Kære pige på 14 år
Det lyder da rigtig nok meget, meget hårdt.
Det, jeg især hæfter mig ved, er, at din træner taler på den måde, du beskriver. Det er ikke særlig pædagogisk, og jeg vil mene, at det kan gøre mere skade end gavn, når voksne mennesker taler sådan til børn og unge.
Hvad mon dine forældre siger til det?
Jeg kan godt forstå, at du føler, det er svært at stoppe, når du er nået så langt. For det er jo ikke alle og enhver, der når så langt med deres sport.
Det må betyde, at du virkelig er dygtig, og det skal du endelig være stolt af. Rigtig flot!
Når det så er sagt, skal en sportsgren eller anden interesse være noget, man virkelig har lyst til, fordi man bliver glad af at gå til det.
Det lyder ikke rigtig som om, at du føler så stor en glæde ved gymnastikken lige nu, så spørgsmålet er, om du måske skulle finde noget andet at gå til… måske et tilsvarende hold og niveau, men med en træner, der er mere hensynsfuld og sørger for at støtte dig i ikke at få skader. Ville der være mulighed for dét?
Jeg synes, det er rigtig vigtigt at lytte til, hvad din læge siger, men isærdeleshed også til dét, din krop siger. Og hvad siger den?
Her skal du tænke på, at du får skader hele tiden, som du fortæller. Måske har din krop brug for en pause? Måske har du i det hele taget brug for en pause.
Det synes jeg, at du skal tale med dine forældre om.
Måske skulle du også prøve at lave to lister. Den ene liste er en plusliste, hvor du skriver alle de positive ting ved at gå til gymnastik, som det ser ud lige nu. Og den anden liste er en minusliste, hvor du skriver alle de ting, der ikke føles så gode.
Derudover kan du lave to andre lister, hvor du på den ene skriver, hvordan dit liv er nu, hvor du dyrker din sport. Og på den anden skriver, hvordan dit liv ville være, hvis du ikke gik til din sport.
På den måde kan du få tingene ud af hovedet og ned på papir, hvor du kan se det sort på hvidt. Så kan det være nemmere at overskue, hvad der betyder mest.
Til sidst vil jeg sige, at selvom man er vildt dygtig til noget, så er det ikke en naturlov, at man skal dyrke det på eliteniveau.
Det vigtigste må være, at du er glad og føler, at du har det godt både følelsesmæssigt og kropsligt.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen