Brev

Lidt af hvert.. Ensomhed, angst

Hej bb, jeg er en pige på 13 ½ år som har det ret skidt..
Jeg ved ikke hvordan jeg skal få det forklaret, men vil bare ud med det! Det hele startede i de meget små klasser.. Jeg var meget tyk og grim, og jeg troede at folk gad mig, og jeg var ligeglad med hvad folk syntes om mig og sådan noget. I 4-5 klasse begyndte ensomheden at snige sig ind på mig, og jeg blev mere og mere indelukket..

I 5 skiftede jeg hvordan jeg så ud, tabte mig en del (stadig overvægtig), og prøvede at tale med folk, men folk ignorerede mig bare. Jeg havde én god veninde i den klasse, men hun var ikke så rar nogengange, og hun kunne finde på at slå og sådan hvis hun ikke fik sin vilje..

Jeg kom i 7, og det var der hvor jeg rigtigt fik nedtur. Havde det også i det sidste af 6 klasse, men turde ikke fortælle min mor og far det. Så her da vi startede i 7, brød hele verdenen bare ned for mig. Jeg følte mig intet værd, havde ingen venner (bortset fra nogen net-venner, og én af dem havde jeg mødt i virkeligheden én gang i sommerferien fra 6 til 7) nå, men i 7 klasse brød alt sammen, og mor og far skældte mig ud, da jeg ikke turde tage i skole, og bare blev hjemme og græd.

I den periode græd jeg næsten hver dag, mest om aftenen. Mor og far fik mig sendt til lægen, som sendte mig videre til en psykolog for at det kunne “hjælpe” mod min angst. Men det hjalp ikke en skid, selvom jeg gik der i over et halvt år. På det tidspunkt var jeg allermest nede, og havde ikke været i skole i 3 måneder. Min angst var rigtig slem der, og mor ville prøve at få mig indlagt på hospitalet, men de bedømte mig ikke som “syg nok” selvom jeg følte mig helt tom indeni, og havde en frygtelig (social)-angst.

Men heldigvis havde jeg min bedsteven og min meget gode veninde at skrive med, og de fik mig til at føle det meget bedre. De havde også spurgt mig om jeg ikke ville komme og besøge dem (de bor helt henne i den anden ende af landet) men pågrund af min angst, var jeg alt for bange for at de ville tænkte alt muligt ondt om mig, ligesom dem fra min klasse, så jeg tog ikke derhen..

En meget lille smule efter nytår, var min far og mor i et meget stort skænderi (de havde skændtes hver dag i et år der), og mor og far ville skilles, så far flyttede ud til hende han var utro med (men det vidste mor ikke noget om, endnu) den aften sov jeg næsten ikke, og jeg græd øjnene ud ligesom jeg havde gjort mange nætter før det. Jeg nægtede at starte på nogen skole nogensinde igen, men et par dage efter havde jeg det fint nok med at de var skilt, og mor fandt også ud af at far havde været utro.

Mig og min lillesøster skal hver anden weekend hen til far. Den første weekend gik meget godt, men den anden weekend var hans nye kæreste der, og hende kunne jeg slet ikke tage, så jeg cuttede forbindelsen til min far. Lige efter juleferien startede jeg på en ny skole, og jeg ville begynde på en frisk (her er jeg ikke overvægtig mere), men lige som jeg kom ind i klassen tog min angst over, og jeg sad bare og rystede og kunne ikke få ord ud af min mund.
 
Der var ingen der sagde noget til mig, og jeg fik det dårligt, og da mor kom og hentede mig havde jeg sagt at de ikke gad tale med mig, men hun sagde at det bare var pjat. Næste dag gik det ligesådan. Dagen efter igen, begyndte jeg at græde i bilen, fordi jeg ikke ville ind på skolen, og min skolelærer (som tidligere har været psykolog) havde sagt til mor at jeg skulle have nogen piller, og at det bare skulle være nu, for han havde bedømt efter min opførsel at jeg led alvorligt af akut-angst/social-angst.

Vi tog til lægen, jeg fik nogen piller, og jeg tog fri resten af ugen. Jeg havde også fået lov til at sidde i et rum vi har til en handicappet pige der går i min klasse, som nogengange så er i rummet. Der fik jeg så lov til at sidde, uden at jeg skulle være bange for at folk dømte mig.
 
Der kom der så en pige ind (lad os kalde hende S) som var meget sød, og jeg knyttede mig hurtigt til hende og en dreng og en pige (M og E) som jeg så blev venner med. Men de begyndte at ignorere mig til tider, og tilsidst kom de ikke og sagde hej til mig mere, kun få gange.

Nogengange er S en sød, dejlig pige (dog hører hun ikke efter hvad jeg siger), men bedre end ingenting? og nogengange, når jeg kommer og vil kramme hende godmorgen, kigger hun bare på mig som om jeg er syg.. Det var før sommerferien. Jeg var meget ensom. Min bedsteven havde fødselsdag. Jeg havde aldrig mødt ham i virkeligheden, men jeg har kendt ham i snart over 1 ½ år, så jeg stoler på ham.

Han inviterede mig så til at komme til hans fødseldag, og at jeg kunne overnatte hos ham hele weekenden. Der tog jeg så hen, og det var så sjovt at være sammen med ham og min gode ven(inde) (for de kender hinanden), jeg følte mig overlykkelig og glad, og havde det som om jeg var i et fællesskab, og bare kunne være mig selv. Angsten styrede mig næsten ikke, og jeg kunne bare være mig selv, og råbe og skrige så meget jeg havde lyst til (vi råber meget og har det sjovt mig og ham, sammen med vores gode ven(inde)xD) fik så mange kram! og vi holdte allesammen bare i hånd, og jeg elsker dem så højt!

At møde dem var helt sy-reallistisk, men dejligt, og det bedste jeg nogensinde har oplevet. Det blev sommerferie, og jeg kedede mig og var stadig ensom, men jeg tog hen til min bedsteven, og overnattede der nu i en uge, vi var meget sammen med vores gode ven, og det var den bedste uge i mit liv.

Men når jeg kom hjem fra dem, fik jeg en tomhedsfølelse, og savner dem vildt meget, ligesom da jeg kom hjem sidste gang fra dem. De bor helt i den anden ende af landet, og pågrund af min angst kan jeg ikke tage busser, tog eller noget alene. Min mor har ikke tid, og min far (som jeg igen havde kontakt til) havde heller ikke så meget tid, + at det koster mange penge..

I dag startede jeg så i skole igen, og S var meget sød, men tilsidst ignorerede mig, og brugte mig som en lille dukke. Jeg har virkeligt ikke lyst til at tage i skole imorgen, og det hjælper ikke på humøret, at min søde lille killing, som jeg lige har fået, som jeg var så glad for og elskede, løb væk da jeg var i skole, selvom mor havde lovet at passe ham for mig.. Jeg er så ensom, og føler mig helt forkert, klam, og provokerende..

Har også et problem med at når min bedsteven snakker om andre, får jeg den tanke at fordi jeg er så dum, kunne det være at han hellere ville være bedstevenner med dem, selvom han har sagt og forklaret at det ikke er sandt, og at jeg er hans bedsteven, så har jeg stadig den tvivl i mig, ligesom en forsvarsmekanisme kan man kalde det måske?.. Det samme problem har jeg med min gode ven(inde), og min gode ven, og min bedsteven går i klasse sammen, så de kender hinanden, og de hjælper med at få ting på plads for mig, når jeg tror den ene hellere vil være venner med en anden end mig, eller droppe mig.
 
Jeg er så usikker på mig selv, og bliver rigtigt let jaloux? Hvad skal jeg gøre.. Har det virkeligt ikke godt.. Undskyld det blev et så langt brev, og kludret i det, men jeg måtte bare have det ud, til nogen som ikke bliver sure på mig for at sige mine tanker ligeud..

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år. Tak for dit grundige brev. Det glæder mig, at du stoler på, at jeg ikke bliver sur på dig for at sige dine tanker lige ud. Tvært imod bliver jeg glad for, at du kan udtrykke dine tanker på den måde, for selv om det ikke ændrer på din situation, kan det være en lettelse bare at få det skrevet ned, så tankerne kommer ud af hovedet. Hvis du ikke skriver dagbog, vil jeg anbefale dig at gøre det. En dagbog kan godt blive en form for en ven, som du betror dig til, når du føler dig ensom. Du har kæmpet med mange svære ting gennem din opvækst og gør det stadigvæk. Når du fortæller om din angst, tænker jeg, at du nok stadig har brug for noget hjælp. Måske skulle du og din mor igen gå til lægen og snakke med ham/hende. Selv om det tidligere ikke hjalp, at du gik til psykolog, kan det være, at samtaler med en anden psykolog kunne hjælpe dig. Måske kan I finde en psykolog, som lige passer til dig. Måske kunne du også have glæde af at kigge på www.tabu.dk ? Her kan du læse om andre unge, der er i samme situation, som dig, og du kan læse om, hvordan man bedst får hjælp. Det glæder mig, at du har oplevet at være en del af et fællesskab sammen med din ven og venninde, og jeg tænker, at selvfølgelig kommer der et savn, når du ikke har mulighed for at se dem. Men oplevelsen har du indeni, og du ved, at måske kan I ses igen på et tidspunkt. I mellemtiden lyder det til, at de begge er rigtig gode til at hjælpe dig med, at din fantasi og dine bange følelser ikke løber af med dig. Det er sådan noget, der kan være med til, at du kommer til at tro lidt mere på dig selv. Kærlig hilsen fra BørneBrevkassen

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat