Brev

Når man ikke længere kan genkende sig selv, er der vel noget galt?

Jeg er enormt forvirret og frustreret. Jeg føler at jeg er helt ved siden af mig selv, uden helt at vide hvordan..  Min hverdag har altid været fyldt med problemer, og mange af dem sidder stadig i mig, da de aldrig er blevet bearbejdet eller talt om.

Da jeg var 4 år døde min far og sidenhen blev min mor gift med en alkoholiker. De boede sammen i 8 år. Gennem hele perioden havde jeg det enormt svært, da hans alkoholmisbrug var en hemmelighed vi havde derhjemme, så ingen kendte til min skæbne.

Jeg stod tit i situationer hvor jeg skulle handle som en voksen; hvis min mor skulle til møde havde jeg ansvaret for mine søskende, mens han lå i en brandert på sofaen. Det var en forfærdelig hverdag som jeg aldrig fik talt med nogle om. Det var ikke engang noget vi kunne tale om derhjemme..

  I dag bor de ikke længere sammen; min mor har fundet en ny mand som jeg bestemt heller ikke har et godt forhold til.  På det sidste er der sket en masse underlige ting, som jeg har svært ved at forstå.  Forleden løj jeg f.eks. på mit arbejde om, at der var kommet en mand ind i forretningen og havde truet mig.. Og jeg fandt på det for at få opmærksomhed. Men hvorfor?  Når jeg ligefrem finder på en hændelse om, at jeg er blevet truet på jobbet er der jo noget galt.. men hvad det er ved jeg ikke?

Jeg kan ikke snakke med min mor, og har heller ikke lyst. Vores forhold hænger i en tynd tråd og jeg har svært ved at stole på hende. Hendes kæreste har aldrig sagt mig noget, så vi har intet forhold til hinanden udover at vi bor under samme tag.  Jeg mangler altså en jeg kan være fortrolig med, når nu de voksne i huset ikke duer.

Jeg er ydermere begyndt at blive ekstra følsom og sårbar på det sidste. Forleden da jeg skulle træffe en simpel beslutning fik jeg en knude i maven og brød sammen i gråd, uden overhovedet at vide hvorfor. Når jeg tænker på det nu, undrer jeg mig også.  Noget siger mig, at min krop forsøger at sende mig nogle signaler, men jeg har svært ved at tolke dem. Hvad er det den prøver at fortælle mig?

Jeg er lige startet på nyt arbejde og jeg har fået den sødeste chef. Vi er allerede kommet rigtig godt ind på hinanden og vi snakker meget sammen. Hun virker som en jeg kunne stole på, og jeg har derfor overvejet, at lade hende blive en jeg kunne åbne mig overfor. Men det er jeg selvfølgelig klar over, at man ikke bare kan gøre.  

Jeg synes selv hun skal have lov til at vælge, om hun vil blandes ind i min historie, og om hun, når hun spørger hvordan det går, virkelig gerne vil høre sandheden og ikke mit evige og påtvungne ”det går rigtig godt, tak”. Hvordan får jeg spurgt hende på en acceptabel måde, hvis jeg overhovedet kan tillade mig det? Hvad synes I?

Jeg er så forvirret og frustreret, kan ikke finde hoved og hale i min egen krop længere. Det er som om, at jeg er ved at miste kontrollen..  

/En frustreret pige

Pige, 18 år

Svar fra

Børnetelefonen

Kære ”frustrerede pige”,

Mange tak for dit modige brev. Jeg er imponeret over, hvor god du er til at beskrive din situation. Den måde du reflekterer over din opvækst, handlinger og følelser, viser at du en intelligent pige. Derfor vil jeg også gøre mit svar lidt mere uddybende. Jeg tror nemlig, at selvom du måske ikke kan genkende det hele, så vil du kunne bruge informationerne. Du gør dig allerede mange kloge tanker.

Det er nogle helt urimelige vilkår du er vokset op under. At vokse op med en alkoholiker, er ikke kun belastende mens det står på, men kan også skabe vanskeligheder senere i livet. Du beskriver det så fint i dit brev: Alle hemmelighederne og det alt for store ansvar, som stadig ”sidder i dig”.

Jeg syntes, det er meget stærkt og klogt, at du ønsker - og kikker efter - voksne der kan støtte dig, og tænker det vil være rigtig godt, hvis du får kontakt til en voksen, som ved noget om det du har oplevet. Kender du

www.tuba.dk

? Det er en forening, der hjælper unge (14 – 35 år), der er vokset op med alkoholikere. I Tuba ved de også, at selvom der ikke længere er en alkoholiker i hjemmet, så kan der være senfølger i mange år efter. Hvis du har lyst kan du tjekke deres hjemmeside. De har en brevkasse, en chat, artikler og holder møder og individuelle samtaler i hele landet, hvor man kan få voksenstøtte og vejledning. Jeg ved fra andre unge, at de har oplevet kontakten til Tuba som en befrielse. Endelig at kunne dele deres historier med en voksen, der virkelig forstod og at føle sig mindre alene ved at høre og genkende sig selv i andre unges historier.

Du har selv tænkt på, om du kunne blive mere fortrolig med din nye chef? Det lyder som om hun er sød og viser dig omsorg, og det er altid dejligt at have den slags mennesker i sit liv. Jeg er usikker på hvor meget du vil kunne betro hende? Ikke af hensyn til hende, men af hensyn til dig. Det er en svær balance at knytte private bånd til en chef, fordi man samtidig er i et formelt ansættelsesforhold. Det betyder bl.a. at det også er hendes opgave at fyre dig, hvis det bliver aktuelt. Inden du evt. vælger at gøre hende til din tætte fortrolige, så kunne du måske prøve et lille tankeeksperiment: Hvordan ville du have det, hvis du havde delt de rigtig svære ting med hende, og hun senere var nød til at fyre dig? (f.eks. pga. besparelser). Hvis du tænker at det vil gøre det ekstra svært, er det ikke ensbetydende med at du slet ikke kan være fortrolig med hende. Du kan jo have flere voksne i dit liv, som du er fortrolig med på forskellige måder og om forskellige ting. Måske kunne din chef blive én af dem? En voksen fra

www.tuba.dk

en anden? De gode egenskaber du har set hos din chef, er der også andre voksne der har, og hvis du kikker efter dem, vil du med tiden møde flere voksne, der hver på deres måde kan blive gode fortrolige.

Du skriver, at du har fortalt en opdigtet historie om at blive truet af en mand, for at få opmærksomhed. Men at du ikke helt forstår, hvorfor du vil have opmærksomhed? Jeg tænker det lyder som en meget sund og naturlig handling. Vi har alle brug for støtte og omsorg, men du kan af mange forskellige grunde ikke lige fortælle om det der er rigtig svært. Så du finder i stedet på en hændelse, der kan give dig andres støtte og omsorg, og som det er lettere for dem at forstå og leve sig ind i. Det er ikke ualmindeligt at mennesker bevidst eller ubevidst søger andres støtte og omsorg, gennem den slags ”erstatningshistorier”. Tror du det kan hænge sådan sammen for dig?

Du fortæller, at du har svært ved at tolke din krops signaler. Du er blevet ekstra følsom og sårbar, reagerer med knude i maven og gråd, har svært ved at finde hoved og hale i din egen krop, og føler du er ved at miste kontrollen. Jeg syntes, det lyder som stresssymptomer. Ikke stress som når man har super travlt, men som følelsesmæssig overbelastning. Jeg tænker altså ligesom dig, at din krop vil fortælle dig noget, og jeg tror budskabet er det du allerede selv har formuleret: At du er klar og har brug for at få talt om nogle af alle de ting du bærer på. Det er derfor du har brug for nogle kloge og omsorgsfulde voksne, der kan lytte, støtte dig og forstå din historie. Giver det mening, eller tager jeg mon fejl?

Selvom du lige nu er forvirret og frustreret, og har svært ved at genkende dig selv, så er der for mig at se rigtig god sammenhæng og masser af styrke i det du har skrevet. Du har levet under et urimeligt pres i mange år, uden nogen at dele det med. Du mærker, du har brug for en tryg voksen at tale med, og dine handlinger og din krop fortæller dig, at du har brug for at støtte og omsorg. Du er på udkik efter mulige voksne fortrolige, og har bl.a. ved at skrive til Børnetelefonen fået sat ord på nogle af de ting du ellers har gået helt alene med. Du gør kort sagt alle de rigtige ting!

Lyder det som en rigtig opsummering og noget du kan genkende? Jeg håber i hvert fald, at du har kunnet bruge mit svar og mine tanker til noget, og at du får lyst til at kontakte

www.tuba.dk

. Du er også altid velkommen til at skrive eller ringe til os på Børnetelefonen.

De varmeste tanker og knus til dig fra Børnetelefonen