Brev

Jeg har det ikke så godt lige for tiden.

Kære børnetelefonen,

Jeg har følt mig lidt nede lige for tiden. Jeg har ikke rigtig lyst til noget. Jeg har ikke lyst til at være sammen med folk, men jeg har heller ikke lyst til at være alene. Jeg har ikke lyst til at lave noget, men jeg har heller ikke lyst til ikke at lave noget. Jeg har mistet appetitten og har heller ikke rigtig lyst til at spise, men samtidig er jeg sulten, så jeg prøver at gøre det alligevel.

Det er ikke første gang jeg har haft det sådan her. Langt fra. Jeg får det hvert år. Og jeg ved godt at det sikkert er depression. Jeg har været til samtaler om det tidligere, men jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle dem hvordan jeg virkelig havde det og hvor slemt det rigtig stod til. Jeg har bare brug for at snakke om det med nogen for en gangs skyld.

Problemet er bare lidt at jeg er på efterskole i år, så alt er anderledes, jeg bliver konstant udfordret og jeg har ikke så meget tid til at sidde alene og lige få vejret en gang imellem. Jeg er også bare bange for at de andre elever skal opdage at jeg har problemer, og ikke kun det her, men jeg har også Autisme og var igennem et forløb sidste år fordi jeg havde ret slem angst. Jeg er bare ved at blive træt af hele tiden at lade som om at jeg har det fantastisk, og har brug for de samme rammer som alle de andre.

Jeg har konstant lyst til at løbe væk. Løbe indtil at ikke kan mere, og så lidt til. Jeg vil bare gerne væk fra alt, og jeg ved jo godt at det ikke hjælper på noget, men derfor kan jeg stadig ikke lade være med at tænke på det. Selv når jeg er glad og har det godt er der en lille del af mig der har lyst til at løbe væk, og sådan har det være i flere år. Så længe jeg kan huske.

Nogle gange går jeg lange ture om aftenen for at prøve at stoppe tankerne og rastløsheden. Jeg går så langt jeg kan nå på den tid jeg har. Andre gange vil jeg med vilje prøve at fare vild, og gøre mig selv desorienteret, så jeg kan lade som om jeg er et andet sted, et hvilket som helst andet sted, end her.

Alt er overvældende. Mere end før. Jeg har bare ikke kræfter til at gøre noget ved det. Det føles som om at mit hoved er ved at sprænge nogle gange.

Jeg ved godt at alt det her ikke er normalt, selvom jeg ikke længere kan huske hvordan det var før. Det er svært at sige. Det føltes bare som om at det altid har været sådan her, og jeg bare er dramatisk for at gøre det til sådan et stort problem. Og det er jeg jo nok også. Der er jo mange flere der har det værre end jeg har det, og de klynker ikke.

Men selvom jeg har brug for at snakke med nogen om det, og måske ikke længere er panisk angst over at nogen skulle finde ud af det, kan jeg bare stadig ikke få mig selv til at sige det til nogen. Jeg har prøvet at samle mod til mig et par morgener og snakke med hende der står for sundhed og trivsel på skolen, men hver gang blev jeg for nervøs og turde ikke alligevel.
Engang var jeg lige ved at snakke om det med min kontaktlærer, men når jeg bliver nervøs, eller skal snakke om noget alvorligt, begynder jeg altid at smile, nogle gange endda grine, så hun tog mig selvfølgelig ikke alvorligt.

Hvorfor har jeg det sådan her? Mit liv er godt, jeg burde være glad. Og hvad gør jeg? Jeg ved simpelthen ikke om jeg kan fortsætte på den her måde, og det virker efterhånden urealistisk at fortælle nogen om det.

Hilsen Pige på 16 år

Pige, 16 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år

Du skal slet ikke føle, at det er klynkeri, når du taler om, hvordan du har det.
Man kan faktisk ikke helt sammenligne sine egne problemer med andres, eller måle på om det ene er værre end det andet.
Problemer er pr. definition store, hvis de fylder meget. Og det kan jeg høre, at dine gør for dig.

Jeg oplever alt for ofte, at børn og unge ikke kan få sig selv til at bede om hjælp eller fortælle andre, hvordan de virkelig har det. Hverken deres venner, deres forældre, deres lærere eller psykologer. Det er super ærgerligt, for det betyder jo, at de ikke får hjælp til at få det bedre. Og så bliver de ved med at have det svært. Forstår du?

Når man er barn og ung, er man i udvikling hele tiden. Både fysisk, psykisk og følelsesmæssigt. Og det kan være vanvittig svært at holde fast i sig selv i sådan en udvikling, for hvad er “sig selv”?
Ja, det er svært at svare på, for det er jo det, man er i gang med at finde ud af. Men jeg tror, at det er vigtigt, at man hele tiden udfordrer sig selv en lille smule med at åbne op.

Uanset hvad, så har man brug for at blive guidet, når man har det svært. Derfor er det vigtigt, at man tager sig mod til at åbne sig, når man får mulighed for det. Selvfølgelig ikke til hvem som helst, men til nogen, man har tillid til.
Det fornemmer jeg, at du har til din kontaktlærer og til hende, der har med sundhed og trivsel at gøre.

Du skal vide, at når man arbejder med unge mennesker på en efterskole, så er man vant til at hjælpe eleverne med ALT mellem himmel og jord. Jeg tror simpelthen, at det er umuligt at præsentere nye problemer for efterskolelærere. Dermed mener jeg, at de uden tvivl vil have et hav af gode erfaringer med at tale med unge, der har netop dine problemer.
De bliver ikke chokerede eller forargede. For dem vil det være det naturligste i verden, at du fortæller dem, at du har det svært.

Selvom du er bange for, at andre skal finde ud af, at du har en grad af autisme, så er du jo det samme menneske både før og efter, at du fortæller nogen om det.

Jeg tror også, at du ville blive forbavset, hvis du vidste, hvor mange mennesker i alle aldre, der har en diagnose af en slags. De har det måske bare på samme måde som dig… at de ikke vil have, at andre ved det.
Derfor ved du det ikke, og derfor føler du, at du står alene, og at det er en dårlig ting at have autisme. Men det er det ikke. Det er en del af dig og en del af din personlighed. Ligesom alt muligt andet er en del af din personlighed. Forstår du?

Det vigtige, når man har en diagnose, er, at man får den støtte, man har brug for. Derfor kan det være rigtig godt for dine lærere at vide, at der kan være situationer og aktiviteter, du kan have lidt udfordringer omkring. Det behøver ikke at betyde, at de skal tage nogle særlige hensyn til dig. De skal bare vide det, så de forstår dig, hvis du får en følelse af, at noget er svært at takle.

Jeg tror, at du vil opleve det som en lettelse at få det sagt – og ikke mindst at få fortalt om dine tanker og følelser.
Det er så tungt at bære sine problemer helt alene. Når man først får fortalt andre om det hele, så føler man sig ofte meget lettere.
Du bestemmer selv, hvor meget du fortæller, men jeg synes, at du skal øve dig i at være så åben som muligt. Det kan føles som en stor udfordring, men hvis du starter med at tale med én om tingene, så er du allerede kommet rigtig langt. Og så vil det i stedet blive en stor lettelse.

Husk på, at angsten for noget altid er værre end det, man er bange for. Det, tror jeg, at du vil opleve, i det øjeblik, du har fået taget skridtet til at få talt med nogen.

Jeg fornemmer også, at du er meget tæt på at få åbnet op. Ellers ville du måske ikke have skrevet herind. Jeg tænker, at det betyder, at du er ved at være klar. Det er i hvert fald rigtig flot, at du har fundet modet til at skrive. Det er helt klart første skridt.

Du er meget velkommen til at kontakte BørneTelefonen igen, hvis du har brug for at tale med nogen. Du kan chatte, sms’e eller ringe. Nummeret er 116 111.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Sendte billede for mange år siden og det hjemsøger mig stadig

Alene til nytår

Flere breve om Øvrigt

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Se vores liste

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.