Mor og papfar

Hej 13-årige

Du er bestemt ikke den dårligste datter. Du skriver herind for at få hjælp til et problem, men størstedelen af din bekymring er ikke rettet mod dig selv, men mod andre. Det viser, at du er ansvarlig, omsorgsfuld og modig.

Først vil jeg sige til dig, at det at din mor sætter sin kæreste på pause ALDRIG kan være dit problem eller din skyld. Og det at hun føler, hun ikke er nok sammen med dig, er også noget, som sker i din mor og IKKE dit ansvar.

Nu fortæller du ikke, hvorfor du er mest hos din far, men du er en 13-årig pige og i perioder har børn mest lyst til at være hos den ene forældre og andre perioder hos den anden, og børn må gerne have det på den måde – UDEN at få det dårligt og føle sig som dårlige børn.

Jeg er overbevist om, at der er flere årsager til din mors beslutning om at sætte kæresten på pause. Mit bud er, at hun har forsøgt at forklare dig det, på en måde, som du ville forstå. Hun ønsker sikkert ikke at bringe dig ind i de konflikter, som der er mellem din mor og hendes kæreste.

Jeg er overbevist om, at din mors beslutning ikke på nogle måder skyldes dig.

Du skriver, at din mors kæreste er meget ked af det og har selvmordstanker i forvejen. Jeg kan godt forstå, at det giver dig ekstra anledning til at være bekymret for ham og ked af det på hans vegne. MEN han er voksen og han skal få noget voksen hjælp.

Det er heller ikke noget en 13-årig pige skal tage ansvar for. Mange (næsten alle) voksne har prøvet at være i brud, som føles uoverskuelige og de har følt, at det aldrig ville blive bedre, men så er det alligevel blevet bedre med tiden.

Det som du også skriver, er at du er meget ked af det. At du savner ham og hans søn.

Nu ved jeg, jo ikke hvordan forholdet mellem dem er, men du kan evt. høre din mor om din paplillebror og dig kan ses en gang om ugen eller noget. I er jo begge uden skyld i konflikten mellem dem.

Jeg kan virkelig godt forstå, at du savner ham, for du mister ham (dem) jo også, hvis din mors og hans forhold slutter og det kan føles så uretfærdigt når de mister på den måde.

Kan du evt. snakke med en veninde eller din far, om hvor ked af det du er? Nogle gange hjælper det jo at snakke sammen.

Måske kan du snakke med din mor om det. Uden at snakke om grunden til bruddet, men bare snakke om, at du savner ham.

Jeg slutter mit svar af med en henvisning til børnenes skilsmissetelefon, hvor man kan få råd og hjælp om forældres brud. Jeg ved godt, at det ikke er dine biologiske forældre og at der ikke er tale om skilsmisse, men de tab og den sorg du har lige nu, er jo den samme.

Du kan selvfølgelig selv bestemme, om det er noget for dig. Det kan også være, at det vil hjælpe at tage et kig på vores temaside om skilsmisser. Den kan du finde her. 

Du er velkommen til at skrive herind igen. Du kan også ringe på 116111, hvor du kan tale anonymt med en rådgiver.

Med venlig hilsen

BørneTelefonen