Kære dreng på 13 år
Mange tak for dit brev. Du har været rigtig god til at prøve forskellige ting for at stoppe med at sutte på tommelfinger. Det er bare ikke så nemt, fordi det er blevet en vane for dig.
Jeg tror faktisk ikke, du kan gøre så meget andet end at blive ved med at prøve forskellige ting for at stoppe. Det lyder som en god ide, at have noget på fingeren, så den ikke er rar at få i munden.
Hvis du også sutter på den om dagen, så kan du tænke over, hvornår du sutter på din finger. Hvad kan grunden være? Er det når du er bange, ked af det, når du keder dig eller noget andet? Hvis du kan finde ud af, hvorfor du gør det, kan du måske bedre stoppe dig selv, når du mærker, du kommer i sådan en situation. Og så gøre noget andet for at komme ud af følelsen end at sutte på fingeren.
Jeg har snakket med andre i lignende situationer, og for dem har det hjulpet at give sig selv en ”belønning” – f.eks. kunne du lave et slags klippekort, og når du så har x antal klip, udløser det en belønning. Du fortæller godt nok, at du har prøvet at belønne dig selv med et nyt skin uden held – men måske var en hel måned for lang tid? Måske bliver du nødt til at bryde det ned i små bidder, og måske starte med en enkelt dag?
Det kan også være, at du kan prøve at flytte opmærksomheden over på noget andet; f.eks. kan du tage din mobiltelefon, tablet, skrive kruseduller på et stykke papir eller noget helt andet, når du oplever, at du gerne vil sutte på din tommelfinger.
Desuden håber jeg, at det her også er noget, du snakker med dine forældre om. De kan sikkert være en god støtte for dig. Og når man skal af med en vane, er det rart, at der er nogen, der opmuntrer en, hvis man engang imellem falder i. Husk derfor også, at det ikke handler om at komme i mål på en gang. Små tilbageskridt er nemlig ikke det samme som tilbagefald. Så giv ikke op.
Tal også med dine forældre, om din vane føles som en slags tvang – altså om det er noget, du føler du “skal” gøre. Det lyder ikke som om, det er sådan for dig, men for nogle er en uheldig adfærd mere en indre følelse af tvang end blot en dårlig vane.
Hvis du derfor tager dig selv i at sutte på finger og beslutter dig for at lade være, men alligevel ikke kan stoppe i øjeblikket, så kan det måske være mere end en dårlig vane. Og så kan du og dine forældre tale med din læge. Han eller hun vil kunne hjælpe dig videre.
De bedste ønsker fremover fra
BørneTelefonen