Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg føler at jeg drukner

Hej:)

Jeg går bare lige til sagen. Jeg går i 9. klasse på efterskole, og er virkelig glad for det, men jeg har det virkelig ikke særlig godt.
Jeg har haft begyndende tegn på angst i 2-3 år nu, men først i år er det blevet slemt nok til, at jeg kalder det angst. Dog er det udiagnosticeret.
Jeg har også OCD lignende ting (min psykolog siger, at det muligvis er på grund af angst), og det dræner mig totalt for alt energi og lyst til at socialisere.

Jeg har haft svært ved at få ro og alenetid på efterskolen, og det har været træls. Nu er jeg snart færdig, og det dræber endnu mere min energi.
På det seneste har jeg følt mig ekstra nede, og har næsten følt, at jeg er på vej ned i en depression:(
Jeg ligger bare i min seng, og den anden dag skippede jeg aftensmaden, fordi min hjerne sendte signaler til min krop om, at den ikke havde kræfter til at rejse sig…
Jeg har tyet til andre, usunde måder at leve med det på… jeg har selvskadet, og det er jeg ikke stolt af. Andre gange overvejer jeg, om jeg bare burde ende det hele, men så tænker jeg på, hvor meget min familie ville være i smerte, ig så gør jeg det ikke.
Jeg føler, at jeg drukner i mit eget hoved, og jeg hader det.
Jeg er bange for at være alene, for enten ligger jeg under dynen en hel aften, og ellers er jeg bange for at skade mig selv eller såre andre verbalt…
Jeg ved ikke, om jeg forventer at blive hjulpet, jeg forventer nok mest bare at blive forstået.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dig,

Jeg kan godt forstå, at du nogle gange føler at du er ved at drukne. Det lyder som om, at der er flere ting, som du går med og som du føler dig meget ansvarlig for at løse selv. Det må være tungt at bære rundt på. Du kan tro, at jeg godt kan forstå, at du har brug for forståelse og måske også støtte.

Jeg får lyst til at fortælle dig, at du er utrolig god til at beskrive de ting, der rør sig i dig. Jeg er slet ikke i tvivl om, hvordan du har det. Ligesom jeg også godt kan forstå, hvorfor du rækker ud efter hjælp.

Det er godt, at du har en psykolog som du taler med. Jeg tænker på om hun mon ved, hvordan du går og har det lige nu? Måske det kunne være en god idé, at I havde lidt flere samtaler for tiden, så hun kan hjælpe dig, nu hvor det hele er lidt uoverskueligt. Man kan jo godt aftale med en psykolog, at der er behov for flere samtaler i en periode. Hvad tænker du mon om det?

Jeg læser også, at du er på efterskole, men til tider trækker dig og synes det sociale kan være svært. Jeg tror faktisk at de fleste, der går på efterskole kan have det sådan nogle gange. Det kan godt være meget overvældende at være omkring så mange mennesker hele tiden og ikke få pauser. Så kan det være nødvendigt at passe på sig selv og give de pauser til sig selv.

Måske du kan tale med en af dine lærere om, hvordan du har det på skolen. Det vil ikke være første gang, at en efterskolelærer hjælper en elev, med at finde ro og pauser. Måske en lærer faktisk vil have nogle gode råd eller fif, som du ikke selv  har tænkt på. Måske det også bare vil være rart, at give noget ansvar til en anden, så du ikke føler du skal stå for ansvaret selv. Hvad tænker du mon om det?

Jeg får lyst til at vide, hvad der mon gør dig glad og hvad du mon interesserer dig for i din fritid. Det kan du selvfølgelig ikke fortælle mig i dette brev, men jeg tænker, at en så moden og reflekteret pige som dig, må have nogle interessante ting og interesser i sit liv. Måske der er en serie eller noget musik som du er rigtig glad for. Noget der betyder meget for dig og måske endda siger noget om, hvem du er.

Grunden til at jeg spørger er fordi, at jeg hører fra andre, at det nogle gange kan hjælpe, hvis man bruger tid på de ting når andre ting er svære. Man kan faktisk også lave en handlingsplan, sådan så man ved hvad man skal gøre når man bliver ked af det, får lyst til at selvskade eller har selvmordstanker. Måske du og din psykolog kan tale om det?

Jeg håber, at du med mit svar har følt dig forstået og hjulpet videre. Når jeg læser dit brev er jeg ikke i tvivl om, at du er en meget stærk og modig pige, som har en masse gode kræfter i sig. De kræfter og din evne til at række ud er en kæmpe styrke. Jeg tror på, at de vil kunne hjælpe dig til at få det bedre og leve et liv, hvor der er plads til alle de ting, der gør dig glad.

De bedste hilsner BørneTelefonen

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat