Knude
Hvis der er noget jeg hader, så er det at græde. Ikke det med at græde og lade tårende trille ned af mine kinder, det er jo en forløsing af føelser, men det er det med at græde overfor andre, de ka jo alligevel ikke gøre noget og de bliver jo bare selv kede af det. Det føles bare ligegyldigt og ude begrundelse, opmærksomhedskrævede.
Men hvis ma går med det i sig selv og er hård og størk, er der ingen problemer, åbenbart. Jeg ved godt man ikke kan se der er et problem og det er okay, men hvis ma siger at det er der så hjælper de heller ikke, de står bare og ved ikke hvad de skal gører, de spørg ikke engang om der er noget de kan gører eller hjælpe med.
Det eneste man ønsker er jo bare et par ører, et åbent sindt og et kram, men det får ma aldrig. Nej nu må jeg tag ansvar, jeg er alene, jeg er bage for at åbne op, JEG HADER AT GRÆDE FORAN ANDRE. Folke tag sig kun af det, hvis man græder, hysterisk. Det gir opmærksomhed, det er ynkeligt og ubegrundeligt, det er bare at gi’ op og gi’ efter for trange efter kærlighed, opmærksomhed, medføelse, forståelse og dog, man får jo ikke noget ud af det i længen og det er det jeg har brug for, ikke det ligegyldigt, men det den lægere varede hjælp, ikke bare, “Nååå, hvor er det synd for dig” og “det skal nok gå”, det skal det nok, hvis du bliver ved med at prøve at hjælpe og hvis du forsøger at gøre oget ved problemerne.
Jeg har skrevet til jer før, om at være bange og fortælle folk om mine problemmer, jeg har ikke tænk mig at begynde at fortælle, hvor svært det er, for det ved i og jeg vil ikke fortælle, hvor lavt mit selvvær og selvtillid er, men min kæreste spørg om han ikke ok må få at vide hvad der plager mig, me det er bare så fucking hård.
Min fortid er lort, jeg kan ikke huske meget af den, det virker bare som et maridt eller ren fantasi, men arende og de sammegroede knogler fortæller andet og ved jeg ikke hvordan jeg skal fortælle ham det. Jeg er mobbet. Jeg er blevet slået af mine klassekamerater, voltaget af de store, en ignoreret af lærende.
Det er meget mere, men det her brev skal jo heller ikke fulde 8 sider, men hvordan skal jeg dog sige det til ham. Jeg vil ikke ha’ at det skal være som en byrte for ham og det er jo ikke rigtig noget der er interesant for ham. Men jeg kan ikke lyve overfor de blå øjne, som er så bekrymret på mig, når jeg ikke kan græde ved hans skulder om natten når jeg vågne med et skrig, badet i sved, efter et maridt og må efterlade ham og gå en lang tur, og når jeg kommer tilbage har han lavet te og sidder klar til mig.
På forhånd tak for hjælpen
Andre der Hjælper
Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.
Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.
