Brev

Jeg føler mig unormal.

Hej

jeg er en 14 årig dreng,

jeg har en diagnose der hedder Infantil Autisme, der gør jeg går i specialklasse til dagligt.

Det har sådan set ikke påvirket mig særlig meget eller gået mig på, kun lige i matematik, men det vender jeg tilbage til.

Jeg har en rigtig dårlig, som i virkelig dårlig selvtillid, der gør at jeg føler mig rigtig meget dårligere end andre altid, også selvom jeg ikke er det,

jeg begår mig meget normalt i samfundet, og prøver altid at være så høflig som muligt over for alle folk jeg møder.

For et halvt års tid siden mobbede 2 af mine bedste venner mig, med at jeg ikke havde nogen venner og var en lille taber der bare var alene i fritiden når jeg sad foran computeren. Det kørte så i godt 4 måneder, og da jeg kom ked af det hjem en dag, sagde jeg det ligeud til mine forældre som kontaktede mine lærer, og efter et par samtaler med mine venner stoppede de endelig med det.

Jeg har nu tilgivet dem for det, og er kommet videre i livet,

jeg har altid været meget genert, men synes ikke den er så stor indflydelse i mit liv mere. Kan godt begå og snakke med andre mennesker sådan nogenlunde normalt nu til dags.

Men at de mobbede mig gjorde min selvtillid dårligere end den var i forvejen, og det gav nogle konsekvenser.

Det har bla gjort at jeg næsten som den eneste i matematiktimerne ikke fatter hvad der foregår, og altid når lærerne spørger om jeg ved hvad jeg skal svarer jeg altid dovent og teenagende ”Næh”

Fordi jeg ikke kan det, så skal de køre det ind i hovedet på mig et par gange inden det sidder fast, og jeg ved lærerne synes det er irriterende, men det synes jeg i den grad også. Og synes også det er pinligt når mine 2 venner og mine andre 2 gode venner sidder og kigger/hører på det.

Alt det har resulteret i at jeg det sidste halve år er blevet meldt af tysholdet, og istedet får ekstramatematik med en lærer, hvilket ikke generer mig, men så alligevel.

I fritiden er både jeg og stort set alle mine venner glad for at spille computer, og før i tiden sad vi næsten hver dag alle 3 og snakkede sammen over Skype og spillede sammen, men efter det kan jeg meget bedre lide nu at være alene i min egen verden, måske høre noget musik, men så bare sidde på nettet og spille måske eller kigge efter interessante ting for mit vedkommende.

Det sker nogle gange om ugen at vi taler sammen og spiller, men kan bedst lide at være alene, og det tør jeg ikke fortælle dem, for så sker det igen.

Mine 2 venner er meget tætte og tilbringer stort set alt deres tid i skolen sammen, jeg tilbringer også en del med dem, men ikke nær så meget. Det har jeg det helt fint med, men jeg føler lidt jeg skal holde nogle ting inde for de ikke driller mig igen. Det vil både være pinligt, og træls for mig.

Jeg kan godt lide at snakke med andre, men i hvertfald halvdelen af den tid jeg sidder på computeren i hverdagen og weekenden skal jeg være mig selv uden at snakke med nogle, for at kunne være i min egen verden nogle gange.

Det er stort set altid mig der skal spørge om de vil spille, men det er nok fordi de lidt ved jeg gerne vil være alene nogle gange, tror også de synes det er lidt mærkeligt.

For lidt tid siden blev min gode veninde sur over noget så tåbeligt, at min ven snakkede med en anden ven og derfor ikke hilste på hende, det resulterede i at da jeg prøvede at hjælpe hende, gav hun mig en sur smiley som tak, det blev jeg ikke så glad for, og skrev en lang forklarende besked og følsom, og sendte den til hende, og slettede hende fra alt jeg havde. Det skal siges hun har sendt dem flere gange end den.

Jeg er blevet skrevet op til en efterskole i 2015, men ved ikke helt hvor jeg skal gøre af mig selv lige nu i livet, jeg føler lidt jeg bare står fast uden at kunne komme videre, før der sker en eller anden ændring, den kender jeg bare ikke endnu.

Derfor skriver jeg herind.

Håber i kan hjælpe !

Dreng, 14 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 14 år

Tak for dit meget velformulerede brev. Når jeg læser det, tænker jeg, at du har mange modne tanker og overvejelser om dig selv og dit liv.

Du skriver til sidst i dit brev, at du føler, du står fast og ikke kommer videre, og at du venter på en ændring, du ikke kender.
Det er flot formuleret og godt tænkt.

Som 14 årig er du ude for mange forandringer med dig selv. Du er ikke alene, når du ikke rigtig ved, hvad du skal stille op med dit liv. Jeg tror, mange 14 årige vil nikke genkendende til det. Men diagnosen infantil autist rummer elementer, som kan medvirke til, at man er særlig sårbar over for disse forandringer, og det er måske derfor du lige nu føler dig unormal. Du beskriver dig selv som en person meget lidt selvtillid, og også det kan være medvirkende til, at du føler, at livet er besværligt lige nu.

Når jeg læser dit brev, får jeg indtryk af, at du ellers har lært at leve med diagnosen. Det er godt at høre, at du har lært at omgås andre, og at du kan lide det. Og jeg får også indtryk af, at du normalt finder ud af, hvornår du har brug for at være dig selv i din egen verden, og hvornår du gerne vil være i kontakt med vennerne. Det er godt, at du kender dig selv så godt.

Og så til de problemer, du omtaler.
Det ene er dine venners mobning af dig. Det er klart, at det rystede dig, at dine venner kunne finde på det. At blive mobbet gør noget ved selvtilliden, og da du i forvejen ikke har så meget af den, er det klart, at mobningen satte sine spor i dig.
Du kan læse mere om mobning på vores hjemmeside www.bornetelefonen.dk/mobning.

Du gjorde det eneste rigtige, nemlig at få hjælp fra dine forældre og dine lærere, og mobningen stoppede.
Du skriver, at du har tilgivet dine venner. Det er godt, men alligevel kan der godt sidde en rest af din sårethed i din krop og en lille tvivl inden i dig, om de kunne finde på det igen. Du er blevet lidt forsigtig og har fået mere tendens til at holde dig for dig selv.
Det er forståeligt, at du har det sådan. Siden mobningen stoppede, er der gået et par måneder, men det er min erfaring, at der godt kan gå et længere stykke tid, før man helt stoler på, at det ikke gentager sig. Jeg tror, du skal være lidt tålmodig med dig selv, og forsøge at overvinde din trang til at isolere dig. Hvis du stadigvæk sørger for at spille med dine venner mindst et par gange om ugen, vil jeg gætte på, at din usikkerhedsfølelse forsvinder, fordi erfaringen viser dig, at der ikke sker noget ubehageligt.

Det andet problem, du fortæller om, er vanskelighederne med matematik. Det er formentlig ikke noget nyt, at du har svært ved matematik, men når det generer dig så meget nu, er det nok fordi du føler dig usikker over for dine venner efter mobningen.
Jeg kan godt forstå, at du synes, det er irriterende, at du ikke forstår matematikken så hurtigt som du gerne ville, og at det er irriterende, at alle i klassen kan høre det. Jeg tænker, at du føler dig udstillet, når det bliver så tydeligt, at det er svært ved matematik, og når man har det sådan, forstår man endnu mindre og bruger for meget energi og koncentration på at tænke over, hvad de andre tænker om dig.

Du skriver, at du er begyndt at få ekstra matematikundervisning. Det er rigtig godt, det håber jeg hjælper. Måske kunne du snakke med din lærer her om problemet i klassen. Der er måske en mulighed for, at du kan undgå de pinagtige situationer ved at få noget materiale, der passer til dit niveau, og som du også kan arbejde med i klassen. Så kan du få lidt mere ro til at blive bedre til matematik.

Og så synes jeg, at du skal huske dig selv på, at matematik kun er en lille del af dit liv. Der er sikkert masser af andre ting, du kan, og som nogle af de andre måske ikke er så gode til. Især i en specialklasse, som du går i, tænker jeg, at I må være på forskellige niveauer i mange fag.

I slutningen af dit brev skriver du, at du venter på en forandring, du ikke kender endnu. Måske handler det om, at du får mobningen lidt mere på afstand, så du igen kan føle dig normal blandt dine venner, igen. Jeg håber, at mit svar har gjort dig lidt klogere på dit liv lige nu.

De bedste tanker og held og lykke med dit liv ønsker BørneTelefonen

Kedelige venner

Får intet søvn

Flere breve om Øvrigt

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Se vores liste

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.