Jeg kan se de døde

heii BB

jeg er en pige på 13 år.

Jeg har en lille slags “historie” jeg gerne vil dele med nogle.

det startede her for ca 2 måneder siden. jeg var nede på en gammel (ændret af redaktøren) skole som der ligger her i byen (ændret af redaktør). vi gik lidt rundt der, jeg havde det som om jeg blev overvåget af nogle. jeg sagde det til en af drengene der var med, men han sagde bare at jeg skulle slappe lidt af…(jeg stod og rystede) jeg gjorde hvad han sagde….

Lidt efter lidt begyndte jeg at se flimrende plamager rundt på grunden. Jeg blev nysgerrig og gik der hen jeg prøvede at se om der skete noget hvis jeg prøvede at stikke hånde hen ved det…. Min hånd blev helt kold… (det var summer) de flimrende plamager begyndte at tage form som mennesker… de stod alle og kiggede på mig! jeg mærkede et pust i nakken på mig, jeg vendte mig med et sæt ! og der stod…. der stod en dreng jeg synes jeg havde set før….han kiggede sødt på mig med et lille smil på læben.

jeg kiggede mig omkring alle de flimrende mennesker kom tættere og tættere på mig og kiggede alle lige over hovedet på mig…. Jeg prøvede at se om jeg kunne se mine venner, men de var gået over på den anden side af huset. pludselig hoppede der et flimrende menneske i pige form lige op foran mig… jeg faldt bag over…. ham den bekendte dreng råbte af hende han sagde noget med at hun skulle lade mig være, at han kunne se at jeg var bange. han tog sin hånd frem for at hjælpe mig op, jeg tog ud efter den men min hånd fløj lige igennem.

jeg kom til at skrige. skrige rigtig højt. alle de flimrende mennesker holde sig på hovedet og skar grimaser og så forsvandt de, alle sammen undtagen ham drengen… han stod bedrøvet og kiggede på mig, han blev meget utydelig jeg kunne kun høre hans snøft og et forsigtigt undskyld. jeg skyndte mig op og stå og skyndte mig at sige at det ikke var hans skyld, at han ikke måtte gå.
 
jeg prøvede at forstille mig ham inde i hovedet. jeg hørte hans stemme inde fra.. jeg kunne se…. de øjeblikke jeg havde set ham før. Da han kiggede ind af ruden på mit værelse, da jeg klippede mig i fingeren for 4 år siden. Da han gik på gaden da jeg faldt på cykel for 2 å siden. Da han sad i min seng da min hund var død for 5 måneder siden. Da han stod lige foran mig da jeg var bange fordi alle de flimrende mennesker viste sig.

jeg hørte hans blide stemme lige over mig jeg åbnede øjnene og kiggede lige ind i en lidt genemsigtig brystkasse. jeg kiggede op og så ham i øjnene. Jeg sagde undskyld…. han fik et lille smil på læben…. jeg hørte mine venners skridt omme bag muren jeg skyndet mig at kigge men da jeg kiggede hen mod ham igen var han væk. jeg kunne høre ham inde i mit hoved. han sagde “vi ses” jeg svarede med et smil.

Da mine venner kom, løb de bare hen til mig. en af pigerne tog mig på panden og spurgte om jeg var okay, jeg sagde at jeg havde det fint, men hun sagde bare at jeg var helt kold og svedig. en af drengene spurgte hvorfor jeg havde skreget… jeg stod bare og kiggede forvirret rundt, havde de ikke set de flimrende plamager da de gik?

Da jeg kom hjem sagde jeg det helle til min mor. hun søgte hjælp hos en Clairvoyant hun spurgte ind til hvad jeg havde oplevet. jeg sagde helle historien til ende igen. da jeg var færdig med at fortælle sad hun næsten med åben mund. hun sagde at jeg var Klarsynet, klarhørret og klarføelset. Hun tilkaldte derefter en ånd til at teste om jeg nu havde talt sandt…. det havde jeg….. hun spurgte så ånden hvor stor min gnist var, han sagde at han ikke havde set sådan en stor gnist før.

hun tilbød mig timer til at lære mine evner at kende. jeg har nu gået til det i snart 3 måneder. Jeg snakker nu med denne ånde dreng dagligt.

jeg havde bare bro for at komme ud med det her, den eneste der ved det er min mor og Clairuoyanten.

Hilsen **** (ændret af redaktøren)