Brev

Puberteten driver mig til vanvid!

Kære BB. Jeg er gået meget tidligt i pubertet, og har allerede fået menstruation.. Men i øjeblikket er det ikke det der irreterer mig.

Jeg har det tit som om jeg ikke har nogle venner, selvom jeg har en masse omkring mig. Jeg har bare ikke nogle som jeg kan være 100% ærlig overfor, hvilket er rigtigt svært. Mine forældre er virkelig ved at gå mig på nerverne, det forstår mig slet ikke! De er begyndt at tage TV væk fra mig, min far har fået et eller andet flip om, at jeg aller højst må se TV 40 minutter om dagen!

Jeg ved bare ikke om der påvirker min skole, det der med at være “ensom”.. Jeg ved det er normalt i min alder, men jeg har rigtigt svært ved, at håndterer det. Mine forældre kan jeg ikke bertro mig til, jeg har ikke rigtigt en bedste veninde, men rigtigt mange gode veninder. Jeg har heller ingen lærer som jeg kan snakke med..

Min lillesøster er 2 år yngre end mig, men hun er VIRKELIG barnlig, og hun tager ikke et nej for et nej. Det er tit at jeg skal gå ind i mine forældres seng og lægge mig til at sove fordi hun larmer og vender sig. Vi sover nemlig på samme værelse, i en køjeseng. Men når jeg beder hende om at tie stille, eller stoppe, siger hun bare noget i retningen af “Du er ikke min mor!”. Der er jo ikke rigtigt noget jeg kan gøre ved det, hun vil jo ikke kunne forstå det, før hun selv har gået det igennem.

Jeg ved ikke hvorfor.. men jeg har virkelig lyst til at have en kæreste.. En der holder af mig for den jeg er, en der krammer mig og smiler hver gang han ser mig. Min drømmefyr, som trøster mig når jeg er ked af det. Sådan en har jeg i øjeblikket, virkelig brug for!

Jeg spiller håndbold og jeg elsker det, der har jeg nemlig også fået størstedelen af mine bedste venner/veninder. Det hjælper mig også med af få mine agressioner ud. Ulempen ved det er bare, at jeg er meget fremme i min udvikling (kroppen) og det er jeg en smule flov over, især når jeg skal klæde om overfor mine knap så tætte holdkammerater. Det fleste af mine bedsteveninder er nemlig udviklet ligesom mig, og det forstår mig også bedre end nogen andre gør.

Min bedsteveninde hedder Freja, og hun er 13 år, og jeg har let ved at snakke med hende fordi jeg aktisk er jeg ligeså udviklet i hjernen som hende. Jeg kan desværre, ret nemt komme til at syntes, at mine klassekammerater er barnlige.

Jeg synger også, jeg nemlig vokset op med musikere til forældre. Musikken betyder alt for mig, jeg udtrykker følelser med musikken, jeg skriver mine egne sange, og spiller både keyboard, trommer og el-bas.

Nu nævner jeg selvfølgelig gode og dårlige ting som er sket.. Men det sværeste det er mine forældre! De er meget overbeskyttende, på de forkerte tidspunkter, og alt for ligeglade når jeg har brug nogen til at snakke med. Jeg har ikke et særligt tæt forhold til min mor, og det skyldes nok min lillesøster, og vores personligheder. Min søster er som sagt barnlig, og derfor tæt knyttet til min mor, så det er for det meste min søster der bliver krammet..og mig der får sendt et lille smil.

Jeg holder af min mor, det skal du endelig ikke tro jeg ikke gør! Jeg elsker hende højt. Vores personligheder er meget ens, vi er begge 2 stædige, hvilket har skabt en masse, diskussioner og skænderier frem. Det er begyndt at tone lidt ned nu, men sker stadig, efter min mening, for ofte.

Min far.. jeg elsker min far! Jeg har altid været fars pige, men han har travlt med arbejdet, og det forstår jeg godt. Han forkælede mig altid da jeg var mindre, men min søster skulle også lige have noget for ellers ville det være unfair. Min far er pludselig blevet så underlig overbeskyttende, jeg ved ikke om det er min mor som smitter af på ham, eller om deres holdning til tingene bare er fuldstændig anerledes end min..

Bare et eksempel: Det fleste fra min klasse må gerne gå på strøget, fisketorvet og sådan nogle steder alene. Men det må jeg ikke. Jeg ved ikke om de lyver om deres sengetid, men deres er senere end min! Min er 20:30, og deres er 21:30. Og det er bare sådan HVER dag, at jeg først falder i søvn der omkring 21:30.

Undskyld at jeg komme med alle mine beklagelser.. men min hjerne er virkelig ved at gå i smadder, af alle de tanker der flyver igennem mit hoved’. Tusind tak på forhånd, fordi i tager jer tid til at hjælpe så mange børn og unge! –

Knus, C

Pige, 11 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære C

Hvor er det godt, du skriver. Du må bestemt ikke undskylde… De fleste børn og unge skriver jo netop hertil, fordi de synes, der er nogle ting, der er svære eller forkerte. Mange finder faktisk også en ro i at få lov at skrive lige præcis det, de tænker til en voksen, som de ikke kender. Jeg vil gøre mit bedste for at skrive, hvilke tanker, der flyver gennem mit hoved, når jeg læser dine. Måske vil du opleve, at jeg lægger vægt på noget mere end andet – det håber jeg er ok (?)

Sådan noget pubertet kan være svært, specielt når man er en af de første… For nogen kan det være rart at lade lidt som ingenting, men for andre kan det være rart at sige det højt. Måske vil de andre være interesserede i, hvordan det er..? Jeg tænker, at de måske selv går og venter på, hvornår deres krop begynder at forandre sig… Måske er der endda én enkelt af de andre, hvis krop også har forandret sig lidt, så I kan snakke lidt om det med hinanden..?

Måske er det også noget af det, der er meget til gøre, at du en gang imellem føler dig lidt alene..? Man kan sagtens have en følelse af at være alene, selvom man er sammen med andre, og en gang imellem kan det være fordi man ikke rigtig føler, at man kan være helt sig selv? Hvad tænker du mon selv om det? Hvor meget snakker du mon med Freja omkring udvikling og pubertet? Måske kan hun genkende nogle af dine tanker, når (og hvis) I taler om det?

Jeg kan godt forstå, du synes, det kan være svært, når reglerne bliver strammere, selvom du bliver ældre… Nogle forældre kan have rigtig svært ved at acceptere, når deres ’små’ børn bliver ældre. Måske er dine forældre bekymrede for dig, hvis du går ud uden dem… Jeg tænker på, om det kunne være en mulighed for dig at prøve at snakke med dem om, at det kan være svært for dig, når du ikke må gå de samme steder som dine veninder. En gang imellem skal forældre mærke, at man tager ansvar og passer på selv. Tror du, de ville lytte til dig over en kop te en dag efter aftensmaden? Måske kan I sammen få en rigtig god snak om, hvordan det er at være 11 år. Men du må nok forberede dig på, at de også gerne vil have lov at fortælle dig, hvordan det er at være forældre til en 11-årig :)

Jeg synes, det er rigtig godt at høre, at du og din mor begynder at have det bedre sammen, men det lyder som om, det måske ville være nemmere for dig at snakke lidt med din far om det hele… Kunne du mon foreslå ham, at I to kunne lave noget hyggeligt sammen en lørdag i april måske..? Tror du, han ville have lyst til det? Du er jo fars pige. Og måske kunne I gå en lang tur sammen og gå på café og sludre lidt om, at det sommetider er svært for dig at falde i søvn allerede kl. halv ni – det kunne jo være, at I kan strække den til kl. 21? Måske handler det om, at din lillesøster også skal sove lidt tidligere, så det er mest praktisk for din mor og far at holde fast i, at I går i seng på samme tid?

Måske kan du prøve at fortælle din far lidt om, hvordan din lillesøster taler til dig. Det kan sommetider være rigtig rart at få lov at forklare, hvordan man har det, når man ikke er sur og irriteret i forvejen… (Og når lillesøster ikke står og 'blander' sig bagved.)

Jeg spekulerer også på, om du mon ville have lyst til at sige, at du også har lyst til en kram en gang imellem, selvom du er blevet en stor pige? Det kan være, at din mor og far også savner at give dig en krammer en gang imellem..?

Jeg håber, mine tanker giver mening… Jeg vil lige fortælle dig om muligheden for at ringe eller SMS’e til BørneTelefonens rådgivere på 116 111. En gang imellem kan det være en hjælp, at rådgiveren spørger lidt mere ind til dig og din familie, så I sammen kan finde ud af, hvordan du kan få snakket lidt med dine forældre. Ville du have lyst til det? BørneChatten kan også være mulighed, og der kan du eventuelt kopiere dit brev (og måske også mit svar) ind, så rådgiveren kan se, hvad vi to har ’talt’ om.

Her til slut vil sige, at jeg synes, det er rigtig rart, at du både er glad for håndbold og musik… Det er ret sejt, at du kan spille på så mange instrumenter, og at du også kan synge… Det kan, som du selv siger, være en rigtig god måde at få ’snakket’ om sine følelser – både de gode og de svære. Jeg kan også godt forstå, du ønsker dig en kæreste. Det er en ret skøn oplevelse at være glad for et andet menneske på den måde, som man kan have det med en kæreste. Måske er der endda én, som du synes er sød?

Jeg håber, du kan bruge mit svar…

Kærlig hilsen BørneBrevkassen