Kære pige på 14 år
Tak for dit brev! I mit svar vil jeg forsøge at hjælpe dig lidt videre.
Jeg kan sagtens forstå, at du ikke føler dig motiveret til at træne og deltage i konkurrencer, når din mor har talt til dig, som hun har.
Det er virkelig ikke i orden, at din mor ikke taler pænt til dig og vil kontrollere din vægt på den måde. Jeg kan forestille mig, at det er en hård verden (elitesportsverdenen) med regler for vægt, alder osv., men det skal stadig være noget DU føler for. Ellers kommer der ikke noget godt ud af det.
På mig lyder det som om, at karantænen har været en pause for din krop – hvor du har fået din (første) menstruation, og de helt almindelige strækmærker på lår og numse (som rigtig mange teenagepiger får i din alder). En passende vægt handler om mange ting – f.eks. hvordan den føles for dig, og om kroppen kan det, den skal kunne.
Du skriver også, at du ikke har et særlig godt forhold til din mor – og at det er hårdt hele tiden at være klæbet op af sin mor. Og det forstår jeg godt. Det er vigtigt at du taler med din mor om, hvad du har brug for. Måske kunne lidt alenetid være en god idé.
Kunne du mon tale med hende om det? Det er vigtigt at hun ved, hvor meget det har påvirket dig. Både at være meget sammen med hende men også de ting hun har sagt til dig.
Det kan være svært at opretholde motivation og selvtillid, når man bliver modarbejdet udefra af andre. Selvtilliden kan blive meget negativt påvirket, når man som du oplever massiv kritik. Og når du ovenikøbet ikke føler, at du kan leve op til det, så dukker følelser, om at man ikke er god nok, op. Derfor er det vigtigt, at det får en ende hurtigst muligt. Du er lige som du skal være.
Hvis du har lyst, kan du også vise din mor dit og mit brev. Måske har din mor overhovedet ikke skænket det en tanke, at du bliver ked af det, når hun taler grimt til dig om din vægt og dit udseende.
Så måske er det lige det der skal til? – det at du fortæller hende, hvordan du har det med det.
Din mor mener det måske ikke ondt, når hun siger de ting, hun gør, men hun ved måske heller ikke, at du bliver ked af det. Det kan være hun gør det fordi hun tænker at sporten er din store drøm, og fordi hun ved at der stilles høje krav til vægt i den sport du dyrker. Så hun tror måske hun hjælper dig.
Det er selvfølgelig ikke en undskyldning, for hun skal stadig tage sig af dig og sørge for, at du har det godt – det er hendes (og din fars) ansvar som forælder.
Derfor synes jeg, at du skal sige til din mor, at du bliver ked af det, når hun kalder dig tyk. Det kan jeg godt forstå, at du ikke synes er rart.
Jeg tænker, at du må gøre dig nogle tanker om, om du vil fortsætte med sporten – for hvis du vil det, ville det være en god idé, hvis du og din mor fik lavet nogle aftaler om, hvordan det skal foregå, så du også kan være i det. Fx lidt mere alenetræning, ingen øgenavne, du skal have lyst, osv.
Coronaen har været en helt anderledes tid – og det har måske gjort det ekstra svært, fordi I har været så meget sammen, men derfor er det bare endnu vigtigere end nogensinde før, at få sat nogle grænser for din mor, så hun forstår, at hun ikke bare kan sige alt muligt til dig og gøre dig ked af det. I mister begge to noget på den måde.
Du din motivation, og hun muligheden for at være så meget sammen med dig og se dig udvikle dig til en stadig mere dygtig sportskvinde – det tror jeg ikke, at hun er interesseret i!
Jeg håber inderligt, at du kunne bruge mit svar, og jeg krydser alt, hvad jeg har for, at din mor vil indse, at hun sårer dig – hun skal gøre alt, hvad hun kan for at bygge dig op og ikke bryde dig ned. Og det håber
Ring eller skriv endelig til os igen, hvis du har brug for at tale mere om det.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
