Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre længere.

Kære pige på 15 år

Tak for dit brev. Det var fint, at det var langt, for så kunne jeg bedre sætte mig ind i, hvad det er, du er ramt af. Og jeg vil gerne svare på det, du skriver.

Det er okay, at du kommer i tvivl om, hvorfor du skriver, og hvad du søger. Når man er ramt af mange problemer på samme tid, så kan man komme til at føle sig både overvældet, bange og desperat.

Det er godt, at du er i gang med at få hjælp med de psykiske lidelser. Det er sygdomme, som kan behandles. Desværre kan man opleve at møde mennesker, som ikke forstår, at man er syg, fordi det psykiske ikke kan ses på samme måde som fx et brækket ben. Det ved jeg ikke om du har oplevet?

Det taler vi med mange unge om på BørneTelefonen. Følelsen af ikke at blive forstået kan gøre, at man kan føle sig meget alene.

Du skriver, at det gør ondt på dig at se dem omkring dig have det sjovt og udvikle sig, mens du føler, at du sidder fast. Det kan jeg godt forstå. Du skriver også, at du godt ved, at du skal hjælpe dig selv. Men du skal bestemt ikke klare det alene. Man ville aldrig bede en kræftsyg om selv at finde ud af at blive rask, vel?

Du skriver, at der er læger og psykologer, som hjælper dig. Jeg får også det indtryk, at dine forældre hjælper dig i et eller andet omfang. Er det mon rigtigt forstået? Du skriver, at du føler dig som en byrde og føler dårlig samvittighed over for dine forældre. Sådan er der mange børn, som skriver til BørneTelefonen, at de har det.

Men de voksne har altid ansvar for børnene uanset, hvor mange problemer børnene oplever. Du har ret til at blive passet på og sørget for. Du er syg, og det kan du ikke gøre for.

Næste gang følelsen af dårlig samvittighed over for dine forældre kommer, kunne du måske prøve det her: Mærk at følelsen er der, forestil dig, at den er et blad du fanger i vinden. Hold det i din hånd et øjeblik og så giv slip, og lad det flyve videre med vinden.

Du skriver, at du føler, at du spilder dit liv, og at du får lyst til at give op. Jeg kan godt forstå de følelser. Men jeg ved, at der findes mange mennesker, som kommer ud af psykisk sygdom igen, og jeg tænker, at det kan du også. Og det kan du også, selvom du indimellem ikke selv kan se en vej frem. Det er det, som du skal have hjælp til.

Utålmodigheden er en naturlig følelse, når man som du er i et langt behandlingsforløb. De sygdomme, du har, kan ikke kureres hurtigt. Kan du mon tænke det som en tunnel, som du skal igennem? Og kan du – bare indimellem – ane lidt lys for enden? Jeg kan godt forstå, hvis det er svært.

Du skriver, at du altid har været den person, som prøver at få andre til at føle sig elsket og forstået. Det er godt og smukt ved dig, at du gerne vil give noget til andre. Jeg kan godt forstå, at du bliver ked af det, når du ikke føler, at du får det samme tilbage. Det føles måske meget uretfærdigt?

Desværre er det sådan, at der ikke er nogen garantier for, at andre er gode mod én, selvom man er god mod dem. Med tiden kan man prøve at vælge de venner, som man synes er gode for én. Lige nu, ved jeg godt, at du ikke føler, du har nogen venner. Men det kan ændre sig. Måske fører dit liv dig mod nye og andre venner, fordi du forandrer dig.

Måske vil institutionen med integreret skole åbne nye muligheder for at få venner? Måske kunne du spørge dine behandlere om det? Du skriver, at du er sygt bange for at komme på institution, selvom du godt ved, at det nok vil være godt for dig. Det får mig til at tænke, at det kunne hjælpe dig med mere viden om, hvordan der er på institutionen. Om hvad du kan forvente. Kan du mon få lov at komme på besøg, inden du skal flytte ind?

Kunne du mon også have mod på at tale med dine forældre om dine tanker om at flytte på institution? Hvis det er svært at tale med dem, så kunne du måske skrive det i stedet?

Jeg håber du finder en vej, og en tro på dig selv. Livet er fuld af forandringer, og efter en mørk periode, kan lyset pludselig bryde frem. Det håber jeg, vil ske for dig.

Kærlig hilsen BørneTelefonen