Brev

ØØh..

Hun sidder her i mørket. Hun skære i sig selv igen. Smerten forsvinder i et sekund, men smerten går ikke væk. Hun lægger kniven. Tørre tårnene væk. Kigger på uret der er 4 timer til hun skal op igen. Endnu en nat er gået. Hun føler sig enlig bedst tilpas i mørket om natten. Inden hun sover tænker hun på hvordan tingende har været. Hun drømmer tilbage til, da hun havde en veninde der forstod. Ikke en veninde. En søster. Men den tid er forbi. Veninden blev rykket på opholdsted. Væk fra alting. I starten måtte hun ikke snakke med sin familie eller gamle venner. Men nu har hun selv valgt det. Hun har sagt hvad hun ville…

Og der er ikke flere ord til mig. Jeg kunne skrige! Jeg kunne opføre mig forfærdeligt! Nogle gange spørger folk ”hvordan har du det?”, i virkeligheden er de ligeglade. Men jeg har bare løst til at skrige ” NEJ jeg har det forfærdeligt! Jeg savner min gamle veninde at snakke med.

Min far flytter snart til Australien. Han er lige glad med os alle. Min mor græder hele tiden hvis hun ikke er på arbejde for at få ting til at køre. Min far skrider igen med en pige. Det er ikke noget nyt. Mine søskende er kede af det. Jeg bliver ved med at sige at det nok skal gå. Men vil det det? NEJ! Jeg har snart skåret i mig selv i 5 måneder. Og føler at jeg er ved at blive afhængi.

Jeg prøver hele tiden at flygte væk. Men hvor end jeg går hen, vil verden ikke det samme som mig. Alle smiler altid, snakker altid med mig. Men Ingen kender mig. Og det er der heller ikke nogen der vil. Jeg er begyndt at drikke næsten hver uge, det hjælper med at komme væk fra familien. Men det ødelægger jo det hele når jeg begynder at tude, slå eller blive mega liderlig midt i festen. Jeg ved ikke hvad der sker med mig…” Og ved du hvad det mest forfærdelige er? At jeg nu sidder og skriver ind til Børnetelefonen! Jeg føler mig hjælpeløs.

Pige, 15 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år.

Tak for dit brev, og det er ikke forfærdeligt du skriver herind til os. Det er rigtig godt og modigt af dig, og du formulerer dig med nogle meget dybe, rammende ord. Jeg tænker slet ikke, du har det godt, hverken derhjemme med dine forældre eller om dagen i din skole..? Måske føler du ikke rigtigt, der er nogen der kender dig, sådan helt ind under huden..? Måske har du ikke lyst til, at de kommer for tæt på?

Det må være rigtig svært for dig, når din veninde er blevet fjernet fra dig. Måske var det lige netop hende, der kunne lytte til dig og hjælpe, når det hele var allersværest. Jeg ved ikke, hvordan du har det med de andre piger i din skole, måske tænker du slet ikke, at de er til at tale med, og de tanker gør det måske endnu sværere for dig..?

Jeg kan godt forstå, det må være rigtig svært for dig, at din far flytter helt til Australien om kort tid. Det må være utroligt hårdt, og måske går du og spekulerer over, hvordan du kan holde nogen form for kontakt med ham? Men selv om tingene ikke har fungeret mellem dine forældre, kunne din far måske stadig have kontakt til jer børn? Jeg spekulerer over, om du har talt med ham om det? Det kan måske være, at han godt vil have kontakt med jer, selv om din mor og han ikke er på talefod.

Var det noget, du kunne spørge ham om, måske engang du og ham er alene? Det kan være, at han og dig kunne tale over skype, facebook eller bare sende en mail engang i mellem.

Når jeg læser dit brev, får jeg den opfattelse, at du er den ældste. Det er ikke sikkert, jeg har ret, men du virker til at tage dig af dine søskende. Det er flot af dig, men jeg spekulerer over, hvem der tager sig af dig? Kunne der være en voksen, du kan betro dig til og blive trøstet af? Det kan være, du har nogle bedsteforældre, det er ofte de er gode til at være der for børnebørnene, når det ikke går mellem forældrene.

En anden mulighed for dig kunne måske være, at du gik ind på hjemmesiden som Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade har. (LMS) De har mange forskellige måder at hjælpe unge på, der har det svært og ligesom du skader sig selv. Du kan læse mere om dem >> her

Du er selvfølgelig også velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111, du kan ringe dertil helt anonymt. Der sidder nogle rigtig søde rådgivere, der kan lytte til dig, hvis du tænker, det kunne være en mulighed for dig.

Mange kærlige hilsener

BørneBrevkassen