Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Øvrige breve

Hej brevkassen,

Jeg er en pige på 17 år, som virkelig har brug for hjælp.

Rigtig tit tænker jeg om jeg overhovedet bliver til noget?

Jeg brænder virkelig for at opnå noget stort i min fremtid, og gøre mine forældre stolte, men der er bare noget inde i mig der siger at det kan jeg ikke.

Jeg har modet og viljen til at kæmpe for det jeg gerne vil, men der er bare noget der holder mig tilbage.

Nu til dags er der mange unge der opnår noget stort i min alder, og når jeg ser at jeg ikke har opnået så meget som dem, tænker jeg om jeg nogensinde kommer til det.

Jeg er i tvivl om det er normalt at tænke sådan på mit alder.

Jeg har virkelig brug for råd fra nogen professionelle da det virkelig ikke hjælper at snakke med familie eller venner da de selvfølgelig kun bakker op om tingene for at jeg skal have det bedre med mig selv.

Jeg håber virkelig i kan svare på mit spørgsmål.

Hilsen den tvivlende pige

Pige, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Jeg tænker, at der er rigtig mange, som har det på samme måde som dig. Ofte har mange en tendens til at sammenligne sig selv med andre og hvad andre har opnået eller gør. Samtidig kan det også være sådan, at ”græsset ser grønnere ud på den anden side” – altså, at man ofte tænker, at andre er bedre eller har et mere perfekt liv end én selv. Gad vide, hvad du tænker om det og om du kan genkende noget af det?   

Det er super sejt af dig at skrive herind. Det kan lyde lidt ”voksen-agtigt”, men den alder du har nu, er også ofte præget af, at du skal finde ud af, hvem du gerne vil være, hvad andre mon tænker om én og hvordan andre er. Jeg ved ikke, om det er sådanne tanker du sommetider har? Derfor kan tanker om, hvad man gerne vil og hvordan det hele mon kommer til at gå med én fylde utrolig meget, jeg håber, at det her brev vil kunne hjælpe dig og måske gøre, at du får tænkt over det på en ny måde. 

Du skriver, at du stiller spørgsmålstegn ved, om du bliver til noget og at du gerne vil nå noget stort i din fremtid. Der kan være forskel på, hvad man ønsker sig og hvad man ser som noget stort i sin fremtid – ofte gælder det om at finde sin egen vej i alle de valgmuligheder der er. Jeg kan godt forstå, at du tænker på fremtiden og jeg synes også, at det er fint at tænke over, hvad man gerne vil. Nogle gange kan fremtiden og hvad man gerne vil opnå komme til at fylde så meget, at det nærmest kan gå hen og blive en bekymring. Det kan komme til at overskygge nogle af de ting, som sker lige nu og som man egentlig bare skal nyde. Har du mon oplevet at have det på den måde eller oplever du det helt anderledes? Man kan gøre en indsats nu og her og være bevidst om, hvilken vej man vil – på den anden side er det ikke til at vide, hvad der konkret kommer til at ske i fremtiden. Nogle gange er det også vigtigt at stoppe op der hvor man er lige nu og nyde den tid og de ting der sker lige netop nu. Hvad tænker du om det?

Måske vil en hjælp for dig være, at du begynder at skrive dagbog, som en måde at få dine tanker vendt på og det kan også være, at du så vil begynde at forholde dig anderledes til presset eller tanken om at skulle blive noget stort. En dagbog giver mulighed for både at reflektere over bekymringer, men også til at beskrive ens drømme og egne styrker. Vil det mon være en mulighed for dig?   

Du skriver, at det ikke giver mening at tale med din familie og veninder, da de bakker dig op og kun siger det for, at du skal få det bedre med dig selv. Det kan også være, at de siger det, fordi de mener det og synes du er en dejlig og sød pige, som de holder af, lige præcis som du er - det er jo også nogle virkelig fantastiske ting. Hvad tænker du om det?

Måske kan det være en hjælp for dig at aftale med dig selv, at du ikke skal tænke ligeså meget over dine langsigtede mål. I stedet kan du have nogle mindre mål nu og her, som du kan tænke over. Det kan måske være mere overskueligt for dig og være med til at mindske bekymringerne om fremtiden. Måske et mål kunne være at beslutte at gøre en ekstra indsats i et fag i skolen, eller måske at beslutte at gå til en fritidsaktivitet med en veninde, eller måske kunne et mål være i den næste måned hver dag at skrive 3 ting ned, som du er stolt over ved dig selv, det kan fx være du er en god veninde, omsorgsfuld eller har smukke øjne. Giver det overhovedet mening og hvad kunne være dine mål?   

Jeg har talt med andre, som bekymrer sig om fremtiden. Der er et ret stort pres i dag om, at man skal klare sig godt, have overskud og ’være noget’. Det kan faktisk være stressfyldt alle de ting, man skal forholde sig til og præstere i. Nogle gange kan det være godt for en selv at tænke over nogle af de ting, som man faktisk klarer godt og som man er glad for. Så kan man sige til sig selv, at det godt kan være, at man ikke lige har opnået den ting, men til gengæld så kan jeg noget andet. Giver det overhovedet mening?

En mulighed kan også være du taler med en studievejleder. De kender godt til de tanker du går med, da det er helt normalt i jeres alder at tænke over fremtiden og forvirres. Studievejlederen kan måske også give dig nogle råd til, hvordan du kan få lidt styr på dine tanker i forhold til fremtiden og støtte dig i at sætte nogle mål, både de kortsigtede og de mere langsigtede, hvad tænker du om det?

Du er velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller chatte med os via dette link:

http://www.bornetelefonen.dk/raadgivning/Basechat.aspx

. Det kan være rart at tale med nogen, som ikke er involveret i ens situation eller hverdag og som måske ser anderledes på det.   

Mange hilsner fra BørneTelefonen

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat