Kære du
Tak for dit brev. Hvor var det en god ide at skrive herind - dine venner er heldige, at de har en ven som dig.
Det er rigtigt, at en psykolog har tavshedspligt. Men psykologen har også en oplysningspligt, når det drejer sig om børn og unge. Oplysningspligten betyder, at hvis man er under 18 år og fortæller sin psykolog nogle ting, der er bekymrende i forhold til, om man har det godt eller evt. endda er i fare, så skal psykologen oplyse om det, så barnet kan få hjælp.
Jeg kan godt forstå, hvis det kan være forvirrende, men det bedste at gøre, er faktisk at snakke med psykologen om, hvad han/hun skal fortælle videre, og hvad man kan snakke om, uden at det bliver sagt videre til f.eks. kommunen eller forældrene. Det har psykologen pligt til at forklare, så man forstår det. Men i dine venners tilfælde kan det godt lyde som om, de ikke har fået snakket om det. Hvis de skal have flere samtaler med den psykolog, kan du råde dem til at spørge psykologen, før de går videre med samtalerne.
Det er også en mulighed at bede om at få en anden psykolog at snakke med, så man ligesom kan "starte på en frisk", men det samme gælder altså: hvis psykologen bliver bekymret og mener, at der skal mere hjælp til, så har han/hun pligt til at oplyse om det til f.eks. kommunen eller forældrene.
Ud fra det, du skriver, kan jeg ikke helt gennemskue, om psykologen ligefrem har brudt som tavshedspligt, eller om det er oplysningspligten, der har været styrende (oplysningspligten står over tavshedspligten, når det drejer sig om børn og unge under 18 år). Hvis du gerne vil have det uddybet eller forklaret lidt mere præcist i forhold til det, dine venner har oplevet, er du (og dine venner) velkommen til at ringe eller skrive til BørneTelefonen på 116111 og uddybe lidt mere. Så kan vi måske give lidt mere præcise svar.
De bedste hilsener og tanker fra BørneTelefonen
