Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min bedste veninde’s forældre!

Hej Brevkasse.

Jeg har skrevet til jer for noget tid siden, men fik så afvide at mit brev ikke var gået igennem, så jeg prøver da bare igen.

Nu er det nok 2 uger siden eller sådan noget, der var jeg i tivoli med min kusine. Jeg så min bedste venindes far, men til min store overraskelse var han hverken sammen med min veninde eller hans kone! han var sammen med en anden dame som han ligepludselig stod og delte sin mundsaft med.

Siden da har jeg ikke kunne se min veninde i øjnene. Jeg er så splittet, for jeg ved ikke om jeg skal fortælle hende det eller lade vær?

også for hendes mor’s skyld.

mest af alt har jeg mest lyst til at sige det til hende, men samtiddig er der noget som trækker mig tilbage for hvad nu hvis hun ikke tror mig og bliver sur over at jeg kan sige sådan noget?

og på den anden side ville hun jo sikkert være synderknust over at jeg ikke havde sagt det.

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre, og jeg vil ikke miste vores venskab da vi har været veninder i 11 år

Mvh. S

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære S,

Tak for dit brev. Det er godt, at du har skrevet en gang mere, så du denne gang kan få et svar, du måske kan bruge. Jeg kan godt forstå, at det er svært at se din veninde i øjnene, som du skriver.

Først vil jeg sige til dig, at din veninde er heldig at have en omsorgsfuld veninde som dig. Du har et flot mod til at bede om råd til, hvad du skal gøre. Det mod får du brug for til at komme videre, så du og din veninde kan være sammen igen uden, at du behøver at være usikker på om, du skal fortælle, hvad du har set eller ej.

Det er rigtig svært at have den viden, som du har om din venindes far uden at dele den med nogen. Du har ret i, at det kan være svært at være med din veninde, når du ved hvad der er sket. Du opfører dig måske lidt anderledes, er måske mere indelukket, og hun vil måske kunne mærke det og spørge ind til det? Omvendt kan hun også blive ked af at høre, hvad du ved om hendes far. Jeg tror, det er vigtigt, at du er ærlig over for dig selv og din veninde, for det er det, man kommer længst med, selvom det kan være hårdt.

Måske kan det være en ide at dele det med en voksen, inden du beslutter hvad du gør. Jeg tænker du måske kan tale med din mor om det og høre, hvad hun vil råde dig til, eller måske har du en anden voksen som du er tryg ved? Det er i hvert fald en svær viden at gå med alene og jeg håber du vil tage fat i en voksen, så I sammen kan lægge en plan for hvordan du kan få det sagt og hvis du vælger ikke at sige det til din veninde, så har du i hvert fald fået det ud og drøftet det med en voksen, som kan støtte dig i forhold til de tanker og følelser du går med. Mon det giver mening for dig? Måske kan du også få den voksne du taler med, til at hjælpe dig med at få det sagt, så du ikke føler det hænger på dig. Måske den voksne kan tale med din venindes forældre? Det er vigtigt at huske på, at det ikke er dig, der har gjort noget forkert, men din venindes far. Hvis du/I vælger at fortælle det, kan du måske fortælle din veninde, at det er, fordi du vil være ærlig og vil passe på jeres venskab. 

Måske kan det hjælpe dig at ringe til BørneTelefonen på 116 111, hvor der sidder voksne, som kan spørge lidt ind til dig og din veninde og ruste dig med råd til at tage snakken med din veninde eller måske lade være. Jeg håber, du kan finde mod til at komme videre, så dig og din veninde kan forsætte jeres venskab uden de voksnes forstyrrelser.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat