Kære pige på 13 år, tak for dit brev med titlen "Mit Liv !!!!!!!!!!!"
Du har stillet nogle meget konkrete spørgsmål, som jeg vil forsøge at besvare:
1. Drenge er lige så forskellige som piger, og det er derfor meget forskelligt, hvordan de opfører sig, når de føler sig tiltrukket af en pige. Nogle kan f.eks. virke generte og nogle gange rødme, hvis de er tæt på pigen, andre kan virke pjankede og måske tjatte ud efter pigen, andre kan sende lange blikke efter hende, nogle kan finde på at skrive små sedler til hende (eller få en anden dreng til at skrive sedler elle spørge pigen, om hun vil komme sammen med "ham den anden").
2. Hvis en dreng har lyst til sex, kan han måske kærtegne eller prøve at kysse pigen eller holde i hånd - og så kan man som regel mærke, om man er glad for hinanden og har lyst til at kramme.
3 og 4. Der kan godt være blodklumper i menstruationsblodet, men hvis det er noget, du oplever meget, så jeg vil råde dig til at snakke med din mor om det. Og hvis det ikke kan lade sig gøre, så snakke med skolesundhedsplejersken om det. Og du kan også snakke med hende om, at du er utilfreds med dine lår og din mave. Ud fra din alder, højde og vægt, vil jeg bedømme dig som normalvægtig, men da du ikke er helt tilfreds med fedtfordelingen, kunne du snakke med sundhedsplejersken om, hvad du kan stille op med det, evt. om der er nogle sports- eller motionsaktiviteter, du kunne tage op?
5. Det er ikke rart, når ens forældre skændes, især ikke, hvis man ikke ved, hvad de skændes om. Det er ikke sikkert, at dine forældre ved, hvor meget deres skænderier går dig på, så det bedste, du kan gøre, er måske at fortælle dem, at du bliver ked af det og bange, når de skændes. Vil du kunne det?
Du er altid velkommen til at skrive igen, eller måske vil det være rart for dig at ringe til BørneTelefonen på 116 111, hvor du kan uddybe nogle af dine tanker lidt mere. Du kan være helt anonym, og det er gratis at ringe.
De bedste hilsener
BørneBrevkassen