Brev

Keep smiling..

OBS! Dette er svar på brev 7067!

Hej.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal for sagt det, men jeg har bare brug for at snakke med nogle om mit liv. Jeg er en pige på 15år. Jeg går i 9.klasse og efter sommerferien tager jeg over og bor hos min farmor, fordi jeg ikke kan klare at være her mere. Alt omkring mig og alt ved mig er falskt & forfærdeligt.

Mine forældre skændes hele tiden og min far har fundet en anden fra Australien. Ja Australien, de har mødtes inde på et klamt program der hedder I…. Mine søskende er meget kede af at mine forældre skændes. Det skal lige siges at når de skændes er det ikke bar ”la la og blar blar” Men hele huset der bliver ødelagt, blå mærker og store sår efter ting der er blevet kasten rundt.

Jeg smiler og siger altid til mine søskende at alting nok skal gå. Men når jeg er alene, kan jeg ikke klare det mere og græder. Mine forældre (især min far) er tit meget voldelige, også tit gange overfor mig eller mine søskende. Men jeg prøver mig bedste på at give mine søskende det bedste. (Jeg har en lille bror og lille søster)

Det er ikke bare mine forældre jeg er ked af. Der er denne pige. Pigen har jeg været meget knyttet til og vi kunne snakke om alt. Jeg har aldrig sagt alt til hende, men når jeg snakkede med hende kom alt naturligt. Hun ville altid lytte og vi kunne også have det sjovt. MEN så for omkring 2 år siden blev vi uvenner. Det var måske lidt min skyld, fordi jeg var lidt jalou på hende. Over at alle mine gamle venner, som jeg viste for hende, kunne bedre lide hende end mig.

Men så efter min mor kom op og skændes med min skoleinspektør, og jeg skulle flytte skole. Pigen snakkede ikke til mig på sidste skole dag, og jeg er stadigvæk knust over det. Jeg husker hvordan jeg prøvede at snakke med hende, men hun virkede så lige glad med mig og kold. Jeg hørte to måneder sener at hun var rykket på et opholdssted, fordi hun havde prøvet at begå selvmord. Det var en svær tid.

Jeg er ikke glad for at sige det lige på nettet, men jeg er jo anonym.. Jeg har også prøvet at begå selv mord.. Men det vil jeg ikke ind på… Jeg skrev til pigen flere gange, men hun svare kun ok eller når. Jeg er bange for at jeg virkelige elsker den pige. For selv nu 2 år sener græder jeg over hvad der skete.

Mit nuværende skole liv er okay. Jeg har venner, men efter jeg har flyttet skole et par gange, synes jeg at alle bare hele tiden glemmer mig. På den skole jeg går på lige nu, er jeg altid glad og smiler altid en ekstra gang, så ingen ligger mærke til noget. Det er jeg ved at være god til. Folk siger tit ”hvordan kan du altid være så glad?” eller ”Kan du nogen sinde blive sur?”. De skulle bare vide.

Jeg ved ikke om jeg gør det rigtige når jeg tager over til min farmor efter sommerferien, gør jeg det rigtige? Jeg er bange for hvad der sker hvis der en dag kommer et af de store skænderiger og jeg ikke kan holde om min bror (8år). Det piner mig at sige dette med min bror er nærmest blevet sindssyg af denne rutine. Når nogle skændes, sidder han som jeg også gjorde da jeg var lille, helt krøllet sammen og nynner mens han har hænderne for ørene. Jeg er bange for at jeg ikke kan være der og trøste ham. Jeg er så bange for at han ænder som mig eller værre. Eller som min morfar der er i gang med at drikke og ryge sig ihjel. Men det er på grund han savner min mormor.

Nogle gange når jeg bliver rigtig ked af det skære jeg i mig selv. Og når jeg er til en fest, kan jeg aldrig stoppe med at dikke igen når jeg er startet. Er det virkelig for meget at forlange at blive elsket? Min farmor er rigtig sød, men hun er ret uvidende om min familie. Jeg ved at min far blev slået af sin far, og at min farmor lagde et kæmpe stort pres, på min far da han var ung. Det har min far sagt engang da han havde drukket sig fuld. Min far drikker også en del.

Jeg for ikke så gode karakterer, mest fordi jeg aldrig kan overskue at lave lektier eller noget. Og jeg håber ikke hun tror jeg er lige så klog, som min far er. Når jeg snakker med min farmor, snakker vi for det meste om mit klaverspil, sang eller tegninger. De tre ting interesser jeg mig meget for.

Jeg håber virkelig du kan hjælpe mig, og måske give mig nogle råd, for jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Ellers tror jeg altså ikke jeg kan klare mere af dette liv.. JEG SAVNER PIGEN!!!! OG KAN IKKE HOLDE DET UD MERE!!

KH. I.L.S

Pige, 15 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære I.L.S.

Tak for dit brev til BørneBrevkassen og undskyld ulejligheden og forsinkelsen pga teknisk fejl i brevkassesystemet. Jeg håber, du finder frem til mit svar.

Da jeg havde læst dit brev, sad jeg tilbage med et indtryk af en utrolig stærk og omsorgsfuld pige, som allerede har forsøgt at række ud efter hjælp flere gange, men ikke blevet hørt? Hvor er det flot og modigt, at du har skrevet her til BørneBrevkassen, til trods for at du synes, det er rigtig svært at fortælle om. Du er ganske rigtigt anonym her, og du kan helt selv beslutte, om du har lyst til at forsøge dig med nogle af de forslag, jeg kommer med.

Du fortæller, at dine forældre skændes og slås så voldsomt, at det påvirker jer børn meget. Du nævner også, at din far drikker for meget og kan være voldelig overfor dig og dine søskende, så jeg kan godt forstå, at du har været så presset, at du har skåret i dig selv og også haft et selvmordsforsøg. Jeg kan også godt forstå, at det kan være svært at koncentrere sig i skolen og at holde den facade, hvor ingen ved, hvor hårdt du har det...

Jeg får lyst til at sige til dig, at jeg synes det er flot klaret, at du har fået et godt skoleliv og gode venner på din nye skole, og at du finder energi til at tegne, synge og spille klaver. Måske giver din kreative side dig en følelse af frihed og tryghed..?

Du har tænkt på at flytte over til din farmor efter 9. klasse, men samtidig er du bekymret for dine små søskende (især din lillebror), og det kan jeg virkelig også godt forstå, for det lyder som om, du har taget dig meget af dem og beskyttet dem så godt du kunne.

Jeg synes ikke, at det skal være dit ansvar at tage dig af dine søskende, og jeg tænker at både du, dine søskende og dine forældre har brug for hjælp. Den kommune, du bor i, har pligt til at hjælpe din familie, så du og dine søskende kan få et trygt liv uden vold og skænderier. Mange steder kan kommunen sørge for hjælp til forældrene, så de kan lære at blive bedre til at styre de voldsomme reaktioner og til at stoppe med at drikke for meget.

Her i Børns Vilkår har vi hjulpet mange børn og unge, der havde det hårdt derhjemme, og som ikke følte, at de blev set eller hørt ordentligt. Vi har sørget for, at de fik en børnebisidder, som er en voksen med stort kendskab til børns rettigheder og de muligheder, der er for at hjælpe børn i situationer som minder om din. En bisidder kan f.eks. tale med dig og hjælpe dig med at kontakte kommunen, tage med til kommunen, hvis du skal derind til et møde, og i det hele taget sørge for, at du bliver hørt og taget alvorligt, og at du ikke bliver overladt til dig selv uden at få den rigtige hjælp. Måske har du lyst til at læse lidt mere om bisidderne her >>

Du beskriver også en pige, som har betydet rigtig meget for dig, og som du savner meget nu, fordi du har mistet kontakten til hende. Jeg tænker, det lyder som om, hun også har haft det svært, så måske har hun ikke helt haft kræfter til at svare dig, efter hun er flyttet på opholdssted... Kan det mon være derfor, hun kun har svaret dig meget kort, når du har skrevet til hende? Har du prøvet at skrive et brev til hende (måske dekoreret med nogle af dine tegninger?) og fortalt hende, at du savner hende og gerne ville holde kontakten..? Et rigtigt papirbrev vil hun kunne læse i ro og fred, og det kan være mere personligt end sms eller mail, så måske vil det kunne vise hende, hvor meget du holder af hende..?

Jeg tænker i hvert fald, at når man går med så mange tanker og bekymringer som dig, så kunne det være godt at have én at betro sig til - og måske endda en voksen som kunne støtte dig og lytte til dig. Jeg fornemmer på dit brev, at du måske ikke så let kan komme i tanke om sådan en voksen..?

Men somme tider kan hjælpen vise sig at komme fra helt uventede sider, så måske kunne du alligevel prøve at tænke de voksne du kender igennem en gang til og overveje, om der er én af dem, der kender dig, som du tænker ville tro på dig, hvis du fortalte de ting, du har fortalt her i BørneBrevkassen..? Jeg ved, det er svært, og at det kan tage tid.

Jeg ville gerne kunne stille dig endnu flere spørgsmål og høre om, hvordan dit liv er og hvordan du har klaret det, så måske har du mod på at skrive her til BørneBrevkassen igen..? Eller måske logge på UngeChatten og skrive med en af rådgiverne? Der er du også helt anonym og bestemmer selv tempoet.

Jeg håber rigtig meget, at du får kontakt med din veninde igen, og at du også finder frem til den hjælp, du har fortjent at få, så du kan få det godt derhjemme.

Kærlig hilsen BørneBrevkassen