Problemer løst… Næsten i hvert fald

Hej,
jeg er en pige på 14 år og jeg hader mig selv! Altså nej, jeg hader ikke rigtig mig selv, det er bare…
Gosh, det er indviklet! Min far døde, da jeg var otte, og siden har jeg ikke haft mulighed for kontakt med dem, da de åbenbart hader min mor. Jeg elsker min mor, vi har et usædvanligt tæt forhold, der er bare det, at jeg ikke har andre end hende. Hendes tætte familie gider jo heller ikke se os.

Jeg er gennem hele min skolegang blevet mobbet, altså lige bortset fra nogle få år og så nu. Måske skulle jeg bare starte med begyndelsen. Da jeg begyndte i nulte, var vi kun 5 piger, og kun én af dem gad lege med mig. Men hun ville jo også lege med de andre en gang imellem. Og når jeg sagde til lærene at ingen gad at lege med mig, sagde de bare: “Så leg med nogen andre!” Det var mest klasselæreren, hun var bare så ondskabsfuld!

Det gik lidt bedre i første, men så BAM! Så døde min far i april, og pludselig var alting tilbage til normal. I anden flyttede jeg skole. Det gik godt der til at starte med, men jeg blevvist rundt af de mindre populære piger, og da de populære piger spurgte om jeg ville med ind i “rummet” (De spurgte kun mig på trods af, at de kunne se, at jeg havde fire andre piger gående ved siden ad mig), svarede jeg at jeg faktisk ligevar sammen med nogen andre “men måske i morgen!”

I fjerde klasse begyndte ondskaben over alle ondskaber A, og i famte startede hendes medhjælper S. I sjette var vi kun tre upopulære veninder tilbage, og da de andre piger opdagede, at vi holdt sammen, slog de med A og S i spidsen, først ned på en af mine veninder, så mig og senere hørte jeg at den tredje også flygtede i hælene på os. Sådan havnede jeg på A—-. Dette gik meget bedre end forventet, da jeg åbenbart var populær (jeg afskyr det ord som pesten), og jeg fik min første bedste veninde i klassen nogensinde, men jeg havde pådraget mig en middel depression fra skole nr. 2, så det halve år er ikke noget, jeg savner.

Jeg gik til psykiatrisk afdeling på Kolding sygehus, men de blev ved med at give mig skylden for, hvordan jeg havde det, så jeg forsøgte at blive hjemme, når jeg kunne slippe af sted med det. Og det her soørgsmål får jeg tit, så jeg går lige til sagen: Jeg FIK medicin i et par måneder, men bivirkeningerne var så voldsomme, at jeg måtte stoppe med at få det. Skolen lukkede, da jeg begyndte i syvende, så alle måtte flytte ud på S—-. Da jeg havde depression, var der en fyr, der var virkelig forelsket i mig, som spurgte om jeg ville være kærester. Jeg kunne ikke sige nej på grund af min depression, og det fik ikke ligefrem mine negative følelser til at falde; jeg følte mig bare presset hele tiden.

Den første dag på S—- slog jeg op med ham, og han afslørede på facebook at jeg har depression. Jeg har ikke snakket til ham siden. Men pludselig ville ingen være sammen med mig længere. Jeg blev totalt frosset ud, bortset fra nogen gange hvor en gruppe allernådigst lod mig være en del af dem. Selv min bedste veninde dissede mig.

Nu var det sådan at min mor længe havde haft på fornemmelsen at jeg var et særligt begavet barn. Da jeg var lille, havde hun hørt min matematiklærer sige, at jeg var helt usædvanligt filosofisk. Og jeg var også den første i min klasse, der lærte at læse. Så jeg kom på prøve på M—— i O—–, og der går jeg altså nu.

Min depression var næsten væk, men så en dag var vi ovre ved min onkel, og min farmor, som vi var begyndt at se igen, kom kørende for at hente ham til sådan en familiefest, min halvsøster fra min fars side holdt. Pludselig kom min mor stomende ind fra sin gåtur med vores hund mens hun rasede: “Det er simpelthen for meget! Hun har taget L—- og M—– med!” L—- og M—– er mine kusiner, som jeg var utroligt tætte med, før min far døde.

Fra det tidspunkt begyndte min depression at komme tilbage. Jeg har det meget bedre nu, men folk larmer frygteligt i klassen og det er umuligt at koncentrere sig. Men det går op ad bakke. Puh! Detvar skønt at få det ud. Jeg behøver ikke noget langt råd og svar, det ville bare være rart at vide, at det ikke bare er blevet slettet. Men det var i hvert fald det.

K.H. V——-