Kære pige på 12 år
Indimellem kan vores egne tanker sagtens skræmme os selv, og derfor er det godt, du skriver herind. Det vil nemlig være ærgerligt, hvis du skulle gå rundt og føle dig “syg i hovedet”. For det er du bestemt ikke.
Selvom det kan lyde skørt, så er det faktisk helt almindeligt, at der ind imellem opstår tanker, som kan opleves som klamme eller frastødende. Også tanker, der har seksuel karakter. Tanker er ikke virkelighed, men det er en måde at bearbejde alt muligt, der sker i kroppen. I din alder sker der rigtig meget. Måske har du hørt om det, der hedder hormoner? Det er bl.a. hormoner, der er skyld i, at der sker en masse med kroppen og hovedet, når man kommer i puberteten. Hvis du er nysgerrig og gerne vil vide mere om puberteten, kan du læse hos Privatsnak.dk.
I puberteten er det også meget almindeligt, at man begynder at tænke mere og mere på sex. Også selvom man ikke har lyst til at have sex. Det kan fx være, at man drømmer noget eller pludselig tænker på at have sex med et familiemedlem (som du har oplevet). Det kan man sagtens tænke, selvom man ikke har lyst til det. Men bare rolig. Det er altså helt normalt. Virkelighed og fantasi er IKKE det samme. Så fordi du tænker/fantaserer om noget, betyder det ikke, at det nødvendigvis er noget, du vil prøve i virkeligheden.
Du spørger, om det kunne være en ide at snakke med en psykolog eller få noget andet hjælp, fordi du føler dig klam. En psykolog kan hjælpe dig til at forstå dine tanker bedre. Hvis du føler du har brug for det, kan det måske være en ok ide for dig. Men jeg vil gerne understrege endnu en gang, at du ikke er klam, og dine tanker er helt almindelige, selvom det ikke føles sådan lige nu.
Det er så sejt, at du har valgt at fortælle om dine tanker til brevkassen. Det kræver mod, at fortælle om det der føles skamfuldt. Det mod har du vist du har. Jeg håber, du kan bruge mit svar? Hvis du har brug for det, er du altid velkommen til at skrive igen på 116111.
Mange hilsner
BørneTelefonen