OCD

Kære pige på 14 år
Nogen gange har man brug for at finde ud af, hvad der mon er galt med én, for at holde andre ting i sit liv ud. Får en fornemmelse af, at det kan være tilfældet for dig, når jeg læser dit brev – mon du kan genkende det?
Mange af de symptomer du beskriver, kunne godt være tegn på OCD, men det der adskiller tvangshandlinger (som OCD er) fra "noget man har vænnet sig til at gøre" er bl.a. om man føler det er noget, man selv har kontrol over/selv bestemmer. Det er noget med, om symptomerne bestemmer over dig eller du bestemmer over dem? Ved du mon hvem der "bestemmer", hvis du lige skal ud og tjekke om oven er slukket, selvom du sidder og hygger dig med et spil på computeren eller andet, som du holder af at gøre? Kan du f.eks lade være med at gå ud at tjekke ovnen, hvis du beslutter dig for det?
Det jeg tænker, du skal være opmærksom på og holde lidt øje med den næste tid, er om dine symptomer forhindrer dig i at opretholde en almindelig hverdag i skolen. Forhindres du f.eks. i at gøre det, du gerne vil i skoletiden, fordi du skal ud og vaske hænder ind imellem, eller handler det mon om alt det andet der nogen gange kan være svært; vennerne, forældrene, lektierne?
Sådan nogle detektivopgaver, tror jeg, vil være hjælpsomt for dig at gå på jagt efter, så du på den måde, får en bedre ide om, hvad der er i spil for dig. Lige meget om du "har det" eller ikke "har det", er det du skriver, et udtryk for, at du ikke har det, som du gerne vil have det.
Tit hjælper det at snakke med en voksen man har tillid til – bare for at komme af med det og ikke føler sig så alene med det. Lige nu lyder det ikke som om dine forældre, er de bedste for dig at snakke med, men måske du har en god lærer på skolen, du føler dig tryg ved og kan snakke lidt med det om? Måske har han/hun også lagt mærke til, at du ikke virker som du plejer at gøre, og derfor kan hjælpe dig lidt på vej til at få det anderledes.
Viser det sig, at din bekymring omkring OCD fortsætter, skal du kontakte sundhedsplejersken på din skole, som kan hjælpe dig videre, hvis han/hun vurderer, det er nødvendigt. Dette kan du godt gøre, selvom dine forældre ikke er enige i at "du har det". I sidste ende er det dig der ved, hvordan du har det og det skal du selvfølgelig tage alvorligt.
Måske har dit brev også har sat gang i nogle tanker omkring alt det andet du "slet ikke kan få dig selv til at fortælle andre om"? Det er ikke godt for børn at gå med ting, der ikke er rare at tænke på og være i og kan, på sigt, gå ud over alle de andre ting, børn skal koncentrere sig om og bruge kræfter på. Vidste du mon det?
Det at du skriver herind, fortæller mig dog, at du allerede er godt på vej, til at gøre noget ved, hvordan du går og har det, og det er bare så modigt og fint. Det er ikke alle, der kan det.
Held og lykke med detektivopgaven – håber du finder nogle flere "spor" der kan bruges til at få det endnu bedre.

Mange hilsner fra
BørneTelefonen