor du har delt billeder. På dette link kan du se, hvordan du gør dette på de forskellige medier. sletdet

Du kan også få BørneTelefonen til at hjælpe dig med at få anmeldt din situation til mediet. Hvis du gerne vil gå denne vej, vil jeg bede dig om at ringe til BørneTelefonen på tlf. 116111 og få hjælp til dette herigennem. Her sidder altid en voksen klar til at tale med dig og hjælpe dig videre med din anmeldelse.

Du skal vide, at det ikke er ulovligt at dele intime billeder af sig selv, men det er ulovligt, hvis den, som har modtaget billederne, videredeler dem. Hvis du opdager, at dine billeder er blevet delt videre, er det en god idé at få anmeldt det til politiet. Det kan du f.eks. gøre via politiets hjemmeside. Du kan også anmelde telefonisk ved at ringe til politiet på nr. 114, ligesom anmeldelse kan ske skriftligt eller ved personligt fremmøde på en politistation. Hvis du har fortalt om dine oplevelser til en, som du har tillid til eller vil gøre dette, kan denne person også hjælpe dig med at få det anmeldt.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Ellers kan du altid ringe til BørneTelefonen på ovenstående nummer. Det er så sejt, at du har taget mod til at skrive herind og jeg tror på, at du har styrke til at arbejde videre. Virkelig godt gået!

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

 

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat