Brev

Jeg løj

Hej.
Jeg havde for en måned siden startet et forløb hos min lægen fordi jeg længe har haft det svært psykisk. Til vores første samtale var jeg meget nervøs, fordi jeg ikke vidste hvad det gik ud på, og hvad der ville komme til at ske. Det startede med at hun stillede nogle spørgsmål.

Men fordi jeg var så nervøs, gik jeg i panik og løj omkring de seriøse ting, fordi jeg var bange for at komme i problemer. De næste par gange jeg havde snakket med hende, prøvede jeg at åbne op omkring det og fortælle hende sandheden, men jeg var alt for bange og syntes at der var pinligt at jeg ikke fik sagt sandheden til at starte med.

Min læge har nu henvist mig til en psykiater som jeg skal snakke med om et par dage, og jeg har planlagt at fortælle dem sandheden, så jeg kan få den hjælp jeg har brug for.

Problemet er bare at jeg stadig har virkelig dårlig samvittighed over at jeg løj.

Heldigvis har jeg endnu en tid hos min læge om 19 dage, hvor jeg gerne vil fortælle det til hende, men jeg ved bare ikke hvordan.

Jeg føler virkelig at det bare mig der overtænker situationen, men jeg har det ekstremt dårligt med at jeg løj, og jeg har bare ingen idé om hvordan jeg gør det godt igen.

Hvad skal jeg gøre?

Pige, 16 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år,

Sikke mange store skridt i den rigtige retning du allerede har taget i et forsøg på at få det bedre. Første store skridt er, din erkendelse af, at du har det svært og at du har brug for hjælp. Andet store skridt i den rigtige retning er, at du har kontaktet din læge og har været til første samtale.

Tredje store skridt i den rigtige retning er erkendelsen af, at du må fortælle din læge og din psykiater, hvordan du i virkeligheden har det (hvis du skal have den hjælp, som du har brug for og som du har ret til)

Det sidste store skridt i den rigtige retning, er din beslutning om at spørge os, hvordan du får fortalt din læge og din psykiater, hvordan du har det.

Når man har det svært og har haft det svært længe, kan det føles svært og uoverskueligt at spørge om hjælp. Måske kan man næsten ikke kan forestille sig, at man nogensinde får det bedre.

Alt dette fortæller mig, at du har et stort mod og ikke mindst en enorm styrke. Du kæmper og kæmper. Det er så flot! Jeg vil meget gerne forsøge at hjælpe dig videre i den rigtige retning.

Du skriver, at du har det dårlig samvittighed over, at du løj overfor din læge og ikke fortalte hende, hvordan du i virkeligheden har det.

Jeg kan nemt forestille mig, at det må være svært at fortælle, hvordan man i virkeligheden har det til sin læge eller sin psykiater.

Enten fordi, man ikke helt er sikker på, hvordan man i virkeligheden har det, eller fordi det kan være rigtig svært at forklare, hvordan man har det. Man kan også være ramt af en følelse af skam og skyld over, hvordan man i virkeligheden har det.

Det kan være rigtig sårbart at skulle fortælle om det, som er svært. Det kan føles som, om at man blotter sig selv og sit indre – som om at man udleverer sig selv og overlader sig selv til andre. Måske du kan genkende den følelse? Måske ikke.

Når man skal fortælle om svære ting og overlade (eller udlevere) sig selv til en anden person, så kræver det, at man er tryg og har tillid til vedkommende. Derfor er det også helt naturligt, at man skal mærke efter og lære vedkommende at kende lidt. Kan du følge mig i det?

Derfor tror jeg også, at det er rigtig mange, som ikke i første omgang fortæller sin læge eller sin psykiater, om det, som er svært og hvordan man i virkeligheden har det.

Det er faktisk også det, som din læge og din psykiater skal hjælpe dig med – at sætte ord på det, som er svært.

Måske det kan være hjælpsomt at minde dig selv om det også? Og måske det kan hjælpe lidt på den dårlige samvittighed, som har ramt dig?

Du skriver, at du har svært ved at finde ud af, hvordan du skal fortælle din læge og din psykiater, hvordan du i virkeligheden har det. Og det kan jeg godt forså, at du har svært ved. Hvis noget er svært at sige højt, kan det sommetider være hjælpsomt at finde et stykke papir og skrive det ned i stedet. Måske det også vil være hjælpsomt for dig?

Du kan jo enten skrive noget ned på et stykke papir, som du kan aflevere til din læge og din psykiater, som de selv kan læse. Hvis du hellere selv vil læse det højt for dem, kan du også gøre det. Hvad tænker du om det?

En god læge, psykolog eller psykiater vil møde dig med forståelse – og ikke fordømmelse eller skæld ud. De vil forstå, at du ikke har været parat til at åbne op. De vil kun være glade for, at du nu er kommet et skridt videre og er klar til at fortælle om dig selv.

Måske kan du også vise din læge og din psykiater dit brev hertil eller mit svar? Det kan være, at dit brev hertil kan hjælpe jer med at tage hul på en god snak om hvordan du i virkeligheden har det. Hvad tænker du om det?

Jeg håber virkelig at du kan bruge mit svar og nogle af mine forslag. Du har taget så mange store skridt i den rigtige retning i forsøget på at få det bedre. Dette er endnu et af dem. Jeg tror på, at du kan bruge dit store mod og din enorme styrke til at fortælle din læge og din psykiater, hvordan du i virkeligheden har det.

Har du brug for en snak eller mere hjælp, så er du altid velkommen til at skrive eller ringe til BørneTelefonen. Vi vil altid gerne hjælpe dig. Telefonnummeret er 116 111. Jeg ønsker dig alt det bedste.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen