Brev

Methodological Solipsisme?

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 14-årige dreng

Selvom du kan blive lidt i tvivl, om vi kan hjælpe med dit problem, så er det godt, du skriver. Dit brev giver helt sikkert mening, og jeg vil gerne fortælle dig, hvad jeg tænker om det og forsøge at hjælpe dig videre.

Jeg ved slet ikke så meget om ”Methodological Solipsisme”, men jeg forstår det sådan, at det handler om, at alt omkring os ikke er virkeligt eller sandt. At du kun findes, og omverdenen er uvirkelig.

Måske du har set filmen The Matrix? Jeg tænker, det kan sammenlignes lidt med, at individet her er placeret i et kar og derigennem oplever et konstrueret liv – men i ”virkeligheden” lever de slet ikke. De ligger bare i et kar.

Jeg tror faktisk, at mange mennesker i perioder kan begynde at stille spørgsmål til livet og den virkelighed, vi befinder os i. Jeg kan sagtens forstå, du tænker disse tanker.

Dagen for et par år siden lyder som lidt af et nulpunkt for dig. Forstået på den måde at du begyndte at opfatte din virkelighed anderledes, end hvad du hidtil havde gjort. Jeg tænker, det må have været en ret vild oplevelse.

Du gør dig nogle spændende, filosofiske tanker i den forbindelse og har selv fundet frem til, at du lige nu har svært ved at tro på virkeligheden.

Egentlig giver det god mening, at du kan tænke på den måde, for vi kender alle kun til vores egne oplevelser. Vi kan stole på, at det, de andre siger, er rigtigt. Vi kan måske mærke, om andre mennesker vil os det bedste, eller om nogen ikke opfører sig godt overfor os. Men vi kan ikke læse hinandens tanker. Det er et vilkår for os alle.

En del filosoffer synes, at teorien om solipsisme er spændende. Men de fleste filosoffer mener også, at vores sprog er med til at modbevise, at der kun findes ét jeg. Når vi snakker sammen, så møder vi hinanden. Vi kan fortælle om vores følelser, og vi kan dele vores inderste tanker med hinanden.

Vi er alle dele af fællesskaber, og det kan derfor være super svært at være solipsist. Fordi vi skal tage stilling til disse fællesskaber. Fx så er alle familier, store som små, skilte som uskilte, et fællesskab. Arbejdspladser, skoler, lande osv. er fællesskaber.

Vi bliver på en måde nødt til at være en del af fællesskaberne. At være en del af et fællesskab kan også være trygt og rart. Derfor tænker jeg også, at det vil være rarest, hvis vi troede på, at de andre i fællesskabet rent faktisk fandtes. Kan du mon følge mig?

På samme tid kan jeg godt forstå, du har det som om, at virkeligheden ikke rigtig er, hvad den giver sig ud for at være. Sådan ved jeg, vi kan få det, når livet har været omskifteligt og svært.

Det lyder som om, du har været en del igennem i din barndom. Mange skift og fællesskaber som var utrygge og usunde.

Når man flytter meget og skifter skole, så kan man sagtens få en fornemmelse af ikke rigtig at høre til. De mange skift kan gøre, at vi ikke oplever gode fællesskaber og måske også bliver lidt mistroiske i forhold til fællesskaber.

Sådan ved jeg, at mange børn kan have det, når de voksne bestemmer, at der skal flyttes meget.

Jeg ved også fra andre børn og unge, at de kan få lyst til at fjerne sig fra livet og virkeligheden, når de bliver mobbet. Det er nemlig rigtig svært at være i mobning over en længere periode.

Ved mobning finder vi tit overlevelsesstrategier for at klare hverdagen. En overlevelsesstrategi kan være at ”dykke ned i sig selv” og stoppe med at tro på, at der findes gode fællesskaber.

Sådan ved jeg ikke, om du kan have det. Men hvis du har det sådan, så forstår jeg det godt. Jeg kan sikkert ikke overbevise dig, når jeg siger, at jeg ved, der findes gode fællesskaber og klasser, hvor der ikke foregår mobning. Men det ved jeg, at der gør.

Det er nemlig et problem i fællesskabet, som kan løses, hvis fællesskabet får hjælp. Det er aldrig den enkeltes skyld, at der findes mobning – og det er ikke din skyld, at du har været udsat for mobning.

Det er altid dine læreres ansvar at stoppe mobning. Det lyder som om, at dine lærere har haft svært ved det. Det er rigtig ærgerligt og slet ikke okay.

Når vi oplever mobning, kan vi tro, det er vores egen skyld og få lyst til at give op. Men det er aldrig din skyld, og du skal have hjælp til at få det godt.

Måske du allerede har prøvet at snakke med din lærer mange gange? Nogle gange kan det hjælpe at snakke med nogen på din egen alder. Der er noget, som hedder Elevtelefonen. Her sidder unge på din alder, som gerne vil lytte til dine oplevelser og hjælpe dig videre.

For kan din lærer ikke stoppe mobningen, så er det skolen, der skal hjælpe. Ellers kan du faktisk klage til Ombudsmandens Børnekontor. Det kan være et stort skridt, men vi vil gerne støtte dig i det. Du kan altid ringe til os på 116111, hvis du gerne vil have hjælp til at klage. Elevtelefonen kan også hjælpe dig med det.

Det kan være, du selv har tænkt over det dilemma, der er i solipsisme; det er vanskeligt for mig at overbevise dig om en virkelighed, som jeg er en del af…

Alligevel vil jeg gerne fortælle dig, at jeg tror, vi skaber vores virkelighed med de mennesker, vi er sammen med. Og jeg bliver bekymret, når du fortæller mig, hvor skidt du har det lige nu. Mon der er nogen, der ved, du har det skidt?

Du er begyndt at få panikanfald og er måske ved at blive ret presset af tankerne, fordi de er kommet til at fylde det hele ud.

Du døjer lige nu både med troen på virkeligheden men også udfordringer som depression, angst og mild autisme. Jeg tænker, det alt sammen er noget, der ville være godt at snakke om og få hjælp til. Depression og angst er nemlig ikke noget, vi skal eller kan klare selv.

Mon du allerede får hjælp til at håndtere noget af det?

Nu ved jeg ikke helt, hvem og hvor du har fået fortalt, at du har depression og angst. I hvert fald så kan din læge hjælpe dig videre.
Din læge kan nemlig henvise dig til en psykolog. Psykologer kan være ret gode at diskutere filosofiske emner med. De kan også hjælpe dig med de angstanfald, som du kæmper med.

Har du ikke en psykolog lige nu, så tænker jeg, det kunne være en god idé at ringe til din læge. Nummeret står på dit gule sygesikringsbevis, og du kan selv tage derop.

Tit er det dog en god idé, hvis én af ens forældre tager med. Mon du kunne sige til din mor eller far, at du gerne lige vil til lægen?

Du kan måske starte med at sige: ”Mor/far, jeg har de her panikanfald. Jeg vil gerne lige op til lægen os snakke om dem. Jeg kunne godt tænke mig at tale med en psykolog nemlig.”

Hvordan tror du, det ville være for dig at sige?

Det skal jo siges, at det er helt okay, du tror på solipsismen. Men jeg ved også, at vi tit får bedre styr på tankerne, hvis vi snakker ærligt med nogen om det.

Jeg vil også gerne vise dig denne: Det Mentale Motionscenter

Når du føler, at panik eller angst er ved at overtage i kroppen, så kan du finde gode øvelser herinde. Øvelser som puster angsten ud af kroppen, afleder den og giver dig ro indeni.

Jeg håber, du får talt med dine forældre og din læge. Du er så god til at fortælle mig, hvad du føler og tænker. Jeg tror på dig og sender dig alt det bedste.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat