Brev

Når det hober sig op

Hej. Jeg er en pige på tretten, der går i syvende klasse og i løbet af de sidste måneder, er alting bare… blevet noget lort for at sige det rent ud.

Det er som om alle de små/mellemstore problemer, som man egentlig godt kan håndtere hver for sig, bare hober sig op, indtil man ikke kan overskue dem mere. Det er sikkert et totalt almindeligt problem og der er sikkert en milliard andre der skriver ind til jer om det her, men nu gør jeg det også, for jeg føler ikke jeg har andre at snakke med længere.

I sommers skiftede jeg skole. Alle i min nye klasse var nye og kendte ikke hinanden på forhånd, og vi kom alle sammen fra forskellige skoler. I starten virkede den nye skole fantastisk – alt hvad jeg havde håbet på. Der var et meget højere fagligt niveau som jeg havde ønsket og alle var mere eller mindre søde og jeg fik hurtigt tre, rigtig gode veninder. Alt i alt var det skønt. Men for at gøre en lang historie kort, så er det ikke skønt mere. Drengene fra min nye klasse hader mig og er lede ved mig, men det kan jeg godt klare, for sådan var det også i min gamle klasse. Den slags generer mig ikke så meget. Jeg er ikke sart og kan sagtens tåle at de slår mig og skubber mig osv. (ikke at jeg finder mig i det, for det gør jeg ikke, men det generer mig ikke så meget).

Den ‘klike’ jeg var med i, er gået helt i opløsning og det er faktisk kun en af de tre piger jeg stadig kan holde ud. Næsten alle de andre piger, har vist sig at være virkelig stride. De har hurtigt fundet mine ømme punkter og bliver ved med at køre på dem. De gør det for sjov, men kan ikke se at jeg ikke synes det er sjovt, og jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det til dem, for jeg vil ikke have de tror jeg er sart og sådan noget, Jeg har nemlig opbygget sådan en rimelig hardcore facade, så de tror ikke sådan noget generer mig det mindste.

Jeg føler mig ensom, selvom jeg ofte selv vælger, ikke at tage med mine veninder hjem når de inviterer mig fordi jeg egentlig hellere vil være alene. Når jeg så kommer hjem, opdager jeg at jeg ikke vil være alene. Jeg vil bare ikke være sammen med de piger fra min klasse.

Som så sindssygt mange andre piger (og drenge for den sags skyld), har jeg komplekser over min vægt, selvom jeg godt ved at jeg ikke er overvægtig. Alligevel vil jeg gerne tabe mig, for jeg har alt for meget fedt de forkerte steder, og det sørger min klasse da også for at minde mig om ved enhver given lejlighed (f.eks. når den ene pige synes hun ligner en fed ko, trøster den anden pige med at det gør hun da i hvert fald ikke i forhold til mig). At jeg gerne vil tabe mig, er også for at forebygge overvægt, for jeg har nogle rigtig dårlige spisevaner, dyrker ikke nok motion og kan se at jeg hurtigt nærmer mig en for høj BMI, nok især fordi jeg trøstespiser enormt meget og lige for tiden skal jeg trøstes rimelig ofte.

Mine forældre er skilt, har været det i mange år og det er aldrig noget jeg har tænkt over før. Har faktisk været ret glad for det, for jeg synes ikke de passer sammen (selvom de stadig er gode venner) og desuden har begge mine forældre fået flere børn med deres nye ægtefæller og jeg elsker mine nye søskende overalt på jorden. Men på det seneste er jeg begyndt at tænke mere over det, også i forbindelse med at jeg flyttede skole. For på min nye skole er der nærmest ingen skilsmissebørn – ja folk forstår knap nok hvad det indebærer – hvorimod der nærmest kun var skilsmissebørn på min gamle skole. Jeg går hele tiden og er bange for at “favorisere” min ene forælder. De er begyndt at sige til mig at jeg selv må bestemme hvor jeg er i ferierne og hvem jeg er hos hvornår osv., og det er et helvede, for jeg vil ikke have at de skal tro at jeg bedre kan lide den ene frem for den anden.

Oven i det, har jeg heller ikke et særligt godt forhold til min papmor. Mest fordi hun er meget striks og ikke vil lade mig gå til fester (og det skal lige siges at der ikke bliver drukket alkohol og den slags til de fester der bliver holdt i min omgangskreds) og jeg ved ikke helt hvad jeg jeg skal gøre ved det, for min far føjer hende altid og gider ikke tage stilling til noget som helst. For det meste giver min mor mig lov til det min papmor ikke giver mig lov til, og så kan min papmor jo ikke rigtig sige noget til det.

Den fyr jeg har været vild med i over et halvt år, hader mig. Okay, det er måske så meget sagt, men… tror måske lidt han ser mig som en ven af en slags (en lidt irriterende ven måske) men det er jo ligesom ikke rigtig nok for mig. Ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre, for jeg skal være den første til at indrømme at jeg umuligt kan konkurrere med de, smukke, tynde, storbarmede piger der render efter ham (og omvendt).

Jeg har stadig rigtig meget kontakt til min bedste veninde fra min gamle klasse, faktisk ses vi mindst to gange om ugen og jeg sætter utroligt meget pris på det. For tiden er hun den eneste jeg kan snakke med om de her ting, og så alligevel ikke. Noget af det jeg har skrevet, tror jeg ikke engang jeg ville kunne få mig selv til at sige højt. Hun har det faktisk heller ikke for nemt for tiden. Drengene fra hendes klasse er rigtig onde, og det har de altid været men da jeg også gik der, kunne vi håndtere det og sætte dem på plads. Men hun kan ikke klare dem alene. De andre piger er sådan nogle kujoner og hjælper hende ikke det mindste. Hun er ikke typen der græder, men det er sket flere gange indenfor de sidste par uger, at hun har ringet til mig ude fra skolens toilet, grædende, fordi drengene var ulidelige.

Jeg har simpelthen så dårlig samvittighed, for jeg føler at jeg har ladt hende i stikken. På det sidste har jeg fået lyst til at skifte tilbage, bl.a. pga. hvor irriterende min nye klasse er, men også fordi min veninde har det så skidt og bliver mobbet af drengene og jeg ved at det ville holde mere eller mindre op hvis jeg kom tilbage. Det ville i hvert fald blive bedre. Selv samme veninde har også fortalt mig at det faglige niveau på hendes skole er blevet meget højere, hvilket var det jeg gerne ville have da jeg stoppede og hun har også fortalt mig at jeg åbenbart var megapopulær – noget der aldrig var gået op for mig – hvilket jeg absolut ikke er i min nye klasse. Jeg ville nu aldrig få lov af mine forældre, til at flytte tilbage, for i bund og grund er min gamle skole en skodskole og det har været en kamp at komme ind på den nye skole. Desuden ville det være forfærdeligt ydmygende at komme krybende tilbage – og så er jeg bange for at jeg ville fortryde det.

Fordi at jeg hele tiden går og bekymrer mig om alle de her ting, er der efterhånden ikke plads til så meget andet. Det føles som om intet lykkes for mig og jeg bare er en stor fiasko. Lektierne forbliver for det meste, urørte i min taske, hvilket alt det usunde mad jeg kan finde, til gengæld ikke gør. Jeg går ofte i selvmordstanker og har forsøgt at gøre skade på mig selv flere gange.

Jeg ved godt hvad i har tænkt jer at skrive til mig: Tal med en voksen. Men det lyder bare så åndssvagt at tale om det, for de her problemer lyder overhovedet ikke af noget når man siger dem højt. Til at starte med, kunne jeg i hvert fald bare godt tænke mig at høre jeres mening om alt det her.

Det her brev er den vildeste kliche, jeg ved det godt. Jeg kunne ligeså godt have copypasted næsten et hvilket som helst andet brev herindefra, og jeg forstår godt hvis i ikke magter at svare på det. På en eller anden måde har det være befriende, bare at skrive om alt det her, så det er okay hvis i ikke svarer. … Nej, undskyld, så storsindet er jeg ikke. Jeg håber rigtig meget i svarer, bl.a. fordi jeg har svært ved at se på mine problemer sådan “ovenfra” og kunne godt bruge nogen andre til at hjælpe mig med det.

Til sidst: Undskyld det her brev er så sindssygt langt, jeg kunne ikke finde ud af at korte det ned… håber ikke det var alt for kedelig læsning!

Kh. Anonym

Pige, 13 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige,

Mange tak for dit brev, hvor du skriver om flere forskellige ting, og som du selv skriver, er det nogle ting, man måske godt kunne håndtere hver for sig. Men jeg kan sagtens forstå, at det bliver for meget at stå med så mange ting oveni hinanden. Jeg vil gøre mit bedste for at svare på dem alle sammen.

Du skriver, at drengene fra din nye skole skubber og slår dig, samt at næsten alle pigerne er virkelig stride. Har fundet dine ømme punkter og kører på dem. Det er slet ikke i orden, det som sker i din klasse. Når jeg læser dit brev, kan jeg ikke vide, om du har talt med dine forældre om det? Og hvad de eventuelt har gjort for at hjælpe dig? Har du mon fortalt din lærer om mobningen? Og har din lærer mon gjort noget for at stoppe mobningen? Eller har de mon talt med de andre forældre om det..? Jeg tænker, at det er vigtigt, at du ved, at det ikke er din skyld, at du bliver mobbet. Når drengene og pigerne opfører sig på den måde, tænker jeg at det handler om, at der i din klasse er blevet skabt en rigtig dårlig måde at være sammen på. En måde hvor det er gået hen og blevet okay og normalt at kalde dig f.eks. ubehagelige ting, også selv om de siger det for sjovt er det forkert. Nogen gange kan éns lærer have rigtigt svært ved at se, at der er nogen, der mobber i klassen. Jeg tænker derfor, at det er vigtigt, at du fortæller det til en lærer eller flere af dine lærere. Det er de voksnes ansvar at sørge for, at I har det godt i klassen, og det er lærerne der skal hjælpe med at ændre den måde, tingene er nu.

Du skriver, at du har sådan en hardcore facade og derfor ikke kan fortælle pigerne, at du bliver ked af det, når de siger sådanne ting. Jeg ved ikke, om det måske kunne være en ide at høre dem om, hvordan de har det, når der bliver talt sådan? Måske det så er nemmere at fortælle hvordan du har det, hvis de først fortæller, at de ikke synes det er så sjovt? Så kan det også være, at du får mere lyst til at være sammen med dine venner efter skole og ikke først når du kommer hjem og bliver ensom..?

Du skriver, at du har komplekser over din vægt, selvom du godt ved, at du ikke er overvægtig. Når man som barn eller voksen hører sådan nogle ting, som du skriver her i brevet, går det rigtigt meget ud over ens selvtillid. Kunne det måske være en ide at fortælle til en voksen, at der bliver talt på den måde i klassen? Måske samtidig med at du nævner de andre ting? Du skriver, at du spiser usunde ting, så måske sundhedsplejersken på din skole kunne hjælpe dig? Hun ved en masse om sund kost, hvordan børn tænker og hvordan man kan hjælpe dem til en bedre livsstil.

Du fortæller også, at det er blevet svært at være skilsmissebarn, fordi der ikke er andre på din skole, der er det, og fordi du er bange for at "favorisere" din ene forælder. Jeg ved ikke, om det måske kunne være en ide for dig at fortælle dem, at det er rigtigt svært for dig, når de siger, at du selv må bestemme, hvor du skal være i ferierne og hvem du skal være hos hvornår? Faktisk tænker jeg, at det måske er et meget stort ansvar at give til en pige, der ikke er ældre end dig, så måske det ville hjælpe, hvis du fortalte dem, at du har svært ved det... At du ikke vil have, at de skal tro, du bedre kan lide den ene frem for den anden, så det ville være rarere og nemmere for dig, hvis de bestemte?

Med hensyn til ham drengen, du godt kan lide, kan jeg godt forstå, det er rigtig svært, hvis du tror han ser dig som en lidt irriterende ven og ikke en kæreste, som du gerne vil. Hvordan kan det være, du tror, han har det sådan? Måske det kunne være en ide for dig virkelig at finde ud af, hvordan han har det? Det kræver selvfølgelig rigtig meget mod at spørge ham, men måske det ville være bedre, hvis du virkelig vidste, hvordan han havde det, så du ikke skal være i tvivl om, hvordan han tænker om dig??

Som en af de sidste ting fortæller du, at du er rigtig bekymret for en veninde, fordi drengene fra hendes klasse er rigtig onde, og at du har dårlig samvittighed, fordi du føler, at du har ladt hende i stikken. Jeg kan godt forstå, at det er svært for dig, men jeg synes du skal vide, at både på din skole og på din venindes skole er det de voksnes ansvar, at børnene har det godt. Jeg ved ikke, om der er nogle lærere på din venindes skole, der ved hvordan hun har det? Måske det ville være en god ide for din veninde at fortælle, hvordan hun har det til sine forældre eller nogle andre voksne, hun stoler på??

Jeg håber virkelig, at du kan bruge nogle af mine svar og finder nogen der kan hjælpe dig. Det er rigtig ærgerligt, at det går ud over dine lektier, at der er så mange ting, der er svære om dig. Men jeg ved også, at det ikke er unormalt, at man har svært ved at koncentrere sig om skole, når man har alt for mange tanker i hovedet.

Du skriver også om, at du har skadet dig selv og har selvmordstanker. Det er rigtig bekymrende, og det er ikke på nogen måde noget, du kan klare selv. Din sundhedsplejerske på skolen vil måske være en god én at snakke med? Det kan også være, at der er nogle andre, du kan tale med om det? Det kan være en fætter, en moster, nogle venners forældre eller andre?

Jeg håber ikke, jeg har glemt at svare på nogen af dine spørgsmål, men du er altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller skrive på BørneChatten, hvis jeg har glemt noget, eller hvis du har flere spørgsmål eller bare har brug for flere råd eller vejledning.

Jeg håber, at det bliver muligt for dig at sætte noget i gang.

De kærligste hilsner

BørneBrevkassen