Kære pige på 14 år
Sikken redelighed, du føler dig fanget i. Det lyder som om, du gennemgår det, jeg vil kalde en teenagerkrise. Det vil sige: Det er egentlig ikke en rigtig krise set udefra, men det føles så sandelig sådan, når man står i den.
En teenagerkrise handler om følelser, relationer, identitet og selvværd. Og det hele er ét stort virvar hele tiden. Det er svært at rumme, og man kan ikke se enden på det. Derfor kan man godt få tanken, at det ville være meget nemmere, hvis livet bare sluttede.
Men bare rolig. Det er helt almindeligt, og det går over igen. Du må holde ud.
I din alder oplever man nogle perioder, der forløber sådan, som du beskriver dit liv lige nu. Du har humørsvingninger. Du tvivler på dig selv. Du er træt af voksne mennesker, der blander sig i dit liv. Du kan ikke koncentrere dig om skolen. Du har svært ved at finde ud af dine venskaber – måske fordi du ikke føler, at nogen forstår dig. Der er dårlig stemning mellem dig og dine forældre, fordi du kommer til at være sur hele tiden.
Der er mange fede ting ved at være teenager, men der er godt nok også mange ting, der er svære, og som kræver, at man er stærk og holder modet oppe. Og det kan du godt. Det skal du beslutte dig for!
En af de mindre fede ting er, at der sker hormonelle forandringer i kroppen. Det hører bare med. Selvom det er helt almindeligt, kan jeg sagtens forstå det, hvis du synes, det føles sindssygt frustrerende. Lige meget hvordan man vender og drejer det, så føles det måske som om, at det er dig, der ikke lykkes med noget som helst.
For at gøre det nemmere at være i, vil jeg foreslå dig, at du finder modet til at tale med dine forældre om det. De ved godt, hvad det vil sige at være teenager. De har jo selv været det. Og lur mig, om ikke de også har følt sig forvirrede og frustrerede. De har sikkert også været trætte af deres forældre og udfordret dem en del. Prøv at spørge dem! Eller spørg dine bedsteforældre, hvordan dine forældre var, da de var teenagere!
Du kan også starte med at skrive et brev til dem. Du kan måske finde inspiration her.
Hvis du har haft det skidt så længe, som du beskriver, uden at dine forældre eller andre har fået mulighed for at støtte dig, så har du faktisk gjort det hele lidt sværere for dig selv, selvom du ikke har gjort det med vilje.
Det er sådan, at når man selv skal gå og bære på så mange frustrationer, som du bærer på lige nu, så bliver man altså bare så træt af det, fordi det er umuligt at få ro til at slappe af. Der er hele tiden noget at tænke på, og noget der føles svært og umuligt.
Hvis man taler med nogen om det, så får man nogle andre vinkler på tingene, som gør, at man udvikler sig og derved kan begynde at få lidt styr på alt det rod, man har i hovedet. Forstår du?
Selvom man er den, der bedst ved, hvordan man selv har det, så kan andre faktisk godt sige noget, eller stille spørgsmål på en måde, man ikke selv havde tænkt på. Derved bliver man rykket lidt ud af de tankebaner, man har tendens til at sidde fast i, når man er ked af det eller vred.
Og når det hele føles allermest sort og umuligt, så er det altså rigtig rart med nogen, der tror på én, og som kan sige, at det hele nok skal gå. Mon ikke dine forældre ville gøre dét?
Kan du se, hvad jeg mener?
Hvis du har brug for at tale med nogen, som ikke er dine forældre eller venner, kan du også ringe til BørneTelefonen på 116111.
Vi er der for dig, når du har det svært. Ring endelig!
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
