Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg vil ikke mere

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 15 år,

Når jeg læser dit brev kan jeg sagtens høre, at du har det svært og jeg vil rigtig gerne hjælpe dig med at få det bedre – for du har ret til at blive hørt og få hjælp, så du kan få det bedre. Jeg håber mit svar kan hjælpe dig.

Først vil jeg fortælle dig, at det er mega sejt, at du har fundet vej til BørneTelefonen for at søge om hjælp. Du er god til at beskrive, hvordan du har det og hvordan det er at være dig. Du fortæller mig, at du ikke er så god til at tage beslutninger. Men dét at du har skrevet ind til BørneTelefonen er helt sikkert en rigtig stor og god beslutning du har taget. Det kan du klappe dig selv på skulderen for!

Det lyder ikke til at være særlig rart, at være dig for tiden. Det kræver mod at søge om hjælp og gerne vil gøre noget ved sin situation.

Det er rigtig hårdt ikke at føle sig god nok. Det kan føles som om hele verden er imod en og der bare er ingenting der fungerer. Men du er mere end god nok og du fortjener et liv med glæde. Tit handler det om, at finde lidt hjælp så man kan komme ind på det rigtige spor igen. Og at andre ved, at de skal være hjælpsomme og lytte til dig.

Det er også rigtig hårdt, ikke at føle at man kan snakke med nogen. Så kan det næsten føle som om, at alting vokser og vokser indeni en uden at man kan komme ud med det. Lidt lige som en ballon, der har fået for meget luft og er ved at sprænges. Er det mon rigtig forstået?

Jeg tænker det er meget meget vigtigt, at du finder en du kan snakke med. De problemer du fortæller om i brevet er noget, du ikke skal og ikke kan løse alene.

Der findes rigtig mange forskellige steder, hvor du kan hente hjælp. Dem vil jeg fortælle mere om om lidt. Først tænker jeg, at vi skal finde en i dit netværk, du føler dig tryg ved.

Kunne du tænke på en lærer fra skolen, eller en af dine venners forældre, der kunne være rar at gå til? Det kan også være en moster eller en onkel? Måske du går til noget i din fritid, hvor der er en, der kunne være god at snakke med?

Hvis du har en god lærer, så kunne du skrive på intra/Aula til den lærer, som du vælger. Læreren skal nemlig hjælpe dig, når du fortæller om, hvordan du har det. En lærer kan også snakke med dine forældre om, at du ikke har det godt og der er brug for hjælp. Det kan være at der er brug for noget familierådgivning, så I sammen kan få hjælp til at få det godt sammen. Man kan få gratis familie rådgivning i kommunen.

Nu vil jeg spørge om du kan lukke dine øjne et kort øjeblik, og virkelig mærke efter i maven, hvem der ville være rar at gå til? Og den som dukker op, kan du snakke eller skrive med, så du kan få hjælp.

Du kan også tage brevet med og vise til en voksen, hvis du tænker det kan være svært at sige ansigt-ansigt. Her kan du også vise svaret jeg har skrevet og så kan I snakke om det til at starte med.

Hvis du har lyst er du også altid velkommen til at ringe ind til BørneTelefonen eller skrive på 116111 – her sidder der en masse søde og rare rådgivere, der rigtig gerne vil snakke med dig.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat