Kære pige på 13 årTak for dit brev. Det er så flot af dig, at du har haft mod til at skrive, og fortælle om, hvad der skete med dig da du var 5 - 6 år. Du skriver, at da du var 5-6 år blev du passet af naboens søn på 12-13 år. Jeg går ud fra, at han var alene hjemme med dig, og det er lige præcis på dette tidspunkt, at han spørge dig om du vil røre hans ’ting’. Mon, det er noget han har tænkt ikke vil være ok hvis fx dine forældre havde været hjemme? Det er der noget som tyder på, når han gør når I er alene. Mon, du er enig med mig i det?Når du skriver hans ’ting’, forstår jeg, at det er hans tissemand han spurgte om du ville røre. Jeg tænker, at du gjorde, fordi du ikke var helt klar over hvad det handlede om. I situationen, er han dobbelt så mange år som du, han passer dig og du har tillid til, at han passer på dig… det er nok derfor, at du gør hvad han beder dig om. Alligevel er du så modig, at du tør sige ’nej’, da han vil have dig til at ’lade som I bollede’. Det synes jeg er så stærkt gjort af dig, selvom du er en lille pige på 5 - 6 år, har du mod til at sige nej. Som jeg forstår på det du skriver, så stopper det her, og er vist ikke sket siden? Det naboens søn har gjort ved dig, er slet ikke i orden. Han var ikke voksen, eller over 15 år og derfor kan han ikke straffes – han var selv et barn, men flere år ældre end dig, og det gør det til en krænkelse. Det kan godt være, at han ikke helt har været klar over, at det var forkert og forbudt at gøre sådan ved et andet barn som er meget yngre end han selv? Det kan jeg ikke afgøre. Du skriver, at du har fortrængt det indtil for fire uger siden, hvor det der skete dukker op i din hukommelse igen. Du får det vildt skidt, og næsten kvalme når du tænker på det. Måske kommer du i tanker, om det nu fordi der sker noget i dit liv nu, som gør dig opmærksom, eller måske er det fordi I er flyttet, og du har fået ham på fysisk afstand, og derfor har plads til at tænke over det og bearbejde det? Det er svært for mig helt at sige…Du føler dig skyldig, selvom du godt ved det ikke er din skyld. Det at føle skyld, er meget almindeligt at føle, når man, som du, udsættes for en krænkelse. Måske tænker du, at det er fordi du altid har været lidt vild med ham, at han måske troede, at du selv gerne ville? Jeg gætter her, om det kan hænge sådan sammen? Selvom du altid har været lidt vild med ham, så betyder det ikke at det er din skyld - du var en kun en lille pige på 5 - 6 år, og han en dreng på 12 -13 år.Men, jeg tænker, at det dukker nu igen, og du mærker nogle reaktioner, som tyder på, at du har det skidt og det ville hjælpe dig at tale med nogen om det. Derfor vil jeg bede dig om at overveje, hvad du forestiller dig, ville ske hvis du talte med din mor og far om det, eller en af dem?Er du mon bekymret for, om de ikke vil tro dig, eller om de vil blive meget vrede på naboens søn, og melde det til politiet? Det kan være mange grunde til, at du ikke vil fortælle det til dine forældre, men måske vil et brev til dem kunne hjælpe dig med at få talt om det? Eller måske vil det hjælpe dig, at ringe ind til BørneTelefonen på 116 111, SMS’e eller logge på Chatten, og være helt anonym.Du kan tale om hvordan du det, og dele det med en – det hjælper også på de tanker du tumler med. Samtidig kan du også øve dig på at fortælle om det, og måske få mod på at tale med din mor og far? Jeg ved godt, at du ikke vil fortælle det til dem lige nu – måske er du ikke klar til det endnu? Jeg håber, at du kan bruge mit svar.Kærlige hilsnerBørneBrevkassen
