Min historie

Det startede omkring 6 klasse. Det var også der omkring jeg første gang indså at min mor havde et stort alkoholforbrug. Der hun første gang slog mig. Ikke i ædru tilstand.

Jeg indså første gang at problemet var der, da jeg i 6 klasse havde en veninde på besøg for første gang. Min mor væltede rundt. Lå inde i sofaen og så en film med min veninde. Jeg sagde bare at hun var træt. Den løgn har jeg har jeg brugt alt for mange gange. Jeg har brugt den for mange gange overfor, for mange forskellige mennesker. At skulle lyve overfor dem hver eneste gang de giver min mor blikket og efter kigger spørgende på mig. Dengang havde jeg et nogenlunde forhold til min far.

Jeg fik det værre og værre og i 7 klasse begyndte jeg på selvskade. Det startede ud med at jeg bare sad og nev mig selv i timerne, med armen under bordet, bankede hovedet ind i væggen, lod være med at spise. Det udviklede sig og jeg begyndte at brænde mig selv, med en lighter. Jeg begyndte at skære i mig selv. Med barberblade, med sakse. Med alt hvad der kunne skære.

Jeg startede så med at gå med sådan nogle rigtig store trøjer, for at dække mine sår. Straks begyndte folk at snakke om hvor “dårlig stil” hende den lille pige fra 7.A havde. Nogle af drengene inde fra de andre klasser begyndte at skubbe til én når man kom gående på gangen og spurgte hånligt om jeg havde været i farfars klædeskab. De ord sårede meget. For det første fordi min farfar og farmor døde flere år inden jeg blev født. Også fordi det jo ikke var fordi jeg havde lyst til at gå i de der trøjer. Det var ligesom bare muligheden for at skjule de mange sår op ad armene.

8 klasse begyndte jeg at få det bedre i skolen. Til gengæld blev det værre derhjemme. I skolen gik det bedre, jeg fik gode karakterer. Jeg stoppede med ekstra hjælp i matematik. Jeg følte mig ikke så dum længere. Min mormor og morfar døde for nogle år siden og lige siden har min mor drukket meget. Især det her år var slemt. Jeg begyndte at skære andre steder end armene. Benene, hoften, maven. Jeg skulle have den psykiske smerte ud til noget fysisk smerte, som jeg kunne håndtere.

Min far begyndte at arbejde mere og mere og var aldrig hjemme. Når han så var hjemme tog han ud og spillede fodbold. Mine forældre begyndte snart at snakke meget med andre børn om hvor fantastisk jeg var i skolen. De blærede sig med mig. Jeg følte mig som deres lille trofæ og var bange for at skuffe dem hvis jeg kom hjem med en dårlig karakter. Hver eneste gang jeg har prøvet at snakke med mine forældre om hvordan jeg har det, har de haft travlt, sagt det snakker vi om senere, jeg skal på arbejde har ikke til det pjat nu.
 
I skolen blev det værre. Min bedste veninde gennem hele livet holdte langsomt op med at snakke med mig. Vi var aldrig sammen. Hun var nemlig sammen med en anden pige. Stadig idag sårer det mig at se de to sammen, men slet ikke så meget som det har gjort.

Jeg mødte en dreng på facebook. Han var et år yngre end mig, men virkede så sød og oprigtig. Vi aftaltes og mødes og vi hyggede os og var ude at spise og i biografen. Lige indtil vi kom hjem til ham og skulle sove. Han startede med at ligge sig oven på mig og holde fast i mig. Jeg vil ikke fortælle mere om det. Men han var ved at voldtage mig. Jeg bad ham flere gange om at stoppe med det. Han stoppede til sidst. Næste morgen vågnede jeg ved han igen prøvede jeg kæmpede mig ud af hans greb og løb ud på vejen. Jeg blev ved med at løbe indtil jeg var langt væk.

Det er et år siden nu. Der sad jeg klokken 6 om morgenen udenfor i december. Jeg ringede til min og han ville komme og hente mig om et par timer. Han skulle nemlig til møde hvilket var vigtigere. Der sad jeg i flere timer og frøs.

Jeg fortalte ikke nogen om det. Indtil jeg mødte endnu en dreng. Først ville jeg på ingen måde åbne mig op for ham. Jeg fandt ud af at han var noget helt specielt og inden vi mødtes kendte han næsten hele min historie. Han stoppede mine selvmordstanker. Han stoppede min selvskade. Der gik flere måneder før vi kunne mødes. Den 21 maj gjorde vi endelig! Han var perfekt og vi blev kærester meget hurtigt. Vi har været sammen i 7 måneder nu.

Nu er mit problem at lige så snart jeg er ked af det, trækker jeg ham med ned. Han har selv så meget overskud, men det tager jeg. Jeg har to gange lavet selvskade mens vi har kommet sammen. Det er skide hårdt for ham, det er faktisk den eneste grund til jeg henvender mig til jer. Jeg er bange for at miste ham. For det gør jeg hvis jeg ikke snart får det bedre. Igår var jeg ved at slå op med ham. Bare for at han skulle blive glad og have det godt. Han er den eneste der betyder så meget og har betydet så meget. Han er mit støtteben og hjælper mig altid! Jeg vil bare have at han er glad. Jeg er konstant bange for at miste ham. For jeg ved at hvis jeg gør. Giver jeg op. Tager den lette vej. Selvmord. Jeg vil ikke igennem det samme helvede jeg var i før jeg mødte ham.

Jeg går nu i niende klasse. Min mor drikker stadig. Min far arbejder lige så meget. Jeg har noglegange mareridt om den nat og morgen hvor jeg var ved at blive voldtaget. Jeg har stadig lysten til at brænde eller skære hvis jeg er nede. Det kan sagtens være en masse små ting der gør udslaget. Eller en stor. Jeg ved bare at jeg vil have det bedre og ikke svigte min kæreste. Hjælp mig? Hvad skal jeg gøre?