Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Knude

Hvis der er noget jeg hader, så er det at græde. Ikke det med at græde og lade tårende trille ned af mine kinder, det er jo en forløsing af føelser, men det er det med at græde overfor andre, de ka jo alligevel ikke gøre noget og de bliver jo bare selv kede af det. Det føles bare ligegyldigt og ude begrundelse, opmærksomhedskrævede.

Men hvis ma går med det i sig selv og er hård og størk, er der ingen problemer, åbenbart. Jeg ved godt man ikke kan se der er et problem og det er okay, men hvis ma siger at det er der så hjælper de heller ikke, de står bare og ved ikke hvad de skal gører, de spørg ikke engang om der er noget de kan gører eller hjælpe med.

Det eneste man ønsker er jo bare et par ører, et åbent sindt og et kram, men det får ma aldrig. Nej nu må jeg tag ansvar, jeg er alene, jeg er bage for at åbne op, JEG HADER AT GRÆDE FORAN ANDRE. Folke tag sig kun af det, hvis man græder, hysterisk. Det gir opmærksomhed, det er ynkeligt og ubegrundeligt, det er bare at gi’ op og gi’ efter for trange efter kærlighed, opmærksomhed, medføelse, forståelse og dog, man får jo ikke noget ud af det i længen og det er det jeg har brug for, ikke det ligegyldigt, men det den lægere varede hjælp, ikke bare, “Nååå, hvor er det synd for dig” og “det skal nok gå”, det skal det nok, hvis du bliver ved med at prøve at hjælpe og hvis du forsøger at gøre oget ved problemerne.

Jeg har skrevet til jer før, om at være bange og fortælle folk om mine problemmer, jeg har ikke tænk mig at begynde at fortælle, hvor svært det er, for det ved i og jeg vil ikke fortælle, hvor lavt mit selvvær og selvtillid er, men min kæreste spørg om han ikke ok må få at vide hvad der plager mig, me det er bare så fucking hård.

Min fortid er lort, jeg kan ikke huske meget af den, det virker bare som et maridt eller ren fantasi, men arende og de sammegroede knogler fortæller andet og ved jeg ikke hvordan jeg skal fortælle ham det. Jeg er mobbet. Jeg er blevet slået af mine klassekamerater, voltaget af de store, en ignoreret af lærende.

Det er meget mere, men det her brev skal jo heller ikke fulde 8 sider, men hvordan skal jeg dog sige det til ham. Jeg vil ikke ha’ at det skal være som en byrte for ham og det er jo ikke rigtig noget der er interesant for ham. Men jeg kan ikke lyve overfor de blå øjne, som er så bekrymret på mig, når jeg ikke kan græde ved hans skulder om natten når jeg vågne med et skrig, badet i sved, efter et maridt og må efterlade ham og gå en lang tur, og når jeg kommer tilbage har han lavet te og sidder klar til mig.

På forhånd tak for hjælpen

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du Tak for dit brev. Hvor er det godt, at du forsøger at skrive igen, for det lyder som om det er rigtigt svært at være dig. Det kan både føles grænseoverskridende at fortælle andre om sine problemer, men det kan også være ualmindelig hårdt at gå med en masse tanker, der gør ondt uden at fortælle nogen om det...
Det lyder som om, at du føler, at det hele er gået lidt i hårdknude, og du måske har følelsen er at have en knude i maven, der ikke vil løsne sig... Er det rigtigt?

Du skriver, at du føler, at du har en oplevelse af, at det er nødvendigt at græde voldsomt for, at andre forstår alvoren, og at det ellers virker ligegyldigt. Er det mon, fordi du har prøvet at lade tårene trille over for en veninde, der så ikke hjalp dig? Eller har du måske set andre græde, uden nogen tog dem alvorligt?

Indimellem kan det være svært for andre at forstå, hvis de ikke har oplevet det samme og haft lignende følelser. Og derfor er det måske også svært at relatere til, hvor ondt det gør at have været udsat for nogle voldsomme ting... 
Du skriver også, at du føler, at lærerne ignorerer dig? Har du mon forsøgt at snakke med din lærer og gjort opmærksom på, hvad du har været udsat for? Sommetider har lærere travlt og ser måske ikke alvoren i elevernes øjne... Kunne du prøve at bede din lærer om en samtale på et tidspunkt, hvor han/hun har tid - måske efter skoletid? 
Måske kan det føles som om, at det er stærkt at klare problemerne selv, men jeg tænker, at der findes situationer i livet, hvor det er en god idé at bede om hjælp, fordi det er svært at hjælpe sig selv... Hvad tænker du? 
Du fortæller, at du har en kæreste, der er bekymret og som spørger, hvad der er galt... Jeg tænker, at han spørger, fordi han kan mærke, at du har det svært og at der er noget, du ikke fortæller ham... Han holder garanteret rigtig meget af dig og synes, det er svært at se dig trist. Er det mon rigtigt? Jeg tænker også, at han hellere vil have, at du deler dine tanker og følelser med ham, så han har mulighed for at kramme dig, lytte til dig og måske tilbyde det åbne sind, som du ønsker dig..?
 
Hvis du synes, det er svært at forklare ham, hvordan du har det, kunne det måske være en mulighed at skrive et brev til ham, hvori du forklarer, hvad der er sket, og hvad du er ked af... En gang imellem kan det være nemmere at forklare ting i et brev først og så snakke om det bagefter... Hvad tænker du? Måske kunne din kæreste hjælpe dig med at finde en voksen, som du har mod på at betro dig til. Ville du have lyst til det?
Du skriver, at du er blevet voldtaget af de store... Det er ulovligt og bør jo i pricippet anmeldes til politiet. Har du nogensinde fortalt det til nogen, før du skrev her til BørneBrevkassen? Ellers så tror jeg også, at det kunne være en god ide for dig, at få gjort...
Jeg kan læse, at du har skrevet hertil før, men jeg bliver også nødt til at fortælle dig, at vi er flere, der læser og besvarer breve, så jeg har ikke set det brev, du tidligere har skrevet. Men jeg kan forstå på dig, at du har det rigtig skidt og ønsker dig nogen, der kan hjælpe dig videre. Derfor vil jeg foreslå dig at ringe til BørneTelefonen på tlf. 116 111, hvor jeg ved, der sidder nogle rigtig søde og dygtige rådgivere, som har mulighed for at spørge lidt dybere ind til din historie... Ville det mon give mening for dig? Rådgiveren har også mulighed for at informere dig om, hvilke rettigheder du har ud fra det, du fortæller...
Jeg håber, du kan bruge mine tanker.Kærlig hilsen til dig.
BørneBrevkassen

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat