Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg ved ikke hvem jeg er

Hej brevkassen.

Dette er et meget anderledes problem, og jeg synes selv at det er et lidt mærkeligt problem, men det fylder så meget i min hverdag at jeg ikke orker at tænke på det mere. Det handler ikke om noget som der kan gøres noget ved i virkeligheden, det er mere et problem som jeg går rundt og døjer med oppe i hovedet. Det plager mig psykisk og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.

Det hele startede med at jeg efter sommerferien sidste år startede på en ny skole. Ellers har jeg gået på en lille skole hele mit liv, hvor jeg egentlig ikke havde nogen venner. Jeg havde en bedste veninde som boede i en by langt væk på det tidspunkt. Min bedste veninde har jeg kendt i 10 år og hun har altid været den eneste som jeg har kunne grine med.

Men så da jeg kom op på den nye skole begyndte tingene at ændre sig meget. Min bedste veninde blev lige pludselig mindre og mindre spændene, jeg begyndte at være mere ligeglad og sætte mindre pris på flere ting, så jeg fik nye venner og veninder og alt muligt som jeg slet ikke har været vant til.

Men så her til vinter var jeg så blevet så gode veninder med en fra min skole, at vi aftalte at vi skulle være sammen i juleferien. Dagen inden det, var jeg sammen med min bedste veninde. Nå, men det var et meget mærkeligt besøg hos hende pigen fra min klasse og jeg havde aldrig forestillet mig at det skulle ændre så meget af mit liv.

Men mig og hende pigen havde ikke så meget at snakke om, og det var lidt underligt. Så begyndte jeg at tænke på, som aftenen skred frem, at jeg egentlig heller ikke havde haft det særlig sjovt med min bedste veninde de sidste par gange, og at til juleaften (som egentlig ikke rigtig har noget med det at gøre) hvor jeg har været sammen med min familie, har jeg ikke rigtig vidst hvad jeg skulle gøre og sige. Ja jeg følte mig bare ikke tilpas. Så begyndte der at gå mere og mere panik i mig da jeg var hjemme ved pigen og så da vi skulle sove var jeg lige ved at græde, men jeg gjorde det ikke.

Siden har jeg ikke været sammen med nogen alene. Jeg er begyndt at få angst hver gang at jeg skal være alene med en anden person. Jeg har heller ikke set min bedste veninde siden. Lige pludselig føles alt akavet for mig. Næsten også når jeg sidder og spiser aftensmad med mine forældre. Jeg ved ikke hvem jeg er og jeg føler at jeg har ændret mig så meget, at jeg ikke kan finde ud af hvem jeg er. Jeg tænker alt for lang tid før jeg siger noget hvad det præcis er at jeg skal sige. Jeg siger næsten ingenting længere.

Jeg ville ønske at jeg bare kunne starte det hele forfra og ændre alting, så jeg ikke skal gå og tænke over det, Jeg har aldrig kunnet lide når ting ændrede sig meget, og alting føles lige pludselig uvant. Jeg hader mit liv, mig og alt. Jeg overvejer om jeg her psykisk syg…

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du,

Tusind tak for dit brev.
Jeg kan læse i den måde, du skriver dit brev på, at du synes det er svært at have det sådan, som du har det, og derfor synes jeg bare det er super sejt, at du skriver.

Først vil jeg gerne sige til dig, at jeg godt kan sætte mig ind i følelsen af at have et anderledes problem, som man ikke føler man kan gøre noget ved. Det er en meget naturlig følelse, du står med, som jeg tror mange mennesker har oplevet at have. Og jeg håber, at du kan finde troen på, at du kan gøre noget ved problemet - enten alene eller med hjælp fra nogle andre.
Jeg bliver bekymret for dig, når du skriver, at du hader dit liv og dig selv. Det kan ikke være rart at have det sådan, og jeg tænker, at det er godt du tager de følelser alvorligt.

Jeg lægger mærke til, at du er virkelig god til at beskrive, hvordan du har det. Også selvom det er nogle følelser, som er svære at beskrive - og måske endda svære at forstå - også for dig selv? Det er en kæmpe styrke, du har, og den håber jeg, du kan holde fast ved. For jeg tror måske, at den er "nøglen" for dig til at få det bedre.

Jeg har forsøgt at dele mit svar op under nogle afsnit, for at det måske er nemmere at overskue, hvad du kan bruge, og hvad du ikke kan bruge.

Hvem er jeg?
Jeg håber ikke, jeg bliver for "irriterende-voksen-agtig", når jeg siger, at når man er i din alder, så er det meget normalt at have følelsen af ikke at vide, hvem man selv er.
Faktisk så tænker jeg, at selv voksne mennesker tit godt kan være i tvivl om, hvem de selv er, og det kan tage mange år at finde ud af og at "finde sig selv". Dét at du er så bevidst, som jeg læser i dit brev, giver dig på en måde et forspring, fordi du tænker over, hvordan du selv er og gør og tænker over, hvorfor du nu gør som du gør.

Hvis man gerne vil finde ud af, hvem man selv er, tror jeg det er vigtigt, at man tænker over de ting, som du så fint har skrevet om her. Altså over, hvordan man er sammen med andre menensker, hvad der gør én glad, hvad der gør én ked af det, og hvad man synes er sjovt, dejligt, ubehageligt osv. Samtidig tror jeg også det er meget vigtigt, at man kan tale med nogen om det. Måske har du allerede prøvet det?

Det kan være helt vildt svært at snakke om nogle så store og grundlæggende ting som det her. Derfor er det en god idé, hvis du på en eller anden måde kan finde én, som du virkelig stoler på, og som du tror vil kunne lytte til dig, og måske endda hjælpe dig med de ting, som du er ked af.

Jeg læser ud af dit brev, at du måske er ked af, at du har "mistet" din bedste veninde. Du føler ikke det samme tætte forhold til hende som tidligere, og du synes egentlig ikke I hygger jer og har det sjovt på samme måde, som det var engang.
Jeg tænker, at det måske kunne være en mulighed at snakke med din bedste veninde om de her ting? Måske har du allerede prøvet? Jeg ved  at det kan være rigtigt svært at tale om de her ting, men måske kunne det være en mulighed for dig at prøve. Det kan være din veninde har det på samme måde, men at hun måske selv føler, at hun er akavet eller har ændret sig. Hvis du kunne være den, der sagde det højt, kunne I hjælpe hinanden med at blive ved med at være rigtigt gode veninder. Det kræver at man er modig, og det ved jeg, at du er - det kan jeg læse. Det første skridt kan være så mega svært, men når først det er taget, så går resten måske lidt nemmere? At sige de her ting til din veninde, ville måske også være en måde at fortælle hende, at du faktisk er ked af, at I er gledet lidt væk fra hinanden?

Det kan også være, der er en anden, du hellere vil tale med om det - måske én af dine nye venner eller veninder, eller måske din far eller mor? Det kan også være, du måske har en lærer på din nye skole, som du har tillid til, og som du godt ville kunne snakke om de her ting med? Måske vil du opdage, at du ikke er den eneste, der kender til at synes det er lidt svært at være 14 år.
Jeg tror i hvert fald, det ville være godt for dig, at få én til at hjælpe dig med de her følelser, du har, fordi det er ikke godt, at du går og har det sådan, at du hader dig selv.

Jeg kan se, at du er vildt god til at beskrive dine følelser i et brev, så jeg tænker, at hvis det er for svært for dig at sige, kan det måske være en mulighed for dig at skrive det til én som du tror, kan forstå dig? Nogen gange er det en god måde at tage det første skridt på - det kan være det er det for dig?

Akavet
Hvis noget føles akavet, så er det noget, der sker inden i dig. En situation er kun akavet, hvis du giver den lov til at være akavet. Alle mennesker kender til at sidde i en situation, som føles mærkelig, unaturlig, anspændt eller akavet.
Men jeg tænker, at sådan en situation foregår ligeså meget oppe i hovedet, som den rent faktisk foregår. Hvis man fortæller sig selv "Nøj, hvor er det bare akavet det her" - ja, så bliver det akavet. Hvis man prøver at overbevise sig selv om, at det er helt fint og ikke er noget at skulle bekymre sig om, så bliver det på en eller anden måde nemmere at være i den situation, der før føltes mærkeligt eller anspændt. Man kan ligefrem opleve at det bliver nemmere bare at være sig selv.

Jeg ved ikke, om jeg forklarer det godt nok, men jeg håber du kan se, hvor jeg vil hen med det. Og jeg ved godt, at det er meget lettere sagt end gjort at skulle overbevise sig selv om sådan nogle ting.

Mennesker ændrer sig
Her til sidst, vil jeg bare lige skrive til dig, at der jo ikke er noget galt med at ændre sig - det gør alle mennesker gennem hele livet. Du er jo ikke den samme, som du var, da du var tre år, eller otte år eller 12 år. Lige nu er du i en tid, hvor du er på vej til at blive ung og voksen - du har skiftet skole, du har fået flere nye venner og veninder, og så er det jo ikke så mærkeligt, at du ændrer dig.
Der sker også forskellige forandringer i hjernen, der gør at vi forandrer os i puberteten. Fx oplever mange unge, at de pludselig bliver usikre, som om den spontanitet de før havde i sociale sammenhænge er mindre. De føler sig mere trætte, bliver lettere irritable over noget, der ikke rørte dem før og de spekulerer meget mere over livet og sig selv. Det falder på plads, når hjernen er færdig med at vokse, og så vil du opleve, at du kan se meget klarere på mange ting. Det betyder dog ikke at du ikke selv kan være med til at styre hvordan du gerne vil have dit liv.
Det bedste er selvfølgelig, hvis man ændrer sig til noget, man selv har det godt med, og det er jo dét, som jeg tror, du kan være med til at påvirke, fordi du er så stærk som du er, og fordi du tænker så meget over tingene, som du gør.

Jeg håber, at du har kunnet bruge lidt af det, jeg har skrevet til dig. Jeg ved, at det var et langt svar, og jeg synes det er lidt svært at finde ud af, om jeg overhovedet har svaret på dit spørgsmål.
Jeg vil sige til dig, at du altid  er velkommen til at ringe eller sms'e til BørneTelefonen på tlf. 116 111 eller måske chatte med BørneChatten. Vi vil i hvert fald rigtigt gerne hjælpe dig, alt det vi kan.

Mange knus og varme tanker fra BørneTelefonen.

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat