Brev

Klaver…

Hej BørneBrevkassen.

Jeg har gået til klaver i 3 år nu, og de første 2 år var fantastske!

Mine 2 søstre går også til klaver og det koster virkelig meget om måneden, ca. 3000 kr.

Min mor og far har 2 fuldtidsjob og de tjener ikke frem for kassen. Men nu er det snart det 4 år og jeg har mistetet lysten, og jeg skal over 1-2 timer om dagen jeg skal også til træning 3 gange om ugen.
 
Og jeg har virkelig brug får at lege med mine venner, men der er slet ikke tid.

Jeg har spurgt min mor om jeg ikke nok måtte stoppe. Men hun sagde: ”Det er da bare spild af penge og energi det der! Du har knoklet”

Jeg havede prøvet at tale med hende og hun sagde jeg måtte stoppe i 6 eller 7 klasse! Jeg vil bare ikke mere.

Og hvis jeg leger med nogen er det højst 2 timer.

Jeg har brug for nogen der hjælper med mit næste skridt.
 
Kh. L

Pige, 10 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære L.

Tak for dit brev. Du fortæller, at du ikke længere er lige så glad for at gå til klaver som det første år, og at du gerne vil stoppe, så du kan få mere tid til dine venner. Problemet er, at din mor vil ikke lade dig stoppe til klaver før 6. eller 7. klasse. Du skriver, at de første to år til klaver var fantastiske, så jeg bliver nysgerrig på, hvad der gjorde, at det ændrede sig? Nogle gange kan man opleve at miste lysten til noget af den årsag, at det er noget, man føler sig tvunget til. Måske er det også noget, du oplever?

Ud fra det du skriver om, hvad det koster at gå til klaver, lyder det som om, at du gerne vil tage hensyn til dine forældre, og at du ikke synes, de skal betale så meget for noget, som du faktisk ikke synes er sjovt mere. Det er rigtig fint, at du er opmærksom på det, da mange børn og unge kan have svært at forstå, hvor mange penge noget koster, men jeg tænker, at dine forældre har valgt, at du og dine søstres klaverundervisning er noget, de gerne vil bruge penge på, så jeg synes ikke, at det er noget, du skal tage på dine skuldre og bekymre dig om. Dog kan du måske fortælle din mor, at du ved, at det er dyrt at gå til klaver, og at de for din skyld godt kan spare pengene.

Du skriver, at du har brug for hjælp til næste skridt i forhold til dit problem, og jeg tror, at det handler om at finde en måde at få talt med din mor på, så hun forstår, hvad der er vigtigt for dig, nemlig at få noget mere tid til dine venner.

Jeg kan godt forstå, at du har brug for mere tid til at lege med dine venner, og det er flot, at du selv kan sætte ord på, hvad der er vigtigt for dig i din hverdag. Jeg tænker på, om det kan hjælpe på din mors forståelse, hvis hun får forklaret, hvor svært det faktisk er for dig at få tid til at lege med dine venner, med al den klaverundervisning..? Måske kunne det hjælpe at lave et skema over din dag, som den ser ud nu, så hun kan se sort på hvidt, hvor meget af din tid der går til klaver.

Derudover tænker jeg, at det er vigtigt, at du taler med din mor om, hvad der gør, at du ikke længere har lysten. På den måde kan det være at hun (og dig selv) opdager, hvad der skal til for at du eventuelt kan få lysten tilbage på et tidspunkt. Jeg gætter på, at du klarer dig godt til klaver, siden din mor så gerne vil have dig til at fortsætte, så det kan jo være, at du bare skal have en pause fra det og så se, om interessen kommer tilbage..?

Nogle gange kan det være godt at få hjælp fra nogle flere personer, der kender til situationen, så du kunne måske tænke over, hvem der kunne være god at tale med om det, og måske endda én der kan hjælpe dig med at tale med din mor om det? Jeg kan ikke se i dit brev, hvordan du har det med din klaverlærer, men hvis han eller hun er sød og god at tale med, kunne det måske være en mulighed?

Jeg håber, du kan bruge mit svar til at få taget det næste skridt og får talt med din mor om det igen, og jeg håber, at det kan ende med, at du får mere tid til at lege med dine venner.
Hvis du har brug for at snakke lidt mere om det, er du altid velkommen til at skrive igen eller ringe til BørneTelefonen på 116 111.

Held og lykke!
Venlige hilsner fra BørneTelefonen

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat